Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
5008Visninger
AA

19. Livet og Døden

De fleste er bange for døden. Er bange for det ukendte. Er bange for at forlade den verden de kender. Det var jeg også. Jeg var bange. Bange for at forlade alt det jeg kendte. Men jeg vidste det ikke kunne være anderledes. Og det der var slet ikke noget at være bange for. De sidste tanker, de sidste følelser forlod mig. Jeg befandt mig i et tomrum, for jeg kunne kun føle en ting. Fred. Mørket var trygt og ikke skræmmende.

Verden omkring mig var uden for tid og rum. Jeg følte mig let som en fjer. Som luft. Jeg følte mig fri. Som om en tung byrde var blevet taget fra mine skuldre. Der var kun mig. Ingen magi. Kun mig. Nogen ville synes det var skræmmende, at være i et tomrum uden tid og bare i mørke. Men det var det ikke. Jeg tænkte ikke over tiden. Jeg tænkte ikke over hvad der ville ske nu. Jeg fandt fred i mørket. Jeg  svævede længere væk. Jeg blev en del af mørket. Fredfyldt og lykkelig...

 

Jeg følte mig tung. Tung og træt. Jeg kunne føle min krop, men ikke finde den. Jeg kunne ikke finde ud af hvad der var arme og ben. Min krop var et stort roderi. Jeg kunne kun finde mine tanker. De virvlede rundt i mit hovede. Hvorfor var min krop så tung? Hvorfor følte jeg mig øm i hele kroppen? Hvorfor var jeg ikke i det fredfyldte mørke? Jeg prøvede at få styr på mine tanker, for de gav mig hovedpine. Jeg prøvede at få styr på min krop, men det lykkes ikke. Jeg fandt endelig mine øjenlåg, og jeg tvang dem op. Jeg missede mod et blændende lys. Måske var jeg alligevel død. Måske var jeg i himlen.

Lyset var stærkt og brændte i mine trætte og ømme øjne. Jeg blinkede flere gange og rynkede brynene, da det hele blev mere tydeligt. Det blændende hvide lys, var lyset fra nogle lysstofsrør i en lampe. Rørerne summede stille og jeg prøvede forvirret at finde rundt i mit indre kaos. Jeg blinkede igen og så rundt. En hvid, blød dyne lå over min krop. Den var varm og dejlig. Der lød en irriterende bippen og et ”blop, blop” som forhindrede mig i, at synke ned i den dejlige madras og ind i søvnen.

Jeg vendte hovedet. Der var en pose med vand, som var forbundet til en slange.  Jeg rynkede brynene og fulgte slangen med blikket. Slangen var forbundet med en nål, som sad inden i min hånd. Drop. Jeg havde fået drop. Derudover var der en maskine, som lavede den irriterende bippende lyd. Jeg kneb øjnene sammen, for at se nærmere på den. Efter hvad jeg kunne se, så målte den mit blodtryk og min hjerterytme.

Hvor var jeg? Alt det her mindede om et hospital. Jeg havde endda noget irriterende i og under næsen, som jeg ville have flået af, hvis det ikke var fordi min arme var så tunge som bly. Jeg så rundt. Rummet var hvidt og starielt. Der var ingen vinduer. Der var en hvid dør, som sikkert førte ud til en gang. Der var også en bord, som jeg ikke anede hvad blev brugt til, og et lille sengebord.

Jeg prøvede at sætte mig op. Men min krop var for tung. Jeg prøvede ingen og ingen, men jeg kunne hverken bevæge arme eller ben. Panikken begyndte at sprede sig i min krop. Hvad var der sket med mig? Hvorfor kunne jeg ikke rejse mig? Hvor var jeg? Maskinen der målte mit blodtryk og hjerterymte, begyndte at gå amok, da jeg med så mange kraftanstrengelser som muligt, prøvede at sætte mig op.

Jeg kæmpede af alle kræfter, og prøvede at rive nålen ud af min arm. Men det hjalp selvfølgelig ikke, og i næste øjeblik blev døren flået op. En kvinde og en mand kom ind. Til min rædsel genkendte jeg dem. Det havde været den healer, og hans medhjælper, der havde snakket med mig, da jeg blev ført til et healings center. Jeg havde overfaldt dem begge med min magi. Men denne gang kunne jeg ikke. Min magi ville ikke reagere. Jeg kunne ikke finde den. De kom hurtigt hen til mig, og jeg prøvede at kæmpe imod. Jeg skreg og kæmpede imod, da de prøvede at berolige mig.

”Emily! Emily, fald ned. Der sker dig ikke noget.”

Jeg stivnede ved lyden af stemmen, og jeg vendte hovedet.  Der var kommet flere ind af døren og jeg genkendte Eric. Hans ansigt og rolige blik var ikke til at tage fejl af. Ved siden af ham stod Carlos. De kom hurtigt hen til mig. Healeren og hans assistent gav slip på mig. Jeg så forvirret på Eric.

”Hvad sker der? Hvor er jeg?”

Eric smilede venligt til mig. ”Vi fik dig herhen, efter du prøvede at begå selvmord.” Hans ansigt blev pludselig alvorligt. ”Vi var bange for det var for sent. Det var modigt og dumt. Mest dumt. Faktisk virkelig dumt. Heldigvis fik du ikke projekterede magien rigtigt, så du nåede ikke at dræbe dig selv på stedet.”

Jeg huskede tilbage. Huskede kaosset. Huskede min beslutning om, at min magi var for farlig og ikke kunne være i denne verden.

”Jamen…” Jeg blev pludselig nervøs. ”Hvad så med min magi? Vil den ikke bare vende tilbage?” Carlos rømmede sig, og jeg vendte hovedet mod ham.

”Den skal du ikke bekymre dig om.” Han så trist ud. Hvad mente han? ”Det ser ikke ud til at den vil vende tilbage.”

Først forstod jeg ikke hvad han mente. Så begyndte det langsomt at sive ind. ”Hvad… hvad mener du?”

Han så trist ud. ”Du dræbte faktisk en del af dig. Den magiske del af dig. Så nu… tja nu er du et menneske.”

Jeg blinkede. ”Et helt normalt menneske?” Både Carlos og Eric nikkede trist. Men… jeg var ikke ked af det. Det var jo godt. Jeg var normal! Jeg skulle ikke slås med min magi længere. Jeg kunne ikke lade vær. Jeg begyndte at smile og grine.

”Et menneske!” Jeg lukkede glædeligt øjnene.

”Er du… glad?” Lød et forvirret fra Carlos og jeg åbnede øjnene.

”Jeg har aldrig været glad for min magi. Der er nogle ting jeg vil savne. Fx at være en af jer. At være en Wild Ones.” Jeg kunne mærke glæden forsvinde. Jeg ville miste alle min venner. Jeg ville miste dem det havde været som en familie for mig, de sidste pat uger. Eric lagde en hånd på min arm, og jeg så ham i øjnene. Han så omsorgsfuldt på mig.

”Du vil altid være en af os.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...