One direction- Et tilfælde *Pause*

Jessica Johnson er en helt normal pige som laver de ting en normal attenårig nu laver. Det ændre sig hurtigt da hun en dag ved et tilfælde ender i et fankaos med One direction. det hele ender galt, men henne på hospitalet møder hun en helt bestemt person.

20Likes
33Kommentarer
6320Visninger
AA

7. Pjækkedag

 

Da jeg kom ind i klasselokalet var der stadig lidt tid inden det ringede. Selvfølgelig var det det samme herinde, folk der stirrede. Pigen som sad ved siden af mig og kiggede, jeg vendte mig hurtigt om mod hende og gav et dræberblik, hun kiggede hurtigt ned i bordet igen. ’’Er det rigtigt at dig og Louis Tomlinson er kærester?’’ Spurgte hun forsigtigt. Jeg sukkede men kiggede så på hende. ’’Betyder det at vi er kærester bare fordi der er taget et sølle billede af os hvor vi krammer?’’ Sagde jeg lidt hidsigt. ’’Men for at svare på dit spørgsmål, så nej vi er ikke kærester.’’ Lige idet jeg var færdig med at snakke kom vores lære ind ad døren, så var der da ikke flere spørgsmål.

Det var en virkelig kedelig time, jeg kunne ikke engang huske hvad vi havde fordi jeg ikke fulgte med. Jeg sad bare og stirrede på uret. Da der var ti minutter tilbage sad jeg og trippede med fødderne. Heldigvis fik vi lov at gå lidt før, jeg skyndte mig ud af lokalet og ned til kantinen, jeg fandt et bord så langt væk fra de andre som muligt og ventede på Olivia. Hun kom heldigvis også lidt før.

Lige pludselig stod der egentlig ret mange omkring mig og Olivias bord. Man kunne ikke ligefrem sige at hverken mig eller Olivia var specielt populære før nu. Men burde det egentlig ikke være sådan at alle folk skulle hade mig fordi at jeg havde taget ´´deres mand´´ fra dem? Hvilket jeg jo ikke havde, men det kunne folk bare ikke forstå. Jeg ignorerede folk hver gang de spurgte ind til Louis men svarede når det var om andet, jeg gad ikke snakke om Louis når det var hvad de alle sad her for. Da vores pause var ved at være forbi var de fleste folk gået, men der sad stadig et par stykker. ’’Jeg tror bare at jeg går lidt før i dag, jeg orker ikke alle de folk længere.’’ Hviskede jeg til Olivia så de folk som stadig sad her ikke skulle høre det. Hun nikkede bare forstående og smilede til mig. ’’Skal jeg gå med eller ville du være alene?’’ Jeg tænkte mig lidt om. ’’Du behøves ikke at pjække for min skyld, jeg tager bare af sted.’’ Svarede jeg selvom jeg virkelig gerne ville have hende med, jeg ville virkelig ikke være alene lige nu og det var ikke min mor jeg snakkede med når jeg havde problemer. Da klokken ringede, gik de få som var tilbage. ’’Vi ses i morgen, Jessi.’’ Sagde hun og gik som den sidste. ’’Ja, måske.’’ Mumlede jeg for mig selv og gik så. Jeg ville ikke hjem så jeg tog i parken. Jeg smilede for mig selv da jeg sad ved springvandet, mig og Louis havde det virkelig sjovt det korte sykke tid vi var her. Jeg så nogle fotografer i den anden ende af parken. Efter lidt tid gik det op for mig at de tog billeder af mig. Jeg rullede med øjnene og sukkede, derefter rejste jeg mig, rakte hånden op i vejret og gav dem fingeren. I stedet for at gå hjem var jeg pludselig på vej over mod Louis og Harrys lejlighed. Hvad nu hvis de ikke var hjemme? Jeg tog hurtigt min mobil frem. # Er du hjemme?# Skrev jeg til Louis. Der gik ikke lang tid før han svarede

 #Ja, du kan bare komme over. Hvis det altså var det du mente med det…#

#Det var det. Vi ses om lidt :D#

Jeg var jo allerede på vej derhen så der gik ikke lang tid før jeg var der. Da jeg kom op til deres dør nåede jeg hverken at banke eller ringe på før Louis åbnede døren. ’’Hej!’’ Sagde han glad. ’’Hej.’’ Sagde jeg tilbage, knap så energisk som ham. ’’Du ser trist ud, er der noget galt?’’ Sagde han lidt mere afslappet end før. ’’Nej, det er lige meget.’’ Sagde jeg hurtigt til ham. ’’Nej det er ej, fortæl nu!’’ Jeg sukkede. ’’Det er bare alle på min skole, Bare på grund af nogle billeder der åbenbart blev taget i går tror alle vi er kærester.’’ Jeg rødmede lidt da jeg sagde det sidste. ’’Og det er lidt stressende for nu ville alle folk lige pludselig være sammen med mig.’’ Han nikkede forstående men vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige til det. Da vi kom ind i stuen havde jeg allerede glemt at jeg var sur, eller hvad jeg nu var. ’’Hvad ville du lave?’’ Spurgte han mig med et smil. ’’Det ved jeg ikke, det må du bestemme.’’ Sagde jeg og kiggede ham ind i øjnene. ’’Fifa?’’ Spurgte han. ’’Nej, jeg kan ikke engang finde ud af fodbold i den virkelige verden!’’ Sagde jeg og grinte, og han grinte med. ’’Jamen så må du finde på hvad vi skal lave.’’ Sagde han og smilte. Jeg kiggede lidt rundt. ’’Vi kunne se en film?’’ Spurgte jeg stille. ’’Ok, men så ville jeg vælge!’’ Sagde han med en ondskabsfuld latter og gik over til fjernsynet.      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...