Lykkens port

Historien handler om pigen Lanya som lever i en eventyr verden. Her lever varulve, vampyrer, feer, mennesker og havfruer. Selv er Lanya halv fe og kvart vampyr og kvart menneske. Det er krig og de onde vampyrer har overtaget og de vil dræbe alle som ikke er med dem. Lanya er den eneste af feerne og de gode vampyrer der vil prøve at tage kontakt til menneskene. En dag møder hun menneske drengen Jonas som er på alder med hende. De tager på rejse til de onde vampyres hovedkvarter. Undervejs bliver Lanya hovedløst forelsket i Jonas, men Jonas har en kæreste hjemme i Flaunura

5Likes
13Kommentarer
1312Visninger
AA

5. Planen

,,Vi skal til de onde vampyres hovedstad" Sagde jeg beslutsomt. Jeg førte an. Jonas viste jo intet om vampyrer, varulve eller feer. Kun at han skulle holde sig fra dem. ,,Kan jeg få noget information om "Vampyrens Hovedstad"? Sagde han på en flabet måde som jeg godt kunne lide.

,,Vampyrens hovedstad ligger her Flaunura men ret langt nord på. Den hedder Riora. For at komme der hen skal vi over blomsterengen som ligger præcis i midten af Flaunura. Engen er kendt for dens tusindvis af sommerfugle som vil angribe folk der har ondt i sinde, men hjælpe folk som vil gøre gode ting. ,,Tror du de vil kunne lide os?" Spurgte Jonas. ,,Helt bestemt" Sagde jeg. ,,De hader kulde så de vil nok syntes godt om vores ærinde". ,,Okay" Sagde han. ,,Det var meget rart at få det på plads".

 

Da vi havde gået i 3 timer var det tid til at slå lejr. Vi fandt et godt sted i en skov. Vi tændte et lille bål og spiste lidt tørt brød med nogle bær som vi havde fundet. Vi havde gået forbi en kilde tidligere på dagen så vi havde fået tørsten slukket.

 

Da jeg lå godt pakket ind i mine to tæpper på den dobbelt madras Jonas havde med følte jeg mig varm og tryg. Jonas lå lige bag mig og jeg følte at han passede på mig. Jeg kunne høre hans stille åndedræt og langsomt faldt jeg i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...