Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
5033Visninger
AA

2. Kraften

 

FUCK! Vi var virkelig på skideren denne gang. Hvorfor, hvorfor skulle Liam også have sin vilje? Vi var blevet enige om at stikke af. Hurtigt og uden at nogen opdagede os. Men Liam skulle absolut lige hente et par ting. Fodtrinene gav genlyd bag os og vi satte farten op. Jeg gispede efter vejret.

”Kom så!” råbte Sebastian. Vi drejede om et hjørne og løb ned ad endnu en gang. Jeg stoppede bart op, da jeg fik øje på de fire vagter der spærrede for vores fulgtvej.

Min krop begyndte at ryste. Jeg ville ikke tilbage. Jeg hørte ikke til her. Jeg ville hjem. Sebastian gik ind foran mig. Han begyndte at knurre voldsomt og det samme gjorde Liam. To bedstevenner, der begge var varulve. Shit, man skulle ikke komme dem på tværs. Jeg krympede mig en lille smule og ville ønske, at jeg kunne blive mindre. En af vagterne trådte frem og holder hænderne op, i hvad der skulle være en beroligende gestus, men det tirrede bare Sebastian endnu mere. Sebastian var høj, muskuløs og så fandens godt ud. Hans sorte hår gik ned over ørerne og var rodet, men på den sexede måde. Liam var lidt lavere end Sebastian, men til gengæld hurtigere. Han havde kort klippet, mørkebrunt hår og havde en muskuløs krop. 

Jeg selv havde skulder kort lyst hår, der nærmest så hvidt ud. Men det klædte mig faktisk. Mine øjne var mørkeblå og jeg var omkring 165 centimeter. Vagten trådte længere frem og hans øjne hvilede på mig. Jeg kunne mærke det. Mærke hvordan hans øjne brændte sig fast på mig. Han tog endnu et skridt frem og det var dråben.

Sebastian udstødt et højt gennemtrængende hyl, der fik mig holde mig for ørerne. Hans krop forandrede sig og han begyndte at rive sit tøj i stykker. Vagterne råbte højt, men det var for sent. Pelsen voksede gennem huden og med endnu et hyl, forvandlede han sig. En kæmpemæssig ulv, med mennesketræk, stod beskyttende foran mig.

Han angreb den første vagt, mens Liam begyndte at hive af sted med mig. Vi skulle til at løbe, da vi opdaget at flere vagter var kommet til og havde omringet os. Liam snerrede og hans øjne blev gule, mens han skubbede mig op mod væggen.

”Drenge, det her er fuldkommen unødvendigt.”

Vi stivende alle tre, ved lyden af den feminine stemme. En kvinde med blondt opsat hår, stramme bukser og en dyr designer jakke, kom gående mod os. Jeg krympede mig bag Liam og begyndte at hulke. Frygten havde fået sit tag i mig og ved synet af kvinden, kunne jeg ikke holde et hulk tilbage.

Miss Alexandria var ikke en man skulle spøge med. Hendes øjne fortalte tydeligt at kampen var slut. Hun hadede når man satte sig op mod hende og der kom en scene ud af det. Hun var ikke bare en dame i designer tøj. Hun var en dame der var sendt direkte fra helvede. Det sagde Liam altid. Hun var led og havde ikke en snært at sympati i sig. 

”I ved at vi ikke ønsker dette. Vi ønsker ikke at gøre Emily ondt.”

Jeg stivnede da hun sagde mit navn og mit hjerte bankede som besat. Min krop begyndte at ryste.

”Men i ved at Emily har brug for vores hjælp. I vil gerne beskytte hende, fordi I er bekymret for hende. Men det er der ingen grund til. Hendes evner skal bare kontrolleres. Der er intet at bekymre sig for.”

Jeg kunne ikke lide hende. Hun var manipulerende og led. Sebastian og Liam var nogle af mine bedste venner, sammen med Claire. Claire skulle aflede de voksne, mens Sebastian og Liam hjalp mig væk. De var ikke onde her. Men jeg brød mig ikke om at være her. Jeg var blevet taget væk fra min familie på grund af mine magiske evner. Jeg skulle lære at styre mine evner, problemet var bare at det ikke gik specielt godt. Derudover havde mine evner udviklet sig i en uheldig retning, der havde vagt andres mistænksomhed og bekymring.

De havde sjældent set noget lignende og derfor havde lærerstaten besluttet sig for at sende mig et eller andet underligt sted hen. Det var det der havde afgjort det hele. Liam og Sebastian havde straks hjulpet mig. Men nu var vi blevet opdaget.

Miss Alexandria var vores rektors sekretær. Ærligtalt forstod jeg ikke hvordan han kunne holde hende ud. Hun smilede sit kvalmende søde smil.

”Søde drenge, vi kan gøre det her på den nemme måde eller den hårde måde. Vi vil jo kun jer det bedste, og det sammen gælder Emily.”

Men Sebastian snerrede vredt af hende, og det var ikke svært at gætte sig til alle de bandeord han slyngede mod hende.

Miss Alexandrias blik blev mørkt. ”Pas du på Hr. Longstone ellers ender du med en hel måneds eftersidning.”

Da hverken Liam eller Sebastian gjorde mine til at overgive sig, gjorde Miss Alexandria et lille nik med hovedet. Vagterne gik frem og en af dem kastede noget blåligt mod Sebastians ryg.

”Pas på!” Skreg jeg af mine lungers fulde kraft, men for sent.

Sebastian vendte sig om, kun for at få det blålige i hovedet. Han gryntede og lidt efter faldt han om. Vagten var en magiker. Det var ikke altid at magien var synlig når folk brugte den. Det kom lidt an på hvor kraftfuld besværgelsen var eller hvilken slags magi det var. Det her var sikkert en form for bedøvelse vagten havde kastet mod Sebastian.

Liam kastede sig frem mod vagten og forvandlede sig i luften. Men inden han kunne få fat i vagten, blev han skubbe væk af en mand. Manden havde kastet sig gennem luften, direkte imod Liam. Manden var tydeligvis en vampyr, der nu trængte Liam op i en krog. Liam snerrede og knurrede, mens vampyren var helt rolig. Jeg glemte at jeg nu stod ubeskyttet og så bange til.

Men en hånd greb mig bagfra og begyndte at hive mig væk. Jeg skreg og kæmpede som bare pokker. Jeg vidste ikke hvor de ville sende mig hen. Jeg sparkede ud med benene og skreg. Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop og jeg kæmpede voldsomt.

”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss. Alexandria.

Hendes udtryk havde ændret sig. Hun så faktisk bange ud. Hendes øjne var fyldt med panik, samtidig med at hendes stemme var fuld af raseri. Hun havde god grund til at være bange. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop og så eksploderede den. Et rødt-orange lysglimt bredte sig i hele gange. Fra den kom en voldsom hede og en usynlig kraft.  Flere udbrød et forskrækket hyl og den der holdte mig skreg og mistede sit tag i mig.

Jeg faldt hårdt ned på gulvet og slog mit hoved mod det kolde stengulv. Alt blev utydeligt for mig blik og mørket strømmede ind over mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...