One direction- Et tilfælde *Pause*

Jessica Johnson er en helt normal pige som laver de ting en normal attenårig nu laver. Det ændre sig hurtigt da hun en dag ved et tilfælde ender i et fankaos med One direction. det hele ender galt, men henne på hospitalet møder hun en helt bestemt person.

20Likes
33Kommentarer
6330Visninger
AA

6. Irriterende blikke

 

Jessicas synsvinkel:

Da jeg var kommet op til hoveddøren vendte jeg mig om for at vinke farvel til Louis. Det var mørkt men jeg kunne lige se at han vinkede tilbage i mørket. Da jeg gik ind ad døren var jeg lidt nervøs, min mor kunne være meget overbeskyttende, så hun sad sikkert og ventede på mig inde i stuen, og jeg havde helt ret. Hun sad og kiggede mod fjernsynet, så jeg bankede stille mod væggen for at gøre hende opmærksom på at jeg var her. ’’Jessica!’’ Sagde hun og kiggede alvorligt på mig. ’’Hej mor.’’ Sagde jeg stille. ’’Hvor har du været? Klokken er jo næsten halv elleve!’’ Jeg kiggede ned på gulvet, jeg plejede altid at opføre mig ordentligt, så jeg vidste ikke hvordan jeg skulle aldrig rigtigt hvordan jeg skulle reagere når jeg fik skæld ud. ’’Bare hos nogle venner.’’ Det var egentlig løgn. Jeg kendte dem jo næsten ikke. ’’Og du kunne ikke have fortalt mig hvor du var?’’ Jeg følte mig virkelig som et pattebarn, jeg var jo atten år så egentlig kunne jeg gøre som det passede mig. ’’Jeg glemte det.’’ Sagde jeg mumlende og satte mig ved siden af hende. ’’Du skal altså tidligt op i morgen Jessi.’’ Sagde hun. Og med et blev jeg rasende, jeg vidste virkelig ikke hvad der gik af mig, men lige nu var jeg bare skide træt af hende. ’’MOR! Jeg er for helvede atten år! Kan du ikke bare fatte at jeg ikke er et lille pattebarn længere? Jeg kan altså sagtens passe mig selv!’’ Råbte jeg til hende. Hun så chokeret på mig og inden hun kunne nå at svare mig løb jeg op på mit værelse. Jeg gad ikke sove nu, ikke når hun havde sagt det. Jeg satte mig på min seng og tændte for fjernsynet. Den første kanal der kom op på fjernsynet var en eller anden sladderkanal. Jeg så at der var et eller andet med One direction, jeg vidste ikke hvorfor men lige nu orkede jeg det bare ikke, så jeg skyndte mig at slukke for tv’et. Jeg kiggede rundt på mit værelse, jeg ville bare have noget og lave, men til sidst opgav jeg at holde mig vågen så jeg lagde mig ned på min seng. Da jeg næsten var faldet i søvn ringede min mobil men jeg orkede ikke at tage den så jeg lukkede mine øjne igen.

Jeg vågnede tidligt næste morgen da jeg ikke kunne sove mere. Jeg havde egentlig bare lyst til at pjække i dag for at irritere min mor men det kunne jeg ikke få mig selv til. Jeg stod op og gik i bad. Jeg orkede ikke at gøre noget ud af mig selv i dag så jeg lod bare mit lange brune hår hænge. Da jeg kom ud fra badeværelset kiggede jeg træt hen mod mit skab. Måske skulle jeg bare pjække? Nej, jeg ville bare lidt væk fra min mor og hun var jo hjemme så jeg måtte nok hellere tage i skole hvis jeg ville slippe for hende. Jeg fattede egentlig ikke hvorfor jeg var sur på hende, jeg havde faktisk ingen grund, hun var jo bare bekymret for mig. Da jeg havde fået noget tøj på gik jeg neden under. Min mor sad ved spisebordet og drak kaffe, jeg smilede for mig selv da jeg så det var den kop med et billede af far på, jeg savnede ham virkelig. Lige så stille gik jeg derhen og satte mig overfor hende. ’’Mor… ‘’ Sagde jeg lavt. Hun kiggede op på mig med et lille trist smil. ’’Jeg ville gerne undskylde for i går, jeg ved virkelig ikke hvad der gik af mig. Det er bar…’’ Jeg nåede ikke at sige noget før hun afbrød mig. ’’Det er okay skat, du behøver ikke at undskylde.’’ Sagde hun og smilede. Jeg gik over til hende og krammede hende. Jeg kiggede over mod det lille ur i køkkenet. Jeg trak mig hurtigt ud af krammet. ’’Jeg må hellere se at komme af sted mor.’’ Sagde jeg, gik hen til køkkenet og lagde et æble ned i min taske. ’’Vi ses Jessi.’’ Råbte hun da jeg gik ud af døren. Jeg gik med hastige skridt hen mod skolen, jeg ville have cyklet hvis det ikke var fordi den var punkteret. Så lige nu havde jeg ret travlt. Da jeg kom ind på mit gymnasium, kiggede alle efter mig og hviskede. Jeg ignorerede dem og ledte efter Olivia. Jeg fandt hende henne ved mit skab. ’’Jessica! Jeg prøvede at ringe til dig i går, men du tog ikke telefonen!’’ ’’Jeg var træt, men hvad var det du ville sige?’’ Jeg kiggede på hende og prøvede at ignorere alle de folk som kiggede hen mod os. ’’Det var billeder af dig og Louis i fjernsynet i går, de ligger også overalt på nettet, og der kom også nye billeder i morges hvor i krammede, så nu siger alle folk at i er kærester.’’ Sagde hun hurtigt uden pause og skyndte sig så at trække vejret. ’’Er i egentlig det?’’ Sagde hun og så forvirret på mig. ’’Nej vi er ej.’’ Jeg så tvivlende ned i jorden, det var vi da ikke, var vi? ’’Men vent lige.’’ Sagde jeg hurtigt til hende. ’’Et billede hvor vi krammede? Jeg så da ikke nogen, og det var helt mørkt.’’ Jeg prøvede at tænke på aften før hvor jeg havde krammet Louis farvel, der var da ikke nogen. Og når det var mørkt ville der da være brug for blitz, men jeg havde ikke set noget lys. ’’Du ved, paparazzier. Dem må du nok også hellere vænne dig til, nu når dig og Louis er sammen’’ Sagde hun hurtigt. ’’Jeg sagde jo lige at vi ikke er sammen Olivia!’’ Jeg havde glemt alt om tiden, så jeg kiggede ned på min mobil. ’’Jeg må hellere gå til time.’’ Sagde jeg en anelse surt og gik ned ad gangen og prøvede igen at ignorere alle blikkene på mig, kunne folk da ikke bare være ligeglade?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...