Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
5033Visninger
AA

8. Magi

”Ej kom nu Emily!”

Xavir så på mig henover bordet. Vi sad i køkkenet og Xavir ville have mig til at bruge magi.

”Det er ikke nogen god ide, Eric sagde at jeg skulle holde min magi på et minimum, indtil de har undersøgt mig og er begyndt kontroltræningen.” Xavir sukkede.

Xavir var det mine gamle veninder ville kalde ”en hotti”. Han var muskuløs og havde halvlangt sort hår. Hans øjne var mørkebrune og han var faktisk rigtig lækker.

”Lidt magi kan du vel godt bruge. Vi skal nok holde det på en minimum.” Sagde Peter.

Peter var lidt lavere end Xavir, og hans hud havde en svagelig brun glød. Han var også rigtig pæn. Hans smil var nok det pæneste ved ham. Det kunne få et pigehjerte til at smelte. Man han var heller ikke lige så muskuløs som Xavir.

Jeg tøvede. Jeg havde ikke brugt magi længe og den brændte nærmest for at komme ud. Peter gav mig en ske i hånden.

”Prøv.” Sagde han med sit vidunderlige smil. Jeg ville ønske Mandrew var her. Han havde passet på mig lige siden jeg kom. Men hvad kunne lidt magi skade?

Jeg så på skeen og koncentrerede mig. Skeen løftede sig højt op i luften, og så begyndte den at bøje sig. Skeen bøjede sig, snoede sig og formede sig. Det så ud som om skeen var af ler, da den bøjede sig i alle mulige retninger. Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Magien brusede gennem mig og det var en vidunderlig følelse. Pludselig fløj alle skeer, knive og gafler op i luften, mens de snurrede rundt og fløj rundt op over hovedet på mig. Med min magi følte jeg mig levende. Gulvet under mig begyndte at ryste, men jeg ænsede det knap nok. Jeg kiggede bare på knivene, skeerne og gaflerne der fløj rundt over hovedet på mig.

Nogen sagde mit navn, men jeg hørte ikke efter. Min magi optog mig. Så smukt, så vidunderligt… Nogen ruskede mig så hårdt, at jeg faldt ned på gulvet af forskrækkelse. Over mig stod Xavir, som var blevet større og havde fået lange tænder og gule øjne. Gulvet rystede og væggene slog revner, men jeg kunne ikke stoppe det. Alt i køkkenet var i oprør.

”Hent Eric!” Skreg Peter, mens Xavir var halvt gennem sin forvandling. Xavir kunne ikke styre sig. Han var gået i panik over min magi og at ikke stoppe mig selv. Xavir forsvandt ud af døren, mens Peter bad mig om at slappe af.

Men væggene slog revner og panikken greb også mig.

”Nej! Åh nej!” Skreg jeg og tog hænderne op til hovedet. Tapetet røg af væggene og murstenene blev synlige. Væggene og gulvet rystede og lysene blinkede. Alt i rummet blev langsomt mørkere, mens ting fløj rundt i luften. Jeg skreg og fik et chok, da bordet væltede ned ved siden af mig. Jeg kunne ikke styre mig. Peter måtte dukke sig for nogle knive. Jeg krummede mig sammen på gulvet og gemte ansigtet.

Jeg klare det ikke. Jeg kan ikke styre det. Åh gud, hvad sker der med mig? Hjælp mig. Få det til at stoppe, få det til at stoppe… jeg vil have at det skal stoppe.

Men rystelserne forsatte, mens jeg slog armene om mig selv og hulkede. I det samme blev døren slået op, og en høj mand trådte ind. Han var en smule spinkel, men hans øjne viste at ikke var en man skulle spøge med. De lynede faretruende og faldt på mig. Han styrtede hen mod mig og uden varsel greb han fat i mit ansigt med begge hænder. Det var som at få stød. Det var som hver eneste celle i min krop fik stød. Som om hver eneste energikilde i min krop, blev taget fra mig. Jeg skreg, mens min krop spjættede og mørket kom…

 

Men det varede kun kort. Da jeg igen åbnede øjnene, sad Peter ved siden af mig, mens manden havde løftet hænder og var i gang med at genoprette de ødelagte ting. Rystelserne var holdt op. Døren blev åbnet og Xavir og Eric kom ind. Eric så forbløffet rundt på ødelæggelserne og hans blik endte på mig. Men så begyndte manden, der stod og ordnede ødelæggelserne, at tale.

”Jeg har taget det meste af hendes magi. Den var nået en faretruende tilstand, som du selv kan se.” Manden skævede til mig og hans blik var en smule nygerrigt. Nu lagde jeg mere mærke til hvordan han så ud. Han var i ført sorte bukser, en sort blazer og en mørkegrå bluse. Hans hår var… mørkeblåt. Jeg overvejede om det mon var farvet.

”Jeg vil desuden gerne lige tale med dig bagefter.” Eric nikkede.

”Selvfølgelig, Enzo” Svarede han.

Eric skyndte sig hen til mig og hjælp mig på benene. Jeg var ved at falde. Jeg følte mig tom og min krop føltes tung. Jeg stirrede igen på manden Enzo. Han havde sagt han havde taget min magi. Jeg huskede følelsen, da han havde taget fat i mit ansigt. Smerten. Men… han kunne da ikke bare tage min magi… kunne han?

Eric og Peter hjalp mig ud af køkkenet. Eric så bekymret på mig. ”Vi skal have dig hen til Carlos.” Jeg sagde ikke noget. Carlos var healeren, som jeg havde hilst kort på. Den eneste healer blandt os Wild Ones.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...