Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
4950Visninger
AA

3. Væk

Mit hoved føltes tungt og gjorde pokkers ondt. Jeg rørte lidt på mig, men det sendte en smerte gennem mit hoved. Jeg gispede og klemte øjnene hårdt i. Lidt efter blev smerten mindre og jeg åbnede tøvende øjnene. Jeg befandt mig i et værelse. Værelset var hvidt og havde ingen personlig indretning. Den seng jeg lå i var af jern, og lagnerne var hvide og ny vasket. Der var et natbord, hvor der stod en lille lampe. Der var et klædeskab og to døre. Den ene stod på klem og afslørede noget af et badeværelse. Den anden havde intet håndtag og så meget låst ud. Jeg hev mig selv op på albuerne, og satte mig så helt op. Et øjeblik snurrede hele værelset rundt, og jeg måtte lukke øjnene.

Da jeg åbnede dem igen stod rummet stille. Der var ingen vinduer, og det var tydeligt at jeg var låst inde. Jeg rejste mig og så rundt. Hvor var jeg? Det sidste jeg huskede var et blændende lys og en smerte i mit hoved. Begivenhederne vendte langsomt tilbage, og jeg blev bange. Hvad var der sket med Sebastian og Liam? Var de okay? Hvor var jeg? Hvad ville de med mig? Jeg så febrilsk rundt efter en flugtvej, men der var ingen. Jeg løb ud på badeværelset, men heller ikke her var der nogen flugtvej. Der var kun et rent hvidt badeværelse. Et toilet, en håndvask, en bruser og nogle småting så som sæbe og håndklæder. Men ingen vinduer. Ingenting. Jeg gik tilbage på værelset og satte mig tungt ned.

Døren blev lidt efter åbent, og en høj mand midt i 30’erne kom ind. Han smilede roligt til mig og bag ham kom en kvinde, med krøllet rødt hår. Hun så ud til at være sidst i tyverne. Jeg veg instinktivt tilbage, og trykkede mig mod væggen. Manden stoppede op få meter fra sengen.

”Du skal ikke være bange Emily, jeg er her for at hjælpe.”

Jeg troede ham ikke. Han havde en hvid kittel på og mindede mig om en læge. Men i den magiske verden havde man ikke læger, men healere. Så han måtte være en healer. Men stadig, healere mindede om læger, og jeg havde aldrig brudt mig om læger.

Manden fornemmede at jeg var mistroisk, så han satte sig smilende på en stol. ”Du har intet at frygte. Du er blevet bragt hertil, fordi lærerne på din skole var bekymret for dine evner. Vi skal se om vi ikke kan hjælpe dig med at kontrollere dem. Så vi tager et par prøver og så videre. Nogle gange kan medicin nedtone magiske kræfter og gøre dem nemmere at styre.” Jeg stirrede bare på ham.

Jeg skulle under ingen omstændigheder tage noget medicin. No Fucking Way! Måske var mine kræfter svære at styre, men de var en del af mig.

”Jeg vil bare hjem.” Sagde jeg meget stille. For selvom jeg prøvede at tage mig sammen, så var jeg stadig bange. Jeg kunne fornemme healerens kraft. Han var stærk og havde kontrol. Han ville sikkert kunne klare mig på ingen tid, medmindre jeg mistede herredømmet over mine kræfter.

”Det ved jeg godt. Men når vi har fået styr på det her, så kan du komme tilbage på skolen og se din familie igen. Okay?” Han talte roligt og smilede venligt.

Men nej, det var ikke okay. Jeg ville ikke være her.

”Hør” Sagde han, og tog en lille sprøjte op af lommen.

”Nu giver vi dig en lille dosis, og ser hvordan du reager på det her. Hvis det går godt, giver vi dig denne medicin. Men vi skal stadig tage nogle prøver og finde ud af lidt mere om dine kræfter og hvad du er.”

For første gang viste jeg interesse.’ Hvad du er?’ Hvad mente han med det? Jeg havde fået at vide at jeg var en heks, men hvis jeg ikke var en heks… hvad var jeg så? Mine tanker blev afbrudt da han tog min arm og ville stikke mig. Jeg rev mig arm til mig, sprang op og stirrede vildt på manden. Jeg var ved at ramme kvinden, som havde stået og forholdt sig tavst.

”Rolig nu.” Sagde manden og trådte frem mod mig.

Frygten var ved at kvæle mig og jeg gik bagud. ”Jeg vil ikke! Lad mig være i fred!”

Manden så tøvende på mig og vekslede så et blik med kvinden. Derefter så de begge på mig, og gik frem mod mig. Den velkendte summen lød i mit hoved, og den velkendte varme spredte sig i min krop. Jeg kunne ikke styre det. Healeren fornemmede det.

”Grib fat i hende!” De løb begge hurtigt frem og greb fat i mine arme. Jeg prøvede at komme fri, mens magien spredte sig i min krop. De tvang mig ned på gulvet og holdte mig nede.

”Vi har brug for hjælp!” Skreg kvinden.

Men manden gav hende sprøjten. ”Giv hende det!”

Derefter holdte han mig nede og brugte magi for at holde mig fast. Jeg mærkede et lille prik på indersiden af albuen. En kold væske strømmede gennem mine årer og kæmpede mod min magi. Trætheden kom krybende og jeg lå stille. De gav slip på mig og troede det var overstået, men de kunne ikke mærke den voldsomme kamp inden i mig.

Jeg lukkede øjnene og mærkede min magis kamp for at slippe fri. Med et sæt åbnede jeg øjnene og manden og damen gispede begge. De træk sig væk og jeg sprang, så let som ingenting, op og stå. Magien eksploderede ud af mig som et trykbølge og en usynlig kraft kastede damen og healeren bagud og ind i væggen.  Kraften blæste døren af hængslerne og jeg tøvede ikke et øjeblik. Jeg løb som en besat ud af døren og ned ad gangen.

Jeg kunne mærke væsken kæmpe mod min magi og det gjorde mig træt. Jeg kunne mærke at min magi var ved at give efter for medicinen, men jeg måtte væk. Jeg måtte forsætte med at løbe.

Og så gik alarmen i gang...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...