One direction- Et tilfælde *Pause*

Jessica Johnson er en helt normal pige som laver de ting en normal attenårig nu laver. Det ændre sig hurtigt da hun en dag ved et tilfælde ender i et fankaos med One direction. det hele ender galt, men henne på hospitalet møder hun en helt bestemt person.

20Likes
33Kommentarer
6576Visninger
AA

2. Hospitalet

 

’’Louis?’’ Jeg kiggede bare på ham. ’’Hvordan kan det være at du ikke ved hvem jeg er når du var henne ved hotellet?’’ Han så forvirret på mig. Jeg sukkede, hvordan var jeg egentlig havnet her? Jeg kunne huske at de der drenge, og åbenbart Louis kom hen til hotellet men ikke noget efter det.  ''Hvad laver jeg her?’’ Sagde jeg og kiggede på ham. ’’Du stod sammen med alle de andre fans, men det blev lidt for vildt, så du blev mast så hårdt op hegnet at du ikke kunne få luft, jeg lagde mærke til det og fik fat på noget hjælp.’’ Sagde han og smilte – igen. ’’Mig og alle de andre fans?’’ Sagde jeg en smule fornærmet uden grund og lagde mine arme over kors, av, det skulle jeg heller ikke have gjort, kunne jeg ikke bare holde op med at bevæge mig? ’’Jeg er altså ikke nogen fan, jeg ved ikke engang hvem du er, eller du hedder jo så Louis men alle de der drenge du kom ud med’’ Sagde jeg og holdte så en pause for at få luft. ’’Jeg var bare nysgerrig’’ sagde jeg og rødmede lidt, Jeg rødmede tit uden der var en grund til det. ’’Nå, men jeg er så Louis, Louis Tomlinson, jeg er fra one direction, og de fire andre hedder Harry, Niall, Zayn og Liam’’ idet han var færdig med at snakke, kom min mor ind ad døren ’’du er vågnet!’’ Sagde hun glad og omfavnede mig, ’’av mor’’ sagde jeg stille til hende og hun gav slip. ’’Jeg må hellere gå.’’ Sagde Louis og smilte til både mig og min mor inden han gik ud af døren. ’’Sikken en sød dreng’’ sagde min mor og smilte da han var gået ud af døren.

Efter jeg bare havde ligget lidt på sengen og bare kedet mig, kom jeg i tanke om Olivia, jeg havde jo slet ikke fortalt hende hvor jeg var, og det var jeg ret sikker på at min mor heller ikke havde. Jeg gik ind i mine kontakter, på vej ned til O stoppede jeg pludselig ved L, Louis? Hvorfor havde han tastet sit nummer ind? Bare fordi at jeg ikke havde en kode på min Iphone, betød det da ikke at han bare kunne gøre hvad der passede ham med MIN telefon, jeg var lidt irriteret så jeg glemte alt om Olivia. Da jeg havde lagt min telefon fra mig kom en læge ind. ’’Nå, du er vågnet’’ sagde lægen og smilede – tydeligvist falskt. ’’Vi holder dig til opsyn i cirka 2-3 timer mere’’ sagde han og smilte falskt igen. ’’Arg’’ sagde jeg da han var gået ud af døren, jeg kiggede hen på min mor. ’’Kan vi ikke bare snige os ud?’’ Sagde jeg og så bedene på hende. Jeg hadede virkelig hospitalet. Hun smilte og rystede på hovedet, med et lille grin. Jeg tog min mobil frem, gik ind i kontakter og trykkede så på Louis.

#hvorfor har du bare gemt dit nummer på min telefon?# Skrev jeg til ham.

Lidt efter fik jeg et svar fra ham, #Har du da et problem med det? :D #

#Ja, rent faktisk. Du kender mig ikke, og oven i det tager du bare min telefon og gør som det passer dig!#

Selvom jeg var lidt sur på ham kunne jeg ikke lade være med at smile.

#Undskyld :( men jeg kunne jo komme til at kende dig? # skrev han.

Jeg smilte endnu mere, og min mor kiggede bare underligt på mig. ’’Ikke noget’’ sagde jeg til hende og rystede på hovedet.

Jeg tænkte lidt over hvad jeg skulle svare, mente han virkelig hvad han skrev? Han var jo åbenbart kendt, og med alle de piger der havde været henne ved hotellet kunne han da sagtens have valgt en som var langt pænere end mig. Jeg kunne jo heller ikke vide om han bare var en af dem som skiftede pige hver uge, men det kunne jo også være han bare mente som venner. Hold nu op med at tænke mere over det! Sagde jeg inde i mig selv, og valgte at tro på ham.

#Jamen så er du tilgivet:)# Endte jeg med at skrive til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...