Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

56Likes
68Kommentarer
5261Visninger
AA

16. Klar

Måske var jeg fuld, men jeg var dog klar over, at det her var rigtig skidt. Jeg stod lammet og kunne knap nok holde mig oprejst. Det var ikke godt. Jeg prøvede at fokusere, men alkoholen gjorde det ret svært. Jeg stod helt op ad væggen og stirrede på Miss. Alexandria. Hun var ikke alene. Der var cirka fem mennesker bag hende. Eller, mennesker er måske så meget sagt. De var ikke mennesker, men magiske væsner. Selvfølgelig var de det. Åh, det her var ikke godt. Jeg prøvede at se ædru ud, men Miss. Alexandria var ikke dum. Hvilket var pisse irriterende.

”Du ser ikke ud til at have det så godt, Emily.”

Jeg bed irriteret læberne sammen. ”Jeg har det flint… fint. Jeg har det fint.” Hvor var Max når man behøvede ham?

”Vi er kommet for at hente dig.” Sagde hun og hendes smil forsvandt. ”Samarbejd med os. Vi ønsker ikke at gøre dig ondt.”

Jeg så vredt på hende. ”Men det gør I! I låser mig inde! Jeg skal ikke med dig! Jeg høre sammen med de andre Wild Ones!”

 Miss. Alexandrias læber blev til en tynd streg. Hendes hår var sat op i en hestehale, og hun havde faktisk praktiske busker på. ”Du kan ikke styre dine kræfter. Som om jeg ikke ved det. Som om jeg ikke ved at Eric ikke kan få dig til, at få kontrol over dine kræfter. Du er til fare for dig selv og andre.” Jeg rystede på hovedet.

”Det ikke sandt. Jeg vil lære at kontrollere dem.”

Jeg prøvede at bevæge mig lidt væk fra hende, men jeg var ved at falde over mine egne ben. Miss. Alexandria så på mig. Der var ikke vrede i hendes blik. Men hun overvejede noget. Hvor var jeg ynkelig. Jeg var påvirket af alkohol og let at fange. Jeg prøvede at nå min magi, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke finde den.

”Tag hende.” Lød ordren, og to mænd gik frem mod mig. Vampyrer.

 Jeg prøvede at løbe, men hvad nyttede det? Jeg blev presset op mod væggen, af en af de mandlige vampyrer. Jeg sparkede ud og prøvede at komme fri. Jeg ville skrige, men vampyren lagde en hånd over min mund. Jeg kunne ikke kæmpe, og forfærdelsen slog mig da jeg indså det. Jeg havde aldrig haft sådan et brændende ønske om, at kunne bruge min magi. Skriget sad fast i min hals, mens jeg prøvede at sparke vampyren. Men han pressede mig bare hårdere op mod muren. Murstenene pressede sig ind i min ryg og det gjorde ondt.

En kvinde med kort rødt hår, gik op ved siden af Miss. Alexandria. Varulv. Hun havde en mobil op mod øret. Hun snakkede hurtigt og lidt efter afsluttede hun samtalen, og så på Miss. Alexandria.

”De køre bilen herom nu. Jeg har ringet til Rådet. De ønsker at vi tager hende hen til Healingscenteret.” Sagde varulvekvinden.

Nej! Nej! NEJ! Jeg kæmpede mod vampyren greb, men panikken brusende i mig. Så… jeg nåede ikke at se det ske. Det ene øjeblik blev jeg holdt op mod væggen, det næste øjeblik stod jeg med ryggen mod muren, og med en stående foran mig, med ryggen til mig. Max. Han hvæsede vredt af de andre.

Alle de andre så chokeret på ham. Miss. Alexandria var fuldstændig lamslået. Hendes øjne var store og hende perfekte læber var formet i et O. Så brød kaosset løs, da velkendte ansigter og fremmede ansigter dukkede op. Nogle af dem sluttede sig til Miss. Alexandria. Det var folk fra Rådet. Men de andre… jeg genkendte dem. Mandrew, Eric, Peter, Xavir, Nova, Alvin, Enzo, Kylian, Carlos, Ariadna, Lola, Izan, Julia og Micka. De var der alle sammen. Det var alle de Wild Ones, jeg havde levet sammen med de sidste par uger.          

 

(Beklager at dette kapitel ikke blev så langt.)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...