Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
5050Visninger
AA

5. Under jorden

Vi befandt os i en gammel parkeringskælder. Varevognens bagdøre blev åbnet og Mandrew hjalp mig ud. Jeg var stadig en smule omtåget. En kvinde så på mig. Hun var omkring 25 og havde kort sort hår. Vi bevægede os hen mod en stor dør, og gik igennem lange gange. Vi gik ned ad en masse trapper, indtil vi befandt os i underjordiske gange. Det hele mindede om et gammelt slot. Mandrew fortalte mig, at de underjordiske gange var opbygget ved hjælp af magi. Der var masser af døre, gange og åbninger til forskellige rum. Men Mandrew førte mig ind i et kæmpe lokale, er mindende lidt om et kontrolrum.

Der var videoovervågning og en kæmpe stor dør, samt en stor glasrude som afslørede et form for træningslokale. En mand sad på en stol, ved et kontrolpanel og kiggede igennem glasruden. Der var også en dame og to andre mænd, som kiggede igennem glasruden. På den anden side af glasrude, i træningslokalet, var to drenge.

”Peter mod Xavir?” Spurgte den sort håret dame.

”Ja, jeg er spændt på at se hvordan kampen vil forløbe. Det ser ud som om Peter er på et udviklings niveau.” Sagde en mand med halvlangt rødligt hår. Han så tænksom ud.

Mandew hviskede til mig. ”Nu skal du bare se!”

Jeg så nygerrigt på de to drenge. Den ene var muskuløs og havde sort hår. Mens den anden, hvis hud havde en svagelig brunglød, havde mørkebrunt hår. De så begge koncentreret ud. Så blottede drengen, med det sorte hår, tænder og han begyndte at forvandle sig. Hans øjne blev gule og hans øre blev lange. Håret voksede frem overalt på hans krop og han voksede. Han blev ved med vokse og jeg gispede. Han forvandlede sig til den største varulv, jeg nogensinde havde set. En ulv, med menneskelig træk, der var måske 3-4 meter høj.

Jeg kunne ikke lade vær med at stirre. Varulven var skræmmende og uhyggelig og jeg veg tilbage, selvom jeg befandt mig på den anden side af glasset. Drengen med det brune hår smilede bare. Så begyndte han også at forvandle sig. Han foldede et par kæmpe sorte vinger ud, og hans krop blev langsom forvandlet, så han var dækket af sorte fjer. Jeg kunne ikke tro det. Noget der mindede om en blanding af en kæmpe fugl og et menneske, stod på den anden side af glasset. Jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg havde aldrig nogensinde hørt om sådan en race.

Hvad mon den dreng var? Folk omkring mig blev spændte og i det samme kastede de væsner sig mod hinanden. De sloges, hvæsede og brølede. Verden begyndte at svimle for mig og Mandrew måtte have lagt mærke til det, for han tog fat i min arm.

”Eric, jeg tror hun er dårlig. Hun har haft en lang dag. Har du tid?”

En mand, som havde sået helt stille, vendte hovedet og så på mig. Han havde kort brunt hår og mørkebrune øjne, samt en smule skæg. Han nikkede, og samme med Mandrew fulgte de mig ud af rummet. Mit hoved var ved at eksplodere. Jeg kunne ikke rumme alt det her. Kæmpe varulve, væsner jeg aldrig havde hørt om, Wild Ones, folk der er efter mig… Det hele blev for meget.

”Sæt dig ned og tag det roligt.” Sagde Eric. Han hjalp mig ned og sidde, så jeg sad med ryggen op ad væggen. Først nu lagde jeg mærke til at jeg hyperventilerede.

”Hvad var han?” Spurgte jeg, mens jeg prøvede at få styr på min vejrtrækning.

”En meget enestående blandingsrace. Han en blanding af en formskifter og noget andet som vi ikke ved endnu.”   

Jeg nikkede og slappede mere af. Tag dig så sammen! Det var jeg nød til. Jeg var nød til at tage mig sammen. Jeg så på manden og han smilede til mig.

"Jeg hedder Eric, som du nok har gættet. Det er dejligt at have fået endnu en blandt os." Sagde han venligt.

Jeg smilede til ham. Han virkede rar. "Jeg hedder Emily."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...