Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
4954Visninger
AA

11. Tristhed

”Vil du snakke?” Det var Mandrew, som kom hen til mig.

Jeg lå i mig seng og så op i loftet. ”Ærligtalt… Nej. Jeg orker ikke alt det her.”

Mandrew satte sig å sengekanten med rynket bryn. ”Det skal nok gå. Snart vil du får styrk på dine kræfter.”

Jeg sukkede irriteret og satte mig op. ”Se, det er det der er problemet. Jeg vil ikke have styr på de dumme kræfter, jeg vil bare have dem til at forsvinde. Jeg hader dem!” Jeg slog vredt i madrassen.

Min kræfter plagede mig, og jeg hadede dem. Hvorfor kunne de ikke forsvinde? Forsvinde ad helvedes til. Jeg ville bare have dem fjernet. Mandrew så trist på mig, og jeg så væk. De så alle samme trist på mig, på grund af det der var sket i IT-rummet. Nu havde de alle ondt af mig, og det havde jeg altså ikke brug for.

”Måske kan Rådet gøre noget. Jeg mener, forhindre dem i at komme ud. Bruge noget medicin eller magi, så min egen magi ikke kan komme ud.”

”Hvad?!” Mandrew så chokeret på mig. ”Vil du tage hen til dem, og lade dem eksperimentere med dig?”

Jeg trak bare på skuldrene. ”Hvis det kan fjerne mine kræfter.”

Mandrew rejste sig vredt og forarget.”Seriøst?! Du vil af med dine kræfter?!”

”Du fatter det ikke!” Jeg så vredt på ham, og rejste mig op. ”Jeg hader det! Jeg hader at være magiker. Jeg vil være normal og ikke en eller anden freak!” Mandrew så med åben mund og så på mig. Så lukkede han munden og så koldt på mig.

”Så det er sådan du ser på os? Freaks?” Han fnøs og så skrapt på mig.

”Jeg ser mig selv som en freak over alle freaks, okay? Jeg ved ikke hvordan i ser på jer selv, men jeg kan ikke holde det ud mere. I er alle sammen så gode til at styre det, men det er jeg ikke. Jeg kan ikke lide mine kræfter. Jeg vil ikke mere!” Jeg var ved græde. Mit liv var noget rod. Jeg gad ikke mere. Jeg ville bare være normal og gå i en normal skole. Jeg ville have normale venner og gå til gallafest. Jeg ville ikke gemme mig underjorden for et eller andet magisk råd.

”Fint, så må du klare dig selv.” Det var som at få en lussing. Mandrew så koldt og ligegyldigt på mig. Måske havde jeg selv bedt om det, men hvorfor kunne han ikke prøve at forstå? Vreden kogte i mig.

”JA!” Jeg tog vredt min jakke. Så kunne han rende mig. ”Så vil jeg passe mig selv!” Sagde jeg vredt til ham. Han var fuldstændig kold, og stod med armene over kors.

”Fint, så smut du bare. Gå du dog vær en normal pige.” Hvor var han led. Han var helt kold og så bare på mig med et ligegyldigt blik.

”Idiot!” Skreg jeg. ”Du fatter ingen ting! Du vil ikke en gang prøve at forstå det!”

Jeg svang min jakke over mine skuldre og løb. Mandrew kunne passe sig selv. Han sagde bare at de nok skulle gå. Det sagde han hele tiden! Han ville ikke prøve at forstå hvordan jeg havde det, og når jeg så fortalte ham det, blev han bare kold og vred. Jeg løb gennem gangene, og stoppede ikke da jeg løb forbi Lola, som var en elver. Og jeg stoppede heller ikke da jeg løb forbi Micka.

Jeg løb bare mens tårerne trillede ned over mit ansigt. Jeg ville ud. Jeg ville hjem, hjem til mine forældre. Jeg ville ikke mere. Jeg ville bare være normal. Hvorfor skulle alt dette overnaturlige også komme ind i mit liv? Jeg løb op ad, indtil jeg nåede en kæmpe dør. Det var ikke svær at åbne den. Jeg løb ud i en stor parkeringskælder. Jeg stoppede op for at trække vejret.

Der stod mange biler, men jeg havde ikke tænkt mig at tage en af dem. Jeg ville bare ud. Jeg kæmpede for at få vejret, mens jeg græd. Det stak i brystet og jeg hulkede. Hvorfor? Jeg ville ikke være en magiker. Jeg ville ikke være en heks. Jeg ville bare gerne være normal. Var det virkelig så meget forlangt?

Der lod løbende skridt og jeg vendte mig om. Ariadna, en anden elver, og Enzon kom hen mod mig. Åh nej, nu ville de sikkert overtalte mig til at gå tilbage, ellers ville de sikkert slæbe mig tilbage. Jeg vaklede bagud, klar til at sætte i løb. Men Enzo løftede hånde og… jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg kunne ikke røre en muskel.

Panikken strøg igennem mig. Hvor jeg hadede magi lige nu. ”Lad mig være!” Råbte jeg, mens jeg kæmpede mod magien. Enzo kom helt hen til mig.

”Nej, for du skal ingen steder.”

”Det kan du ikke bestemme!”

”Emily, søde.” Sagde Ariadna. Hendes lange hvide hår, hang i en fletning ned ad ryggen.

”Hvorfor må jeg ikke gå?”

”Fordi de ikke forstår dig. Du vil gerne være normal, men tro mig de kan ikke hjælpe dig.” Sagde hun blidt.

”Slip mig fri.” Hulkede jeg. Enzo så på Ariadna som nikkede. Jeg vaklede da magien slap sit tag i mig. Ariadna gik frem mod mig og lagde armene om mig. Jeg begyndte at græde. Jeg ville bare være normal. Ariadna holdte om mig og trøstede mig, hvilket mindede mig om min mor. Jeg savnede hendes så meget. Jeg savnede mine forældre. Jeg slog armene om Ariadna og græd.

Gråden eksploderede ud af mig og Ariadna trøstede mig blidt. Hun holdte om mig og strøg mig blidt over håret. Hun tyssede på mig og holdte mig ind til sig, i et moderligt knus.

”Vi finder ud af det.” Sagde hun blidt. Jeg lod mig trøste og lukkede øjnene. Hvorfor skulle livet være så svært? Jeg snøftede og faldt langsomt til ro.

 

Enzo og Ariadna havde fulgt mig tilbage til mit værelse. Ariadna var rigtig sød og havde siddet sammen med mig. Hun var venlig og rar at snakke med. Jeg havde grædt en hel del, og hun havde trøstet mig. Trods at hun kun var 25, var hun meget moderlig. Jeg var glad for at der var nogen til at trøste mig.

Nu sad jeg alene og tænkte. Jeg tænkte på den gang jeg stadig gik på skolen. På mine venner. Mit liv ville aldrig blive normalt, det blev jeg nød til at indse. Jeg så ned på min mobil. Jeg havde fundet den i min jakkelomme. For at være ærlig, så havde jeg glemt at jeg havde den.

Jeg sukkede og så ned gennem kontaklisten. Jeg overvejede at ringe til Liam eller Sebastian eller Claire. Jeg savnede dem. Men jeg endte med at ligge mobilen fra mig. Det ville ikke nytte noget. Jeg blev nød til at blive her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...