Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
4886Visninger
AA

18. Valget

Jeg kunne ikke styre det. Der kom et lystglimt, da min magi slap løs. Alles opmærksomhed blev vendt mod mig. Alle holdt op med at kæmpe. Jeg glødede. Min krop og mine hænder glødede af magi. Mit hvide hår fløj omkring mig i vinden. Jeg lyste op som en stjerne. Jeg kunne mærke magien i hver enste celle i min krop. Jeg kunne mærke hvordan magien ændrede mig. Jeg følte mig hel. Som om en manglende del af mig, var kommet tilbage til mig. Jeg kunne mærke frygten forsvinde, da magien tog overhånd. Jeg var ikke bange. Jeg følte mig uovervindelig. Før ville den følelse have skræmt mig, men det gjorde den ikke lige i øjeblikket. Jeg vendte mit blik mod Miss. Alexandria.

”Stop! Vi vil ikke kæmpe mere. Lad os være i fred, for jeg kommer ikke med dig!”

Hun kunne ikke sige noget. Min magi gjorde luften varm og elektrisk. Jeg kunne mærke kraften. Det var vidunderligt! Jeg følte mig i live. Som om jeg ikke havde levet før nu. Den varme vind fik mit hår til at piske omkring mig.

”Emily.” Sagde Miss. Alexandria. ”Du er nød til at komme med mig.”

Jeg så rasende på hende. ”Jeg er ikke nød til noget som helst!”

Hendes blik afslørede hende. Hun kiggede forbi min skulder, og jeg vendte hovedet. Tre kom listene ind på mig. To vampyrer og en varulv. Jeg smilede. Smilede til grumt smil til dem. De nåede ikke langt, for så kom der et lysglimt, og de blev alle kastede bagud og holdt fast mod muren. Varulven var blevet til en kvinde.

Jeg så koldt på Miss. Alexandria. ”Ynkeligt. Tror du at du kan røre mig? Jeg kan klare jer alle sammen.”

Jeg slog ud med armene, og vind tog til og fik alle til at gispe. Viden var stærk og Miss. Alexandria vaklede bagud. Jeg løftede mig fra jorden. Magien virvlede omkring mig, og løftede mig op, mens jeg så op mod himlen. Stjerne blinkede og  magien omsluttede mig. Jeg begyndte at grine. Grine. Det var en vidunerlig følelse. Følelsen af magt. Følelsen af at kunne alting. Mit hvide hår slog om mit ansigt, og jeg så ned på på dem. På dem alle sammen. Jeg følte mig som en gud. Deres øjne var store og runde.

”I kan ikke bestemme over mig! Jeg er stærkere end jer alle samme!”

Vinden tog endnu engang til. Det var som en storm der ramte dem alle sammen. Både Wild Ones og folkene fra Rådet. Nogle af dem måtte ligge sig på alle fire, for ikke at ryge ind i noget, på grund af blæsten. Ynkeligt. Ting fløj rundt i luften.

”Emily.” Stemme var i stille, men jeg hørte ham alligevel. Eric. Han så op på mig. ”Der er ingen der gør dig noget. Du skader kun dig selv. Din magi. Du bliver nød til at kontrollere den.”

Jeg begyndte at grine. Hvor var han tåbelig. Kunne han ikke se den kontrol jeg havde? Kunne han ikke se hvad jeg var i stand til? ”Kontrol? Jeg har fuldstændig kontrol!”

Eric så op på mig. ”Nej. Magien har kontrol over dig. Hvis du havde kontrol, så ville du ikke gøre det her.” Det gjorde mig rasende. Hvem troede han, han var?

”Hold din mund! Jeg har kontrol! Jeg har styrke! Jeg kan klare jer alle sammen!”

”Emily. Du har frygtet din magi. Og det har du god grund til. For din magi er farlig. Jeg har aldrig set noget lignende. Men det er nu du må være stærk. Det er nu du må tage kontrol. Det er dit liv. Dine evner. Du må ikke lade dem styre dig. Vi ønsker at hjælpe dig. Det har vi kun ønsket. Vi kæmper ikke mere. Ingen rør dig. Du kan give slip nu.” Eric stemme var rolig, og prøvede at komme igennem til mig.

Et sted, et sted langt væk begyndte jeg at tænke. Jeg kunne skade folk. Jeg havde allerede skadet nogen. De to vampyrer og den kvindelige varulv, blev stadig holdt om mod væggen af min magi. Men det var ikke det der skræmte mig. De så ud som om de var ved at blive kvalt. Varulve kvinden vendte det hvide ud af øjnene og var blå i ansigtet.

 ”NEJ!” Mit skrig gennemsyrede natten.

Mit skrig rungede i den mørke nat. Panikken kom som et slag. Jeg blev klar over hvad jeg gjorde. Nej. Dette måtte ikke ske. Jeg var ved at dræbe hende! Mine øjne blev store af rædsel, da jeg for alvor blev klar over, hvad jeg var i stand til. Jeg svævede i luften, mens jeg rakte en hånd frem mod kvinden. Så faldt hendes slappe krop ned på jorden, og det samme gjorde vampyrernes.

Jeg så på mine hænder. De lyste op i natten. Lyste op som en engels vinger. Men jeg var ikke en engel. Jeg var et monster. Et monster der kunne tage liv og skade folk. Jeg kunne høre Eric, men jeg kunne ikke høre hvad han sagde. Sandheden gik op for mig. Der fandtes kræfter i denne verden, kræfter der var så farlige at de ikke kunne få lov til at ekstitere. De andre Wild Ones havde kraftfulde evner, men de kunne styres. Det kunne mine ikke. Evnerne styrede mig. Det havde aldrig været en mulighed for mig, at lære at styre mine evner. For jeg ville aldrig lære det, lige meget hvor hårdt jeg trænede.

For sandheden var, at mine evner ikke kunne styres. De var for kraftfulde. De hørte ikke til i denne verden. Jeg kunne få Enzo til at tage noget af min magi, men den ville vende tilbage igen. Det ville de altid gøre og så var det bare et spørgsmål om tid, før de brød løs og jeg såre eller slog nogen ihjel. Jeg havde ikke noget valg. Det vidste jeg.

Med så mange mentalekrafter som muligt, tog jeg fat om min magi. Med en mentalkraftanstrengelse rettede jeg min magi mod mig selv. Rettede magien mod mit indre. Jeg holdt min magi i et mentalt greb, men jeg var ved at msite grebet. Jeg tøvede, men jeg vidste hvad jeg måtte gøre. Jeg lukkede øjnene og trak vejret dybt. Så slap jeg det løs, med mig selv som målet. Smerten skar i gennem mig og jeg hørte råb. Det føltes som om jeg eksploderede. Der var et hvidt lys glimt, smerte også... ingenting...    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...