One direction- Et tilfælde *Pause*

Jessica Johnson er en helt normal pige som laver de ting en normal attenårig nu laver. Det ændre sig hurtigt da hun en dag ved et tilfælde ender i et fankaos med One direction. det hele ender galt, men henne på hospitalet møder hun en helt bestemt person.

20Likes
33Kommentarer
6381Visninger
AA

21. Drama

 

Louis’s synsvinkel:

’’Jeg elsker dig.’’ Sagde jeg, og jeg mente det. Måske havde vi ikke været sammen i lang tid, jeg havde selvfølgelig haft kærester før, men jeg havde aldrig følt sådan her. Og de tre ord var ikke noget jeg syntes man kunne lave sjov med, men jeg elskede hende virkelig. Hun sagde ikke rigtig noget, og det var mørkt så jeg kunne ikke se hendes ansigtsudtryk. Måske skulle jeg bare have tiet stille, hun følte tydeligvis ikke det samme for mig, så ville hun have sagt noget. Jeg kunne pludselig mærke hendes læber på mine. ’’Jeg elsker også dig.’’ Sagde hun med glæde i stemmen da hun havde trukket sig tilbage. Jeg smilede stort, men det kunne hun jo ikke se. Hun skulle vide at jeg virkelig mente det. Jeg lagde armen om henne og trak hende ind til mig. Hele det romantiske øjeblik blev afbrudt af en mobil som ringede, det var ikke min så det måtte være hendes. Hun ignorerede den de første par gange. ’’Bare tag den.’’ Sagde jeg da den ringede for fjerde gang. Måske var det noget vigtigt. Hun gav mig et hurtigt kys og tog så sin mobil, tror jeg. Det var jo helt mørkt.

Jessicas synsvinkel:

Jeg sukkede da jeg så det var min mor, skulle hun absolut afbryde det her? Hvis hun bare ringede for at sige godnat eller et eller andet flippede jeg totalt meget ud. ’’Hallo?’’ Sagde jeg træt. ’’Jessica, du bliver nød til at komme hjem, og det skal være nu.’’ Sagde hun med lidt gråd i stemmen. ’’Kan det ikke vente til i morgen?’’ Spurgte jeg efter lidt tid. ’’Nej Jessica, vi skal til Hong kong. Jeg har pakket dine ting.’’ Sagde hun hurtigt. ’’Hvorfor?’’ Min far havde jo næsten lige besøgt os, så behøvede vi da ikke ned til ham nu. ’’Han har fået hjertestop for anden gang i dag, lægerne ved ikke hvad de skal gøre hvis det fortsætter.’’ Sagde hun og man kunne høre hun stille begyndte at græde, jeg kunne også mærke den første tåre løbe ned af min kind. ’’Jeg kommer nu.’’ Sagde jeg og rejste mig op. ’’Jeg bliver nødt til at gå nu, der er noget med min far, ville du ikke køre mig?’’ Spurgte jeg mens jeg trak mine bukser på. Han rejste sig op og tog tøj på da han kunne høre alvoren i min stemme. ’’Hvad er der med ham?’’ Spurgte han da vi allerede stod ude i gange. ’’Det er noget med hans hjerte, mig og min mor tager til Hong kong.’’ Han kiggede hurtigt på mig. ’’Hong kong? Hvor lang tid?’’ Spurgte han men forsatte ned af trappen. ’’Jeg ved det ikke.’’ Sagde jeg og gik ud af døren med ham i hælene. Min mobil brummede og jeg tog den hurtigt op. #Vi mødes i lufthavene.# Skrev hun. ’’Kan du køre mig til lufthavnen?’’ Spurgte jeg, hvis de havde et eller vigtigt i morgen, kunne jeg bare ringe efter en taxa. Han nikkede og satte sig ind i bilen.

Min mor stod og ventede med en masse tåre i øjnene. Hun kom hurtigt hen til mig og omfavnede mig. ’’Skat, jeg er ked af det. Men turen er aflyst det er for sent.’’ Hviskede hun i mit øre. Jeg trak mig hurtigt væk og kiggede på hende. ’’Det mener du ikke.’’ Sagde jeg og kiggede på hende. Louis var her stadig og vidste ikke helt hvad der skete. Jeg faldt hurtigt ned til jorden mens tårerne væltede ud af mine øjne. Min far var væk, og det sidste stykke tid vi var sammen var jeg sur på ham. Jeg skulle aldrig se ham igen, og mit sidste minde med ham var hvor jeg råbte af ham. Det var alt sammen min skyld. ’’Kom skat vi tager hjem.’’ Hun tog sin mobil op, vist for at ringe efter en taxa, hun havde vel også taget en herhen, hvis hun regnede med at vi skulle til Hong kong. ’’Jeg har min bil her, jeg skal nok køre jer.’’ Sagde Louis da han vidst nok fandt ud af hvad min mor havde gang i. Hun smilede taknemmeligt til ham, og vi begyndt at gå ud mod parkeringspladsen. Selvfølgelig var der paparazzier, kunne de ikke lade folk være i et eneste øjeblik? Jeg håbede virkelig de ville skride, hvis de vidste hvad der foregik. Kunne de ikke se at der var noget i vejen når både mig og min mor gik og græd? Louis trak sig ind til mig mens vi gik. ’’Ignorer dem.’’ Hviskede han til mig og aede mig blidt på ryggen. Jeg tvang et lille smil frem, men det forsvandt ret hurtigt igen. Lige meget hvad det var, ville det virke forkert at smile nu.

Louis havde været så sød at blive her. De havde et interview i morgen men han havde meldt fra så han kunne blive hos mig. Jeg sad i hans favn oppe på mit værelse, lige nu ringede min mor rundt til familien og sådan. ’’Jeg er virkelig ked af det Jessi. Det var min skyld i var oppe og skændes sidst du så ham.’’ Sagde han lavt. ’’Nej Lou.’’ Jeg kunne ikke begynde en lang snak om at han ikke skulle give ham selv skylden, for så skulle jeg jo ind på det at det var min far som havde været lidt hidsig, og jeg ville ikke snakke sådan om ham nu. Jeg lænede mig ind mod ham og han tog armen om mig. Søvnen overtog mig og jeg faldt i søvn i hans arme.

Louis’s synsvinkel:

Jeg smilede kort for mig selv da jeg opdagede at hun var faldet i søvn, hendes kinder var stadig helt våde. Hendes mor trådte ind af døren og smilede lidt til mig, da hun så Jessica sove i mine arme. Jeg prøvede så godt som muligt at gengælde smilet. Men det kunne jeg ikke rigtigt. Det var min skyld at Jessica og hendes far var uvenner det sidste tid de havde sammen. Hvis vi nu bare var ventet lidt med sådan at blive kærester, var jeg måske kommet til hendes fødselsdag som ven, og han ville ikke være blevet så sur. Jessicas mor satte sig på en lille skammel som stod ved siden af sengen. ’’Det er virkelig sødt af dig at blive, men du behøves ikke blive. Du må ikke misforstå mig, det er ikke fordi jeg ville have dig til at gå. Men jeg hørte at du meldte fra til et interview.’’ Sagde hun stille. Jeg trak på skuldrene. ’’Det er vel så mange andre interviews.’’ Sagde jeg. Hun nikkede stille, smilte en sidste gang og gik ud. Forsigtigt fik jeg lagt Jessica ned på hendes seng så hun ikke vågnede og trak dynen over hende. Jeg satte mig ned på den lille skammel og sendte en sms til Harry om hvad der var sket og hvor jeg var. Det ville jo nok undre ham lidt hvis hverken mig eller Jessica var der når han vågnede. Jeg fik hurtigt et svar fra ham.

#Er virkelig ked af det Lou. Skal nok sige videre til de andre at du ikke kommer i morgen. Der er ikke noget vi skal nævne i interviewet vel?#

Jeg kiggede hen mod Jessica som lå og sov dybt.

#Hun sover lige nu, men jeg spørger hende når hun vågner.#

Det var op til hende at afgøre hvad de skulle sige. Folk ville vel have en forklaring om hvorfor jeg ikke kom. Jeg sukkede og lænede mig op af væggen. Hvorfor skulle det her ske når det hele gik så godt? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...