Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
4883Visninger
AA

4. Wild Ones

Jeg vaklede ned ad en trappe, mens jeg kunne høre folk råbe oven på. Trappen gik ned, ned, ned, ned… Mit blik blev sløret og jeg trak vejret tungt. Ned, ned, ned, og ned… Jeg nåede enden, og vaklede ned ad en gang. Det førte sikkert til et lagerrum eller noget i den retning.

Jeg måtte støtte mig til væggen. Jeg skulle klare den, jeg skulle væk. Måske mente de at det ville hjælpe mig, at proppe mig med medicin. Men jeg vidste bedre. De gjorde det måske i en god mening, men jeg ville ikke være spærret inde.

Jeg svedte og vaklede af sted. Drejede ned ad en gang og vendte hovedet og så ind i et kæmpe metal rør, som gav en mat spejling. Jeg kunne se mig selv og gispede højt. Mine øjne. De var ikke længere mørkeblå, men lyseblå og lyste uhyggeligt op. Jeg satte i løb. Jeg måtte væk. Der lød fodtrin. Jeg fandt en dør og løb igennem den og igennem et rum med reoler, kasser og bøger. Ned mod en dør i den anden ende af rummet, men der var nogen lige bag mig. Jeg kunne høre fodtrin og nogen der kaldte. Bad mig om at stoppe. Sagde at jeg løb den forkerte vej. Men jeg lyttede ikke. Mit blik blev mere og mere sløret, og mine knæ gav efter. Jeg faldt ned på gulvet, og så et par sorte sko lige inden jeg besvimede...

 

Nogen klaskede mig på kinderne. Jeg rynkede irriteret brynene. Jeg lå jo lige og sov. Nogen klaskede mig igen på kinderne, denne gang lidt hårdere. Jeg slog ud med hænderne, for at få personen til at stoppe. Det virkede og lidt efter åbnede jeg øjnene. En dreng på omkring 19 år, så ned på mig. Han løftede hovedet og så på nogen.

”Hun er vågen.”

Der lød en mumlen som svar. Jeg mærkede at jeg lå på noget hårdt og at det bumlede. Dernæst lagde jeg mærke til lyden af en motor. Jeg så rundt. Jeg befandt mig i en varevogn. Måske ville de her også føre mig et eller andet sted hen. Jeg satte mig hurtigt og bange op, og skubbe mig selv væk fra drengen. Men drengen så smilende på mig. Hans hår var gyldenbrunt, og hans øjne var midnats blå.

”Jeg gør dig ikke noget, mit navn er Mandrew. Jeg og nogle venner, hjalp dig væk. Vi er ligesom dig. Anderledes. Mere kraftfulde end noget almindeligt magisk væsen.”

Jeg tøvede og varevognens hjul ramte noget, og gjorde at jeg ramte ind i siden på varevognen. Mandrew lænede sig bekymret frem og tog blidt fat i min arm. Jeg fokuserede på hans ansigt.

”Hvem er i?” Spurgte jeg stille, og der lød stemmer fra førersædet. Mandrew så hurtigt op og derefter på mig.

Han smilede. ”Vi bliver kaldt Wild Ones. Vores kræfter er store og svære at styre. Men der er faktisk nogle af os, som med tiden har fået helt styr på dem. Vi er forskellige racer, som besidder ekstraordinere egenskaber end der normalt for vores race. Vores kræfter har nærmest deres egen vilje, og vi kan ikke bare styres. Vi kan ikke leve under de normale forhold for magiske væsner. Healere har i flere år prøvet at finde noget der kunne neddysse vores kræfter. Men uden succes. Hver gang de har på fornemmelsen at de har fundet en Wild Ones, tager din personen hen til et specielt center, for at prøve at få styr på personens kæfter. Men vi har det bedst blandt vores egne.” Han smilte varmt til mig.

”Så… jeg er en Wild Ones?”

Han smilede og nikkede. ”Efter hvad jeg kan fornemme, er du en heks med ekstraordinere evner. Altså en Wild Ones.”

Jeg så på ham. ”Hvad er du så for en Wild Ones?”

Han smilede og rettede sig op. ”Formskifter, og du skal bare vente og se hvad jeg kan.” Jeg smilede til ham og slappede af. Jeg troede på ham.

”Hvor er vi på vej hen?” Jeg så spørgende på ham.

Mandrew lænede sig tilbage. ”Vi er på vej hen til en gammel fabrik. Der holder vi til. Vi har en som hjælper os alle og opspore nye Wild Ones. Der er nogle af os der er som spøgelser. De kan finde ud af alt, uden at blive opdaget. De er mega gode til computere og den slags. De hackede healercenterets computersystem og fandt frem til dig.”

Jeg lyttede opmærksomt.

”Eric er den mest erfarende af os, og har længe prøvet at overtale Det Øverste Råd til at gøre et eller andet, så vi kunne lære at styre vores evner, uden at vi skulle være låst inde. Men Det Øverste Råd er bange for at vi ville skade lærere eller elever. Eric nægter at fortælle dem hvor vi befinder os, før de finder på en bedre løsning.”

Jeg synes allerede godt om ham Eric. Han virkede som en der kæmpede for det han ville. Han kæmpede for at vi kunne være frie. Jeg ville gerne tilbage til mine venner og min skole, men det de ville de selvfølgelig ikke tillade, fordi de ville være bange for at jeg skadede nogen. Det Øverste Råd, var dem der bestemte de vigtigste ting i den magiske verden. Det var en form for ministerium, bestående af alle mulige magiske væsner. Det var delt op, så der var Det Øverste Råd som var de øverste chefer, og så var der de mindre vigtige chefer og til sidst dem som mindede lidt som politimænd. De skulle bare gøre som de fik besked på. De blev ikke kaldt politimænd, ligesom hos mennesker. Nej, de blev kaldt udøverne eller opsporene. Ret dumme navne, hvis du altså spørger mig.

Bilen stoppede og jeg kiggede på Mandrew. Han smilede. "Så er vi her."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...