Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
5032Visninger
AA

20. Venner

Jeg brugte en hel uge på at komme mig. Jeg fik løbende besøg af Eric, Carlos og healere. Mine forældre kom endda. Min mor var ude af sig selv, da hun kom løbende ind af døren. Jeg var chokeret over at se dem, og jeg havde grædt en hel del. Mine forældre ville forsætte med at komme på besøg, og når jeg var rask nok skulle jeg med dem hjem. Det var ulempen ved at have mistet sine evner. Jeg ville ikke længere kunne være sammen med mine venner.

Faktisk så anede jeg ikke hvad de andre Wild Ones ville gøre nu. Jeg havde ikke hørt noget. Eric havde fortalt mig, at han havde været til en del møder. De diskuterede Wild Ones ”problemet” men jeg vidste hvad de var nået frem til. Jeg satte mig op. Min krop føltes stadig tung, men jeg havde det meget bedre. Jeg var alene, og det var kun lyden af maskinerne, der brød stilheden i rummet. Jeg kunne ikke rigtig holde ud at ligge ned mere. Det var så trættende. Jeg havde lige fået at mit op, da der lød en banken på døren. Jeg rynkede brynene, fordi at hverken healerne, Eric eller Carlos plejede at banke på døren.

”Kom ind.” Der var stille lidt. Så blev døren åbnet og Claires ansigt kom til syne. Jeg stirrede lamslået på hende. Da hun fik øje på mig, satte hun i løb.

”EMILY!” Hun kastede sig frem og omfavnede mig.

Jeg gispede efter vejret. ”Claire!” Hun gav slip og grinede stort til mig. Jeg kunne ikke fatte det. Efter så lang tid.

”Claire! Hvad laver du her!” Jeg omfavnede hende og denne gang var det mig der var ved at klemme luften ud af hende. Hun grinede og trak sig en smule væk. Hvor var jeg glad for at se hende igen. Jeg havde tårer i øjnene.

”Vi er da kommet for at se hvordan du har det, fjollehoved! Vi har alle været bekymret for dig, men vi måtte ikke besøge dig. Hverken for Miss. Alexandria eller ham der Eric.”

Jeg blev overrasket. I mens jeg havde været her, havde jeg ikke snakket med Miss. Alexandria. Hvilket jeg var glad for. Hvorfor mon hun havde nægtet at lade mine venner besøge mig? Jeg kunne ikke forstille mig at det var fordi, at jeg skulle have lov til at komme mig.

”Jeg håber det okay. For vi ville alle sammen gerne se til dig.” Sagde hun og nu kiggede jeg hen mod døren, og måbede.

 Henne ved døren stod Sebastian og Liam med et stort grin samt Mandrew, Peter, Xavir, Nova, Alvin, Enzo, Kylian, Ariadna, Lola, Izan, Julia og Micka. Der var alle Wild Ones undtagen Max, Eric og Carlos. Jeg stirrede og i næste sekundt var jeg omringet af velkendte ansigter. Jeg grinede og forskirede dem alle om at jeg var okay. Jeg så på Sebastian og Liam.

”Næste gang, så fortæl og lige, når du roder dig ud i sådan noget.” Sagde Sebastian.

”Ja, for så vil vi være med!” Grinede Liam, og han fik os alle til at grine.

Jeg kiggede på Mandrew og fik en knude i maven. Vi havde været uvenner og jeg vidste ikke om vi stadig var det. Jeg mødte hans blik og han smilede til mig. Knuden forsvandt da jeg indså, at vi var venner igen. Han smilede og gik hen til mig.

”Jeg er glad for at du er okay.”

”Tak. Undskyld. Jeg er ked af det jeg sagde.” Han trak på skuldrene og smilede.

”Glem det.” Jeg smilede til ham. Han var blevet en god ven, som havde støttet mig næsten hele vejen og jeg var virkelig glad for at han var min ven. Jeg kiggede rundt og blev pludselig bekymret.

”Hvad så nu? Hvad vil I gøre? Vil I tage tilbage til skjulestedet?” Spurgte jeg. Ville alt blive som før. Ville de igen skulle kæmpe for deres rettigheder.

”Nej. Vi har forhandlet med Rådet.” Lød det fra Alvin og jeg kiggede på ham. ”Efter det der skete med dig, har der været en del møder. Man blev enige om at alle Wild Ones, som er under atten, skal gå på magi skole og at der skal være mindst en lærer på en hver magi skole, som er en Wild Ones. Wild Ones skal havde hjælp til at styre deres evner. Eric får en plads i Rådet og Carlos skal arbejde her på Healings Centeret.  Nogle af os andre skal arbejde på Magi skoler.”

Jeg nikkede og slappede af. Det var godt. Rådet havde endelig fået banket noget fornuft ind i deres hoveder. Jeg lænede mig tilbage og lukkede træt øjnene.

”Jeg tror at det er på tide, at vi giver Emily noget ro.” Lød det fra Enzo. Jeg åbnede øjnene igen og så på alle min venner. De sagde farvel og gik ud af døren. Enzo blev og så på mig. Jeg smilede træt til ham.

”Jeg kommer til at savne jer alle sammen. Jeg er glad for at være sluppet af med mine evner, men på den anden side... så bliver det lidt kedeligt bare at være menneske.”Enzo så mig i øjnene, og hans blå hår skinnede i lyst fra lamperne.

”Måske er dine evner ikke så langt væk som du tror.” Chokket lammede mig, da han gik hen mod døren. Hvad mente han! Hvad i alverden mente han!

”Enzo, vent! Hvad mener du med det?!” Men han svarede ikke. Et andet spørgsmål dukkede op i mit hoved.

”Hvor er Max?” Enzo vendte sig rundt og så på mig.

”Det ved jeg ikke. Han forsvandt kort efter, at vi havde fået dig her til.” Så forlad han rummet, og han forlod mig i en tilstand af forvirring. Hvad havde han ment og hvor var Max? Mine evner var jo væk. Det havde Carlos selv sagt. De var væk. Var de ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...