The Butterfly Boy. (+15)

Den psykotiske Marianna ender endnu engang på den lukkede afdeling, hvor hun begynder at have drømme om denne smukke dreng. Hun skaber fantasier, idéer. Ja, hun skaber endda sin helt egen verden.... Hvad mon det ender med?

5Likes
7Kommentarer
1587Visninger
AA

1. Chapter one - She had the world.

Show me how it's done.

 

Fingrene famlede nervøst henover bordpladen. Foran hende lå kniven og lyset fra computerskærmen oplyste rummet. Det hele virkede dunkelt og malplaceret, men hun havde ikke taget sine piller i lang tid. Stemmerne var begyndt at fortælle hende hvad hun skulle igen. Manipulere med hende. Og hun bukkede altid under for presset. Hun gjorde altid hvad de bad hende om - altid. Hun havde aldrig ignoreret dem. Heller ikke dengang de bad hende om at kaste den lille baby i havnen... Hun havde altid adlydt. Hver gang.

Hendes blik flakkede frem og tilbage et kort sekund. De hviskede, tiggede, skreg, bad. Hun skulle gøre det. Gøre det nu. Lige nu. Ikke vente mere. Gør det! Hun tog kniven i hånden og lagde det andet håndled på bordet. Hun løftede kniven, der i computerskærmens dunkle, blå lys glimtede. På skærmen stod der med frygtsomme, hvide bogstaver: "Vær stille". Hun huggede kniven ned i sit håndled og smerten overvældede hende så meget, at hun gav et højlydt skrig fra sig. Hun havde hugget hele vejen igennem. Hendes håndled var boret fast i bordpladen af den store kniv. Hun prøvede at trække hånden til sig, men hun sad hjælpeløst fast. Inde i stuen hørte hun moderen skubbe spisebordsstolen tilbage og styrte op ad gangen til hendes værelse.

Døren blev smækket op og moderen så utroligt kontrolleret ud, i forhold til hendes datter var faldet ned fra stolen og hendes krop lå vredet i en unaturlig stilling mod sengen. Armen var sømmet fast i bordet med en kniv. Hun kom med unaturlige, rallende lyde, der syntes forfærdeligt langt væk. Straks fandt moderen telefonen frem og trykkede 112. Hendes datter måtte ikke dø fra hende nu - ikke nu hvor det var begyndt at gå så godt, ikke nu, hvor hun lige havde skåret ned på medicinen.

"Jeg skal bruge en ambulance til Bygmestervej 17, 2400, Bispebjerg. Lige nu!" råbte Diana fortvivlet ind i telefonen. Så kastede hun mobilen fra sig og gik kontrolleret ind til sin datter. Hun greb fat om Mariannas hoved og løftede det. Så satte hun sig bag hende, så hendes hoved lænede sig mod hendes brystkasse. "Jeg elsker dig, min lille skat..." mumlede Diana forskrækket og nussede hendes blonde piges hår. Nok var Marianna sytten år, men hun var syg. Meget syg. Og nu havde hun boret sig fast i et bord med en kniv. "Hvad bliver det næste du finder på?" spurgte hun fortvivlet sin elskede datter.

"Jeg elsker dig, mor..." hviskede den afmagtede Marianna. Hun lod sig dumpe ned i bevidstløsheden - uvisheden om hvad der nu skulle ske. Diana ventede dårligt nok fem minutter, før ambulancen kom. De boede nærmest lige ved siden af Bispebjerg Hospital. Det bankede på, men Marianna turde ikke gå fra sin datter, så til sidst brølede hun bare af sine lungers fulde kræft: "Kom ind,"

Lægen og de to livreddere havde en båre med ind i lejligheden. De vidste godt hvem Diana Sørensen var. De vidste godt hendes lille datter var syg. Det var derfor de reagerede som de gjorde. Den ene livredder havde før været ude for at hente Marianna. Hun havde sømmet sin hånd fast til køkkenbordet med 17 gamle, rustne søm, der havde gæret i hendes hud i to timer før Diana kom hjem fra arbejde og opdagede det. Kvinden smuttede sig til et lille kig på pigens hånd. De mørke ar var der stadigvæk. Den anden sygeredder fjernede med stor præcision kniven og uden yderligere diskussion lagde de en årepresse og lagde hende op på båren.

"Jeg kommer og tjekker til hende imorgen..." mumlede Diana udtryksløst, da livredderne kørte bort med hendes elskede guldklump. Da de var forsvundet, satte Diana sig ned i datterens seng og begyndte at græde ulykkeligt. Hvad var det der var gået så galt op i kære Mariannas hoved, siden hun blev ved med det? Hun prøvede konstant at begå selvmord, hun skadede sig selv på nye måder hele tiden. Hun tørrede øjnene og næsen konstant i den marineblå trøje, men nye tårer og væsker syntes at forlade hendes øjne, næse og mund. Som om hun var et vandfald, en syndflod der ikke ville stoppe med at bruse afsted. Hun hulkede, gennemtudede, brølede i bar afmagt. Hvad skulle hun gøre af sig selv? Hendes elskede lille pige... Hvordan kunne man være så syg?

 

 

Alting var stort og farligt. Blændede hende, i det hun åbnede hendes øjne. Hun var tung i hovedet og hendes krop var afkræftet. Hun var tappet for energi og havde en enorm smerte i venstre håndled. Hun blinkede et par gange, tvang sig selv til at vænne sig til det skarpe lys. Hun var ikke bange, hun vidste godt hvor hun var. Bispebjerg akutafdeling. Hendes blik virrede kort. Men i det hun så ned på droppet i sin hånd, blev hun vred. I højre hånd så hun den forfærdelige nål, der var spændt fast med et plasticapparatur. Fra nålen bevægede der sig en lang gummislange op til en lille droppose, der var fyldt med noget gennemsigtigt stads. Hun begyndte at skrige, at kæmpe. Smerten i venstre arm voksede, men hun var ligeglad, hun skulle væk. Hun greb fat i plasticapparaturet og flåede det ud af hånden. En tynd stribe blod begyndte at løbe fra hendes hånd. Hun kastede sig mod gulvet, som hun ramte med et højt brag.

Så prøvede hun at rejse sig, men hendes ben var svage og hun var udmattet. Hun havde ingen kræfter. Hun havde ikke ét gram energi tilbage i kroppen. Men adrenalinen og frygten pumpede, tvang hendes krop til at kæmpe lidt mere. Hun kom med besvær op at stå på benene og hun kastede sig frem mod bordet der stod for enden af sengen. Så skubbede hun sig over mod væggen og ud i den lille mellemgang, der var mellem værelset og selve gangen. Hun åbnede døren, men den føltes tusind kilo tung. Hun kunne ikke åbne den. Hun kæmpede, trak, hev, sled, skubbede. Hun kunne ikke åbne den. Det var som om en anden kraft holdt den fast.

Til sidst opgav hun. Hun lænede sig ind mod væggen ved siden af døren og gled ned i siddende fosterstilling. Hun greb fat om sine knæ og gav sig til at græde. Hendes intense hulken var lav og fik hendes skuldre til at bevæge sig frem og tilbage meget hurtigt.

Nogen måtte have hørt postyret, for tre sygeplejersker og en læge styrtede ind på hendes værelse, for at finde hende dér. Afkræftet og mere bange end hun nogensinde havde følt sig. Synet af de fire mennesker gjorde hende bare endnu mere vred. Hun fik med besvær rejst sig og skubbet til den ene sygeplejerske der straks greb hendes højre håndled.

"Slap af, Marianna," sagde lægen roligt, hvilket kun gjorde hende endnu mere vred. Hun farede frem mod ham og tacklede ham. Hans tunge krop ramte hårdt den modsatte væg med en tom lyd. Hendes tænder borede sig ind i hans skulder og hun tyggede sammen så hurtigt hun kunne. Sygeplejerskerne diskuterede kort, mens den ene prøvede at trække Marianna væk fra lægen, der var lammet af chok. Alt skete i brøkdelen af et sekund, men Marianna mærkede et prik i skulderen og så tågede det hele sammen i en fjern masse, der gled sammen og blev hvidt. Alt tonede ud i sort og blev til bevidstløshed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...