The Butterfly Boy. (+15)

Den psykotiske Marianna ender endnu engang på den lukkede afdeling, hvor hun begynder at have drømme om denne smukke dreng. Hun skaber fantasier, idéer. Ja, hun skaber endda sin helt egen verden.... Hvad mon det ender med?

5Likes
7Kommentarer
1646Visninger
AA

2. Chapter two - Come down.

Duftesansen var den første sans der vendte tilbage til Marianna, da hun begyndte at komme til bevidsthed igen. Det stank klinisk og hvidt, som et hospital, blot endnu mere desinficeret. Hun lå ikke længere på Bispebjerg Akutafdeling. Hun vidste ikke hvor hun var, men hun følte sig underligt tilpas i kroppen. Smerten i venstre underarm var væk. Den var blot en svag dunken der irriterede hende. Hendes øjne ville ikke lystre, da hun bad dem åbne sig. Hun vendte sig om på den anden side, væk fra lyset. Så gnubbede hun sig hårdt på øjenlågene og begyndte at se farver på prikker på striber. Hun blinkede kort for at få det til at gå væk. Hun stirrede ind i en hvid væg, hvor der var en lille fordybning i ved hver halve meter.

Hun drejede sig ud mod rummet og straks følte hun det som om hun var vågnet i et mareridt. Gulvet var hvidt og havde også fordybninger i, så det lignede at der var firkanter i gulvet. Hun lod fødderne placeres på gulvet efter en intens kamp med sin krop om at sætte sig op. Hun trak hurtigt fødderne op i sengen og kastede sig tilbage mod væggen, men den var helt blød ligesom gulvet. Hun var forfærdet. Havde de puttet hende i gummicelle? Hun stirrede rundt i lokalet, der pludselig føltes lille og indelukket - det var som om hun var ved at løbe tør for ilt. Men så så hun den. Til venstre for sengen. Døren.

Den var omkring 2 meter høj og 1 meter bred og i samme materiale som væggene, bortset fra der var en lillebitte rude i. Hun fløj op ad sengen og kastede sig mod ruden. Hun råbte, skreg, brugte de sidste rester af energi på at tilkalde hjælp, men ingen syntes at være der for hende. Hun var blevet ladt helt alene i hele verdenen. Straks mærkede hun vreden pumpe rundt i kroppen. Hvorfor havde de placeret hende her?! Hun greb fat om dynen og kastede den ud i midten af lokalet. Så fjernede hun puden, som med et vredesskrig, blev flået op og fjerene blev kastet rundt med. Hun sparkede til væggene, kastede sig mod gulvene og rullede til sidst rundt i smerte af at have brugt så meget energi.

Hun kiggede op mod det lille vindue. Det var som om der var begyndt at blive rødt ude i hjørnerne af hendes synspunkt. Hun drejede hovedet opad mod venstre, blot for at se mere hvidt i takt med at det røde tog til i farve. Hun kravlede baglæns med ryggen nedad mod gulvet hen i hjørnet og stirrede fortsat ligefrem, imens det røde blev kraftigere og kraftigere. Hun gav et højlydt skrig fra sig og rullede sig rundt i fosterstilling, så hun lå beskyttet i hjørnet. Hendes øjne var lukkede og hun beskyttede hovedet med armene, som var hun bange for at der var nogle der skulle slå eller sparke hende. Som for at beskytte sig selv.

Men stemmerne... De forfærdelige, ondskabsfulde stemmer. De hviskede, tiggede, bad, men det var som om det foregik på et andet sprog - et sprog fra helvede. Det skar i ørerne og gav hende tinitus. Men de fortsatte. Det blev værre og værre for hvert sekund der gik. Til sidst satte hun sig igen op og begyndte at skrige.

"Stop! Så stop dog! Vil I ikke nok stoppe?!"

Dette skrig måtte have fanget nogens opmærksomhed, for en styrtede syv mennesker i hvide kitler. To af dem greb hende under armene og slæbte hende ud i midten af rummet. De lagde hende ned ovenpå dynen og straks begyndte hun at kæmpe imod. Frygten tog over og det ubehagelige adrenalinsus syntes at fordoble hendes styrke og hendes vilje til at komme fri. Hun skreg og råbte, vred sig i de to mænds greb, men flere trådte til. To mænd greb om hendes ben. En femte greb om hendes hofter og trykkede hende ned. Hun hylede og græd hjælpeløst. Det gjorde ondt i hendes underarm igen. Hun prøvede desperat at trække højre hånd til sig så hun kunne lange ud efter dem, men smerten i halebenet og håndleddet overdøvede alt lige nu.

Den sjette mand knipsede og til sidst nærmede den syvende sig, som viste sig at være en kraftig, korthåret kvinde. Hun havde en sprøjte i hånden og straks ramte panikken Marianna. Hun begyndte at hyperventilere og kroppen kæmpede for at give efter i rystelser, men lægerne gjorde det umuligt. Hun mærkede et stik på ydersiden af højre  lår og så slap lægerne hende. De gik, uden et ord og hun krøb sammen i dynen og begyndte at hulke ulykkeligt. Hvad lavede hun her? Hvorfor? Hun kunne høre hvordan stemmerne begyndte at dø ud i baghovedet.

Hun lagde dynen op om sig. Hun var nærmest som en larve i en puppe, kunne man vel sammenligne det med? Udmattelsen fik hende straks til at falde ned i søvnens ubarmhjertige greb. Hun drømte underlige, grå drømme om skygger der forgreb sig på hende og skadede hende. Men da drømmen sluttede fik hun lige et kort glimt af noget af det smukkeste hun nogensinde havde set. Det var en ung dreng, omkring fem seks år, hvis øjne vendte spejlvendt i den klareste lilla farve. I stedet for ører havde han sommerfugle vinger der var røde og orange og hans hår var chokoladebrunt. Huden var flødefarvet og fra panden hang der tre grønne tentakler der var trukket tilbage over håret. Han havde en blå og hvidternet skjorte på, der var et par størrelser for stor. Han var så utroligt smuk.

Hendes øjne gled langsomt fra hinanden. Hun var blevet rykket fra gulvet og op i sengen, dog havde hun stadig slået dynen om sig, som var hun en durumrulle. Hendes blik søgte hjælpeløst rundt. Der var blevet flyttet to stole ind i lokalet. Hvad mon de lavede der?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...