Skyggens Lærling: En anden historie *Færdig*

Pigen Chrare er 15 år, og bliver den første kvindelige rangerlærling. Rangerne er kongens elitekorps og der har aldrig været en pige inden i deres midte, før nu. Chrare vækker en masse ophidelse og diskutioner, og hun skal stå model til en hel del. Nu må hun vise at en pige kan lige så meget som en mand. Men hun ender hurtigt i farefulde situationer.


Denne historie er en parallel historie til serien Skyggen Lærling. Historien foregår i samme univers, og jeg da jeg synes rigtig godt som personerne i serien så er de også med i min udgave af Skyggens Lærling. Jeg har leget med tanken om en kvinde i det kendte Rangerkorps, vil derfor skrive en historie om den første pige i Rangerkorpset, og hvordan de andre rangere reagere på Charer.

Serien Skyggens Lærling er skrevet af John Flanagan.

(Det er ikke nødvendigt at læse prologen, men hvis du vil være helt sikker på hvad Rangere er så læs den. Hvis du kender serien Skyggens Lærling så lad vær.)

46Likes
100Kommentarer
9617Visninger
AA

21. Den sidste kamp

Først var der stille, så var alt kaos. Oprørerne kastede sig over dem og der fløj pile gennem luften. Charer tøvede ikke et øjeblik. En mand kom løbende mod hende, og hun kastede kniven og den ramte manden i brystet, og han faldt om på jorden. Charer så sig rundt, og fik øje på Horace som slog den ene ned efter den anden. Halt og Will skød pile af sted og ramte en efter en.

Det var det rene kaos og Charer kunne knap nok tænke. En mand gik frem mod Horace, mens han stod med ryggen til. Charer tøvede med at kaste kniven, da hun ikke ville ramme Horace. Et pil fløj tæt forbi hendes ansigt og ramte manden i ryggen, og han faldt om. Horace vendte sig overrasket, og så ned på manden, inden han igen gik til angreb på en anden mand, som var ved at snige sig ind på ham.

”Kom nu!”

Charer hoppede af forskrækkelse og vendte sig i retning af lyden. Det var Halt. Han signalerede at hun skulle kaste sine knive. Hun var bange for at ramme nogen, men tog en dyb indånding. Hun måtte stole på sig selv og sine evner. En mand var på vej frem, og hun strammede grebet om en af knivene. Hun førte hånden tilbage og sigtede. I en hurtig og flydende bevægelse, kastede hun kniven af sted, og den ramte manden i maven. Ikke det bedste kast, men han var ude af stand til at kæmpe.

Horace var nu kommet nærkamp med en mand, som havde en sabel. Will og Halt skød med pile og brugte flittigt deres knive. Charer fik øje på endnu en der var på vej mod hende og gjorde kniven klar, da et par stærke hænder greb hende bagfra. Hun gispede af overraskelse og en beskidt hånd lagde sig over hendes mund. Hun kæmpede, men manden var for stærk. Hans hånd, der var placeret foran hendes mund, gjorde at hun havde svært ved at trække vejret.

 Hun trak vejret i hurtige stød, mens manden begyndte at slæbe hende mod broen. Med en skrækkelig følelse indså hun, at manden var for stærk og hun ikke kunne slippe fri. Adrenalinen fik blodet til at pumpe rundt i kroppen, og lyden forvandt så hun kun kunne høre sit bankende hjerte. Hendes hæle blev slæbt hen ad jorden, og hun kunne se at hun nu befandt sig midt på broen. Manden ville slæbe hende væk! Hvad ville han gøre med hende? Ville han slå hende ihjel? Instinkterne tog over. Hun åbnede munden og bed manden i hånden. Der lød et højt brøl af smerte, og Charer faldt ned på jorden.

Med et sæt så hun op og lyden vendte tilbage. I samme øjeblik som manden kastede sig over hende. Hun famlede efter noget, hun kunne forsvare sig med, og hendes hånd lukkede sig om noget tyndt og skarpt. Hun førte hånden op og hendes hånd havde lukket sig om en pil. Manden nåede ikke at stoppe. Hans ansigt var fyldt med smerte og overraskelse. Charers pil havde boret sig ind i hans bryst. Forfærdelsen ramte Charer og hun gav slip på pilen. Manden faldt om på jorden, og blodet farvede hans bluse. Hun fik kvalme og prøvede at få styr på sin vejrtrækning.

Hun støttede sig til stenbroen og så ned i det klare vand. Hun havde lige fået styr på sig selv, da en velkendt og ubærlig smerte ramte hende i ryggen. Smerten eksploderede fra et sted mellem hendes skulderblade. Der lød et råb og hun vendte langsomt hovedet. Halt og Will kom løbende mod hende. Hun så at der var kommet andre for at hjælpe dem. Vagter. De gik til angreb mod oprørerne, og forsøgte at genoprette ro. Wills ansigt var fuld af forfærdelse, og Halts ansigt var anspændt og han råbte igen.

Charer var ude afstand til at bevæge sig eller sige noget. Smerten lammede hele hendes krop, og fik hende til at vakle. Hun åbnede munden for at råbe om hjælp, men der kom ikke en lyd over hendes læber. Hun blev langsomt mere og mere følelsesløs. Halt var næsten ved hende, men det var for sent. Det hele blev sløret og hun kunne høre endnu et råb, da hun faldt sidelæns udover broens kant. Mørket kom hurtigt og hun nåede ikke engang at mærke det kølige vand, da hun faldt igennem det…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...