One direction- Et tilfælde *Pause*

Jessica Johnson er en helt normal pige som laver de ting en normal attenårig nu laver. Det ændre sig hurtigt da hun en dag ved et tilfælde ender i et fankaos med One direction. det hele ender galt, men henne på hospitalet møder hun en helt bestemt person.

20Likes
33Kommentarer
6384Visninger
AA

24. Problemer

 

’’Er du sikker på at du ville?’’ Spurgte Louis for tredje gang. Jeg smilede bare og grinte lidt af ham. ’’Okay, Louis. Det kan godt være at hun ikke har været særlig sød på det seneste men hun er min bedste veninde, jeg bliver nødt til at snakke det igennem med hende.’’ Sagde jeg og begyndte at tage mine sko på. ’’Okay, nu må du ikke savne mig for meget.’’ Sagde han med et smil. ’’Selvfølgelig ville jeg ikke savne dig, jeg bruger kun det her som en undskyldning så jeg kan slippe for dig.’’ Sagde jeg og åbnede døren. ’’Det giver mening.’’ Sagde han og trak på skuldrene. ’’Vi ses.’’ Mumlede jeg og gav ham et hurtigt kys.

Jeg tog endnu en dyb indånding inden jeg bankede på døren til Olivias hjem. Jeg kunne høre lidt skramlen inden døren blev åbnet af hendes mor. Hun smilte stort. ’’Hej Jessica, det er længe siden jeg har set dig her. Jeg har hørt det med din far. Er du okay?’’ Spurgte hun uden pause. ’’Er Olivia hjemme?’’ Spurgte jeg og ignorerede hendes spørgsmål. Hun smilte igen og nikkede. Jeg gik hurtigt forbi hende og op af trapperne. Da jeg kom til Olivias dør nærmest skubbede jeg døren ind. Hun lå på sengen og kiggede hurtigt op fra det blad hun kiggede i. ’’Hvad ville du?’’ Spurgte hun, en lille smule koldt. ’’Snakke.’’ Mumlede jeg og satte mig på sengen. ’’Det er som om du har ignoreret mig de sidste mange dage, er du sur på mig eller noget?’’ Spurgte jeg. ’’Det er da ikke mig der har ignoreret dig, du har fuldstændigt glemt mig og bruger al din tid på Louis.’’ Sagde hun surt. Jeg kiggede forvirret på hende. ’’Jeg har ikke ignoreret dig! Det kan du da ikke sige når det er dig som har sprunget fra hver gang jeg har foreslået vi skulle lave noget- Hvilket er ret tit.’’ Sagde jeg højt og lidt overrasket over vreden i min stemme. Jeg lod hende ikke svare men fortsatte. ’’Og er du klar over hvor meget jeg har haft brug for dig de her dage? Min far er død for fanden!’’ Råbte jeg af hende og jeg kunne mærke den første tåre trillede ned af min kind. ’’Det er enten mig eller Louis.’’ Sagde hun koldt. Jeg kneb øjnene sammen og så på hende med et hadefuldt blik. ’’Tvinger du mig helt seriøst til at vælge mellem jer?’’ Hviskede jeg. Hun nikkede bare. ’’Det mener du bare ikke. Nu er min valg da mere end tydeligt. En rigtig veninde tvinger ikke folk til at vælge på den måde.’’ Sagde jeg, denne gang højt. ’’Bare gå din vej.’’ Sagde hun koldt med et stift blik. ’’Olivia, vi har været bedste venner i næsten fjorten år, og nu dropper du mig på grund af Louis?’’ Jeg hørte ikke hvad hun svarede, jeg løb bare ud af døren og ud på gaden med tårerne løbende ned af kinderne. Med lange skridt gik jeg direkte hjem. Jeg havde spildt fjorten år af mit liv på Olivia, jeg troede jeg kunne stole på hende, og så droppede hun mig fordi hun var jaloux. Jeg vidste godt at hun nok ville fortryde det, men jeg ville ikke tilgive hende. Aldrig.

 

Jeg var kommet indenfor uden min mor havde opdaget det, hun skulle for alt i verden ikke se mig græde over det her. Hun havde selvfølgelig set mig græde før, men hvis hun så at jeg græd, skulle jeg til at forklare hvorfor, og jeg ville ikke snakke om det. Jeg havde lige mistet hende som havde været min bedste ven næsten hele mit liv, og hende som havde støttet mig gennem stort set alting. Selvom det var hendes skyld var jeg stadig ked af det, men også rasende. Jeg havde det virkelig bare som om at jeg gik rundt med et eller andet indre sorg som bare skulle ud. Måske skulle jeg bare gøre ligesom alle andre gjorde? Jeg gik hurtigt ud på badeværelset for at finde et eller andet skarpt, jeg havde selvfølgelig nogle barberblade liggende et eller andet sted og jeg fandt det hurtigt. Men jeg kunne bare ikke få mig selv til at gøre det. Hvis jeg gjorde det, vidste jeg at jeg ville fortryde det, og så hadede jeg smerte, jeg kunne ikke fordrage det. Folk gjorde det jo kun fordi de nød smerten. Jeg sukkede og smed opgivende barberbladet fra mig. Det her var jo for latterligt. Efter lidt tid hvor jeg bare havde gloet ude på badeværelset kunne jeg høre det bankede på nedenunder. Jeg begyndte med rystende fingre at putte bladet tilbage i pakken, men det endte selvfølgelig med at de alle sammen faldt ud. Hvad nu hvis det var Louis som kom? Han skulle ikke tro jeg kunne finde på sådan noget, hvilket jeg jo heller ikke kunne. Jeg kunne høre min mors stemme og lidt efter Louis’s stemme, så det var ham. Da jeg kunne høre trin på vej herop opgav jeg at få dem ind i pakken så jeg skyndte mig bare ud og låste døren. Hurtigt lagde jeg nøglen i min lomme og lod som om intet var sket. Louis kiggede lidt undrende på mig da han kom ind på mit værelse. Måske fordi at jeg stod og foran badeværelses døren og rystede helt vildt. ’’Hvad er der?’’ Spurgte han. Jeg havde det virkelig som om jeg var i problemer, selvom jeg kun ville komme det hvis han skulle ind på mit badeværelse, men adrenalinen pumpede stadigvæk rundt i min krop. Jeg trak på skuldrene og satte mig på sengen. Man kunne tydeligt se på ham at han vidste at der var et eller andet, for jeg var virkelig dårlig til at skjule min nervøsitet. Han kiggede kort over mod døren som jeg havde stået ved før, derefter satte han sig på sengen og lagde armen om mig. ’’Hvordan gik det hos Olivia?’’ Spurgte han, stadig væk lidt forvirret da han nok endnu tydeligere kunne mærke at jeg rystede når han havde armen om mig. ’’Fint nok, ville du ikke med udenfor?’’ Sagde jeg hurtigt og rejste mig op. ’’Hvorfor har du så travlt?’’ Spurgte han og grinte lidt af mig. ’’Det har jeg da heller ikke, jeg syntes bare ikke vi skulle sidde herinde med det vejr.’’ Hvad var det lige jeg sagde? Det var lortevejr lige nu, så vækkede jeg da sikkert ikke mere opmærksomhed end jeg allerede gjorde. ’’Søde, det regner altså udenfor.’’ Sagde han og smilte stadig. Jeg nikkede og satte mig igen. ’’Skal vi ikke tage hen til dig i stedet?’’ Spurgte jeg hurtigt. ’’Er du sikker på der ikke er noget galt?’’ Jeg nikkede igen og lagde mærke til at han kiggede over mod badeværelsesdøren. Han sukkede hurtigt og rejste sig. Jeg fulgte efter ham da det vidst nok var en hentydning til at vi godt kunne tage hjem til ham.

 

Da vi kom derhen var alle drengene der, jeg havde egentlig håbet på at det måske bare ville være os to, da Louis sikkert ikke ville være den eneste til at se at det var noget galt. Så snart vi gik ind af døren, gik Louis hurtigt ind i stuen. Jeg fulgte stille efter og så ham hviske et eller andet til Liam hvorefter han kiggede på mig og rejste sig op. Jeg så forvirret på Louis som satte sig ned og derefter på Liam som var på vej hen mod mig. ’’Kom.’’ Sagde han stille og trak mig med ud af stuen. Jeg fulgte med ham og vi endte inde på Louis’s værelse. Han satte sig på sengen og jeg satte mig på en stol overfor. ’’Hvad er der?’’ Spurgte jeg selvom jeg havde en ide hvad det drejede sig om. ’’Louis sagde du virkede helt ude af den, og at du ikke ville sige noget til ham. Er du sikker på der ikke er noget galt?’’ Spurgte han ret alvorlig. ’’Der er ikke noget galt.’’ Sagde jeg og prøvede at smile. Han løftede øjenbrynene og kiggede endnu mere alvorligt på mig. ’’Jessica, fortæl hvad det her handler om.’’ Sagde han. ’’Altså…’’ Mumlede jeg. ’’Jeg var henne ved Olivia fordi hun jo har ignoreret mig et par dage, hun mente at jeg bruger alt for meget tid med Louis og tvang mig til at vælge imellem dem.’’ Sagde jeg. ’’Og du valgte Louis?’’ Sagde han, det var ikke et spørgsmål, det var vidst mere for at fortsætte min sætning. Jeg nikkede stille. ’’Jeg forstår at du er oprevet, men hvorfor kunne du ikke fortælle det til Louis?’’ Spurgte han. ’’Det var ikke derfor.’’ Mumlede jeg. ’’Hvorfor så?’’ Denne gang var det min tur til at kigge alvorligt på ham. ’’Lover du at du ikke siger noget til Louis?’’ Spurgte jeg. ’’Det kommer an på situationen.’’ Sagde han. Jeg nikkede stille, der var jo alligevel ikke sket noget, så Louis kunne vel ikke flippe ud hvis han fik det at vide. ’’Da jeg kom hjem fra Olivia, var jeg selvfølgelig meget ked af det. Så jeg overvejede lidt det der med selvskader.’’ Sagde jeg meget lavt men nåede ikke engang at tale færdig. ’’Du hvad?’’ Spurgte han med store øjne. ’’Sssh!’’ Tyssede jeg på ham. ’’Jeg gjorde det selvfølgelig ikke, jeg kunne ikke få mig selv til at gøre det, men da Louis så kom endte det selvfølgelig med at jeg tabte en hel pakke barberblade ud over gulvet, og jeg ville bare ikke have han skulle finde ud af det, og jeg er ikke særlig god til at skjule min nervøsitet og sådan.’’ Han sagde ikke noget i lidt tid men nikkede forstående. ’’Jeg forstår, Louis behøver ikke vide det så længe du ikke gjorde noget, men hvis du nogensinde tænker sådan igen skal du altså bare sige det til ham, jeg er sikker på at han forstår det.’’ Sagde han. Jeg nikkede stille og vi gik ud af værelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...