Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
4950Visninger
AA

12. Magi lig med kaos

Mit humør blev ikke ligefrem bedre de løbende dage. Mandrew, som havde været min ven lige side jeg kom, snakkede ikke med mig længere. Han var stadig sur på mig, og jeg var såret over at han ikke forstod det. Jeg gik mest for mig selv. Jeg havde haft trænings timer, men det gik ikke så godt. Jeg kunne ikke styre min magi og det gik hele tiden galt.

Jeg stod i træningslokalet. Eric stod foran mig og Enzo stod over ved væggen. Jeg vidste også at der var nogen bag den skudsikre rude. Det føltes som om jeg var en del af et nummer i et cirkusshow. Eric vinkede mig frem mod sig.

”Vi starter blidt ud.” Han pegede på en stak bøger, som lå på gulvet. ”Få dem til at flyve lidt rundt. Få dem til at stable sig oven på hinanden eller noget i den retningen. Du skal ikke bruge noget magi, som kan anvendes som krigsmagi.”

Jeg nikkede. Det burde ikke være så svært. Træningslokalet var meget godt beskyttet. Der var puder, madrasser, blødemåtter og træningsvåben, som hang på en væg. Jeg så på bøgerne og lukkede øjnene.

”Godt, slap af og mærk din magi. Føl den inden i dig.”

Jeg prøvede. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke rigtig nå den. Jeg prøvede at give slip og lade magien flyde gennem mig, men det virkede ikke. Jeg rynkede irriteret panden.

”Du lader bekymringer og tanker hæmme dig. Bare føl det. Lad magien flyde gennem dig.” Lød Erics stemme.

Men det var jo det der var problemet. Jeg huskede tydeligt sidste gang. Min magi var sluppet løs og jeg havde ikke kunne styre den. Det havde føltes så godt at lade magien strømme gennem mig. Men det skræmte mig. Jeg havde ikke lyst til at miste kontrollen.

”Du tænker for meget. Slap af. Du kan godt.”

Okay, slap af. Jeg skulle bare slappe af. Jeg trak vejret dybt, og bød langsomt min magi velkommen. Jeg kunne mærke den bruse genne mig og det var en vidunderlig fornemmelse. Det kriblede i hele min krop. Jeg åbnede langsomt øjnene. Jeg så på bøgerne, forstillede mig at de fløj op i luften.

Langsomt skete det. Jeg holdte hænderne frem, og lod min magi bruse ud fra mig. Bøgerne hævede sig fra gulvet og fløj op i luften. De svævede stille i luften. Jeg gjorde det! Det virkede! Glæden boblede inden i mig. Bøgerne begyndte at flyve rundt. De åbnede sig og baskede lige som fulge.

Jeg grinede. Det var vidunderligt. Fantastisk. Min magi tog kontrol over hver eneste celle i min krop, og brændte for at få lov til at slippe løs. Flere ting fløj op i luften. Våben. Men for mig betød det ikke noget. Jeg så bare på bøgerne der fløj gladeligt rundt.

”Emily, læg tingene ned igen.” Lød Erics stemme roligt, men gennemtrængende.

Jeg vendte hovedet og så på ham. Han så alvorlig ud. Hvorfor måtte jeg ikke bruge min magi? Den havde været svag så længe og brændte for at blive brugt. Den var en del af mig, en del som jeg ikke havde brugt længe. Den skulle ikke gemmes væk igen. Ikke tale om.

Eric så mig direkte i øjnene. ”Læg tingene ned, og lad din magi sive tilbage.” Sagde han alvorligt.

”Nej.” Min stemme var rolig og det lød slet ikke som mig. ”Det er min magi, jeg bruger den som jeg har lyst til.”

Eric skævede til Enzo og nikkede. Så gik alting meget hurtigt. Jeg vidste hvad Enzo ville, da han begyndte at gå frem mod mig. Min magi reagerede, uden at jeg tænkte over det. De ting der svævede i luften, fløj frem mod Enzo. Han dukkede sig for bøgerne og holdte hånden frem. Våbnene blev til støv foran mig.

Jeg bakkede bagud. Han ville tage min magi! Han ville tage den! En vind bredte sig i rummet, selvom vi var under jorden. Vinden blæste mit hår tilbage og tog til i styrke. Nogen lagde en arm om livet på mig. Jeg skreg og min magi gjorde oprør.

Alt var kaos. Jeg kunne ikke se, jeg kunne kun høre vindens brugsen. Jeg kunne mærke min magi, som eksploderede ud fra mig. Jeg landede hårdt på gulvet. Jeg så op i Enzos øjne og hans blår hår faldt forover, da han lagde en hånd mod min pande.

Det havde været en katastrofe. Enzo var blevet nød til at dræne mig for kraft, igen. Jeg havde desuden givet Eric en slem forbrænding med min magi. Heldigvis var Carlos virkelig god til healings magi, og han havde nemt ordnet det. Eric selv, havde ordnet det værste og Carlos havde taget sig af resten. Mens Carlos var ekspert i healings magi, var Eric ekspert i krigsmagi.

Hvad var jeg så ekspert i? At ødelægge ting. Jeg ødelagde ting hele tiden. Hvor ville jeg gerne af med min magi. Den drev mig til vanvid. Jeg hadede det. Jeg satte mig på min seng og tog min mobil frem. Det havde jeg gjort mange gange de sidste par dage.

Jeg overvejede at ringe til min venner eller til min tidligere lærer. Demetri. Han var den eneste lære, som jeg havde følt jeg kunne stole på. Han var altid kommet med gode råd. Der var også Carmen, som var lærer på min anden skole. Hun var en vampyr, som var utrolig smuk og meget venlig.

Hende og Demetri havde noget kørende. Hvilket var ret passende, eftersom de begge var mine ynglings lærere. Jeg kiggede på Claires nummer. Vi havde delt værelse sammen, og hun havde også hjulpet mig med at stikke af. Jeg tøvede, men besluttede så at sende hende en sms.

”Hej Claire, hva så?”

Jeg lagde mig så sengen og så op i loftet. Jeg lå med min mobil i hånden. Jeg håbede virkelig hun ville svare. Jeg så på mit ur, på min mobil. 2 minutter… 5 minutter… 10 minutter… 12 minutter, besked.  Jeg skyndte mig at åbne den.

”EMILY!!!<3 OMG, lang tid siden. Jeg har ikke hørt fra dig længe. Sebastian sagde at han havde snakket med dig, og du havde søgt tilflugt sammen med de der Wild Ones. Min far fortalte mig om dem en gang. Wow, er du en af dem?:-D”

Jeg smilede. Typisk Claire. Hvor jeg dog savnede hende.

”Jep, jeg er en super freak! Jeg bor her i øjeblikket, men jeg er ret træt af det. Jeg savner dig vildt meget!!!<3”

"Jeg savner også dig :’( Miss. Alexandria går og er bitter hele tiden. Hende og rektoren er til møder konstant. Jeg tror de er til møder med R’et. De leder efter jer."

Jeg smilede. Emily skrev R’et i stedet for Rådet. "Jeg ville ønske de ville holde op!"

"Forstår dig godt søde. Må smutte. Skal til time. Jeg hilser drengene fra dig. Ses<3:-D"

"Ses<3<3<3"

Jeg smed telefonen fra mig og lukkede øjnene. Hvor jeg savnede hende. Hvor jeg savnede mit gamle liv. Jeg trak vejret dybt. Jeg orkede det ikke mere. Jeg havde ikke lyst til at skulle skjule mig hele mit liv.           

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...