Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
4950Visninger
AA

14. Selvsikker

Det føltes som en evighed, før vi endelig kom igennem et hul i muren. Max trak mig med ud i den kølige natteluft. Jeg trak vejret dybt og lukkede øjnene. Jeg var lettet over ikke længere at skulle gå gennem den mørke og kolde gang, uden at kunne se noget. Først nu blev jeg opmærksom på, at jeg stadig holdte Max i hånden. Jeg gav hurtigt slip og så op på ham. Hans øjne skinnede i mørket, og jeg kunne se et smil spille om hans læber i lyset fra lygtepælene. Ja han morede sig sikkert. De mørke, klamme gange havde virke været uhyggelige, og jeg havde klamret mig til hans hånd.

Jeg så mig omkring i den mørke nat. Vi stod i noget der lignede et baggård. Der kom noget lys fra en lygtepæl, som stod lige i nærheden. Men der var mørkt og stille. Viden hvislede roligt og stjerne blinkede på himmelen.

"Så... hvor skal vi hen?" Spurgte jeg og vendte blikket mod Max.

Hvis jeg skulle være helt ærlig, så var jeg ikke særlig tryg ved det her. Heller ikke selvom Max havde lovet at passe på mig. For jeg stolede ikke helt på ham. Han var lækker, skræmmende og ufattelig tiltrækkende. Jeg spekulerede på om jeg faktisk synes at han var tiltrækkende, eller om det bare var hans vampyrevner der gjorde, at jeg blev så tryllebundet af ham.

"Vi skal hen et sted, hvor det altid er muligt at få lidt frisk blod." Sagde han og jeg så nervøst på ham.

Jeg var slet ikke tryg ved ham, og det gjorde mig endnu mindre tryg at jeg vidste, at han kunne pille ved min hjerne. Tanken om at han skulle drikke fra en eller anden var heller ikke ligefrem betryggende.

"Og hvor er så det?"

Han slog et latter op, men denne latter var anderledes. Den var ikke uhyggelig på sammen måde. Denne latter var oprindelig. Han lo en glædelig latter, der kun gjorde ham endnu mere fascinerende og skræmmende. Det var som om han ubevidst bragte mig hen i den hjælpeløse trance.

"Hvorfor griner du?" Max så på mig med et smil, der afslørede hans tænder, som skinnede uhyggeligt i mørket og fik mig til at vige tilbage.

"Fordi du er sådan der. Mistroisk." Han smilede og hans øjne skinnede muntert. "Det virker som om du overhovedet ikke stoler på mig."

Jeg så irriteret på ham. "Det gør jeg heller ikke. Sidste gang prøvede du at bide mig!" Det hele virkede mere og mere som en dårlig ide. Jeg burde gå tilbage. Max himlede med øjnene over mit udbrud og sukkede opgivende.

"Nu igen. Jeg bed dig jo ikke vel?" Sagde han.

"Nej kun fordi Enzo forhindrede dig i det." Bed jeg af ham. "Ved du hvad? Det her er en dårlig ide, jeg burde gå tilbage. Jeg burde slet ikke være herude om natten, og i hvert fald ikke sammen med dig." Jeg så vredt på ham.

Han trådte tæt på liv af mit, hvilket fik mit hjerte til at sætte i fuld galop. Han lænede sig frem mod mig, og jeg trykkede mig skræmt op af muren. Jeg ville ønske jeg kunne skubbe ham væk. Jeg kunne mærke frygten, der efterhånden var ret velkendt. Mine muskler spændtes, som om jeg var klar til at løbe, selvom jeg godt vidste, at jeg ikke ville kunne løbe fra Max.

 Jeg kunne mærke kulden fra hans hud, og jeg kunne se hans mørke øjne. Jeg vendte hurtigt hovedet til side, med bankende hjerte. Jeg ville for alt i verden undgå, at han pillede ved min hjerne. Jeg klemte mine øjne i og bad til at han ville lade mig være.

"Emily." Han stemme var stille og bønfaldende, hvilket fik mit til at se forundret op på ham. "Jeg gør dig ikke noget. Det lover jeg dig. Jeg piller ikke ved din hjerne, og jeg bider dig ikke. Jeg vil bare ikke være alene i aften. Jeg er alt for tit alene." Hans sagde det stille, og jeg kunne se oprindeligheden i hans øjne.

Hans stemme var stille og bedende og... det var noget andet i hans stemme. Bedrøvelse. Hans ellers så skræmmende udstråling var væk. Foran mig stod nu en mand der bad om at jeg forstod, og bad om at jeg ville tilbringe tid sammen med ham. Lige nu virkede den ellers så skræmmende vampyr, bare ensom.

Jeg fik ondt af ham. Hans bedrøvelse virkede oprindelige. Det fik mig til at spekulere på hvor gammel han mon var. Årh, hvorfor skulle jeg også lige få ondt af ham. Han kiggede på mig med sorgmodige øjne, og selvfølgelig kunne jeg ikke få mig selv til at gå.

For fanden da. "Okay. Men jeg gider altså ikke at se på, når du skal have dig noget at... drikke." sagde jeg og gøs ved tanken.

Hans øjne fik deres munter glød tilbage og han klukkede. "Kom," sagde han bare. "Ellers er natten lige pludselig forsvundet."

Han smilede og vendte sig om, og begyndte at gå ned ad den mørke gade. Jeg kommer til at fortryde det, tænkte jeg stille. Men jeg kunne lige så godt nyde at være ude blandt almindelig mennesker. Jeg hastede op på siden af Max. Natten var faktisk smuk og kølig. Ja, jeg kunne lige så godt nyde det.

"Vil du fortælle mig hvor vi skal hen?"

"Vi skal på diskotek!"

Jeg så lamslået på ham. Ville han slæbe mig med på diskotek?! "Jamen... jeg er jo slet ikke gammel nok!"

Han smilede. "I aften er du." Han greb fat i min albue og slæbte mig med sig.

"Vel er jeg ej!" Jeg prøvede at gøre min albue fri, men det var nyttesløs. Fedt.

"Jeg skal nok få dig ind."

"Ved at pille ved folks hjerner?" Dårlig ide, dårlig ide, dårlig ide! Skreg mit sind.

Årh fuck. Men helt ærligt, hvad havde jeg forventet? At vi gik ned til havnen? At vi gik på café? Han var en vampyr. Selvfølgelig tog han på diskotek, hvor der var så mange fulde mennesker, der uden videre ville lade ham komme ind på livet af dem.

"Hold nu op med det der." Sagde han med et langt suk. "Jeg dræber dem jo ikke." Nej, måske dræbte han dem ikke. Men han tog stadig deres blod.

"Det er forkert." Mumlede jeg stille og Max stoppede op.

Jeg vidste at han havde brug for blod, for at han kunne overleve. Men det virkede stadig forkert og afskyeligt.

"Søde lille Emily. Lev med det. Der er vampyrer over alt, og ikke alle nøjes med at tage en lille smule."

Årh ja, nu var han den barmhjertelige vampyr, der var så venlig kun at tage en 'lille smule' blod. Jamen så var alt jo bare i orden. Jeg skævede til ham. Jeg vidste at han kunne være en fin fyr, når han altså ville det. Nu da jeg gik ved siden af ham, virkede han så... normal. Han slentrede hen ad gaden med en yndefuld gang. Hans blonde hår skinnede i lyset fra lamperne, og hans hud var hvid og fin som porcelæn. Ja, som har jeg sagt før. Så var han lækker. Han kiggede på mig og hans øjne var fuld af nysgerrighed og liv. Det fik mig til at spekulere på, hvorfor man sagde at vampyrer var døde. Max virkede alt andet end død.

Nogen siger at øjnene er sjælens spejl, og hvis det er sandt, så havde Max den mest livlige og friske sjæl nogensinde.

"Kan du lide hvad du ser?" Spurgte han med et frækt glimt i øjet, og hans røde læber formede sig i et smil.

Jeg blev hevet ud af mine tanker. "Hvad?" Hans ord trængte ikke rigtigt ind.

"Du ser underligt på mig, så jeg spurgte: Kan du lide hvad du ser?"

Jeg rødmede og blev vred på mig selv. Jeg kunne ikke gøre for at hans evner og hans udødelighed tryllebandt mig. "Hold din mund." Sagde jeg vredt og hev min arm til mig. ”Det er altså ikke alle piger der falder i svime over dig.” Løgn. Jeg satte farten op og hastede forbi ham.

Jeg kunne høre ham klukke. Jeg blev klar over at jeg ikke var så bange mere. Max var selvsikker og hans selvsikkerhed smittede åbenbart… eller måske pillede han bare ved min hjerne igen. Jeg tog et dyb indånding og slappede af. Tja, jeg kunne lige så godt få det bedste ud af det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...