Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
4929Visninger
AA

17. Kamp

Miss. Alexandria kom sig over sin overraskelse, og hendes læber blev til en tynd streg. Hun stirrede vredt på Eric, som stod med armene over kors. Fedt. De var her alle sammen. Max stod stadig beskyttende foran mig, og jeg var fuld. Virkelig godt gået Emily. Virkelig flot. Gaden gyngede stadig. Jeg fik kvalme, men prøvede at tage mig sammen. Jeg skulle bare ikke kaste op nu. Det ville være virkelig dårlig timing.

”Eric.” Sagde Miss. Alexandria i en kold tone, der sagde at han lige havde ødelagt alt. Men Eric tog det helt roligt.

”Alexandria, længe siden. Jeg kunne spørger hvad der bringer dig hertil, men jeg har en ret god ide om det.” Sagde han roligt.

Miss. Alexandria skar vredt tænder, og gik frem mod Eric. Det var utroligt. Da hun gjorde det, gik alle Wild Ones i forsvarsposition. Vi var alle magiske væsner, men stadig så forskellige. Vi Wild Ones var anderledes og frygtet. Tænkt at vi skulle behandle ikke Wild Ones som vores fjender. Det gav jo ingen mening. Okay, der var meget der ikke gav mening lige nu. Fx som hvorfor jeg skulle drikke mig fuld.

”Hun kommer med mig, Eric.” Sagde Miss. Alexandria vredt, og jeg trykkede mig op mod væggen. Jeg ønskede at jeg var usynlig. Jeg ville ikke med hende. Jeg ville bare med Max og de andre hjem.

Eric så hende lige i øjnene. ”Beklager, men hun bliver hos os.” Miss. Alexandria slog vredt ud med armene.

”Eric, det er tåbeligt! Rådet har ladet dig køre dit eget løb for længe. Hun har brug for hjælp. Måske har i lærte at styre jeres evner, men det har hun ikke!” Jeg krympede mig ved hendes ord. ”Hun er til fare for sig selv og jer. Du skal ikke bilde mig ind, at du ikke ved hvor farlig hun er!”

Eric var stille og svarede ikke. Men hans tavshed var svar nok, for Miss. Alexandria. Jeg var bange. Virkelig bange. Hvad hvis de lod hende tage mig med? Hvad hvis jeg blev låst inde igen? Det ville jeg ikke.

”Problemet, Alexandria, er at I ikke forstår de evner vi har. At proppe hende med medicin, som i har tænkt jer, hjælper ikke. Vi har også en healer blandt os. Han ved det lige så godt som jeg.” Sagde Eric. Miss. Alexandrias tålmodighed var ved at slippe op. Det kunne jeg tydeligt se.

”Eric, giv mig Emily. Der er flere på vej, og Rådet er allerede indblandet. I kan gå jeres vej, men Emily kommer med os.” Jeg gled ned langs væggen. Jeg kunne snart ikke holde det ud mere. Flygte, gemme mig og blive ved med at øve mig, selvom jeg aldrig ville lære at styre min magi. Jeg ønskede ikke det her.

”Emily er en af os. Hun bliver sammen med os. Vi lader jer ikke tage hende.” Jeg så overrasket på Ariadna, som havde sagt det.

 Miss. Alexandria vendte sit opmærksomhed mod Ariadna. ”Hvem er du?” Ligesom Eric, var Ariadna god til at forholde sig i ro.

”Jeg er en elver. Mit navn er Ariadna. Emily høre sammen med os.”

Alle stod klar til at beskytte mig, hvilket var rørende. De havde på en måde ret og så på en måde ikke. Men de var som en familie. De ville passe på mig og beskytte mig. De ville ikke lade nogen tage mig. Det betød så meget. Jeg kunne mærke tårerne i øjnene. Tænkt hvad de ville gøre for at beskytte mig. Miss. Alexandria så sig rasende om, og var ved at eksplodere. Det var meget tydeligt. Hun var ved at gå ud af sit gode skin. Så fik hun øje på Carlos.

”Carlos,” Tænk at hun også kendte ham. ”Fortæl mig om Emilys evner. Du ved lige så godt som jeg og Eric, at hun ikke kan styre dem og at de er farlige.” Carlos var stille lidt, mens han så på Miss. Alexandria.

”Emily… hendes evner er meget brede. De fleste Wild Ones har store evner inde for et område, og så er deres evner mindre inde for andre områder. Mine evner er store inde for healing, mens min krigsmagi svare til en gennemsnitlig troldmands magi niveau. Sådan fungere Emilys evner ikke. De er store inde for hvert eneste område, hvor hun kan bruge magi.”

Der blev stille. Jeg så chokeret på Carlos, og de gjorde alle andre også undtagen Miss. Alexandria, Eric og Enzo. De havde alle vidst det. Men det havde jeg ikke. Jeg kunne ikke rumme det i mit hoved. Jeg kunne ikke klare det. Jeg var freaken over alle freaks. Det her var bare ikke sandt. Det kunne ikke være sandt. Der var dødens stille blandt Wild Ones og Miss.  Alexandrias folk.

”Derfor,” begyndte Miss. Alexandria. ”er hun nød til at komme med mig.”

”Derfor, er hun nød til at blive her.” Sagde Enzo vredt. ”Det er den eneste måde hun kan lære at kontrollere dem på.”

Så var der lyden af hjul og bilmotorer. Der var stille et øjeblik, så begyndte det ar vrimle med folk og vi var omringet. Vi var omringet af folk fra Rådet. Det her var ikke godt, men jeg nåede ikke at tænke nærmere over det. For pludselig forvandle Kylian, Julia og Xavir sig til enorme varulve, og så brød helvede for alvor løs. Luften glødede bogstaveligtalt af magi. Alle Wild Ones angreb, eller det vil sige, alle undtagen end mig. Folkene for rådet gav igen og det var et stort kaos. Mursten revnede, bygningen bag mig rystede og det samme gjorde jorden, og denne gang var det ikke på grund af at jeg var fuld. Peter forvandlede sig til en kæmpe fugl, med menneskelig træk, der fik Rådets folk til at gispe. Som sagt kaos.

Eric, jeg havde aldrig set ham sådan før. Magien stod ud fra ham som en kæmpe aura. Magien skød ud fra hans fingre. Enzo nedlagde alle der kom i nærheden af ham. Han tog simpelthen deres magi, så de faldt udmattet om, hvilket kun gjorde ham stærkere. Jeg var ved at rejse mig op, da en kæmpe sort ulv kom løbende mod mig. Jeg havde ikke en chance uden min magi. Men så glødede luften blåt omkring mig, og ulven løb ind i et skjold og blev kastede flere meter bagud, hvor den lå stille. Jeg vendte overrasket hovedet, og fik øje på Carlos som havde oprettet skjoldet omkring mig. Han så på mig, men han så ikke den vampyr der kastede sig frem mod ham.

”PAS PÅ!” Skreg jeg, men han nåede ikke at vende sig om, for i sidste øjeblik kastede Max sig imellem dem.

Jeg så rundt og fik øje på Izan og Mandrew, som begge var formskiftere og forvandlede sig. Mandrew blev til en kæmpe tiger. Og når jeg siger kæmpe, så mener jeg virkelig kæmpe. Izan forvandlede sig til en grib, som gik til angreb på alle ikke Wild Ones, der var i gang med at kæmpe. Ariadna og Lola spildte heller ikke tiden. Rødder skød op fra jorden, og greb alle angriber om anklerne, og trak dem ned gennem flisterne. De var smukke, men farlige.

Alvin, der var en alf, havde skabt illusioner der fik folk til stå forvirret med tomme blikke. Jeg kunne godt lide at vide hvad han viste dem. Jeg mærkede en hånd på min skulder og slog ud efter hvem det end var. Indtil jeg så at det var Micka. Hans mørkeblå øjne så direkte ind i mine.

”Micka.” Sagde jeg lettet. Han trak mig lidt væk fra kampen, og holdte godt fast i mig.

”Du bliver nød til at bruge din magi.” Sagde han hurtigt. Angsten kom krybende og jeg rystede på hovede. Det kunne jeg ikke. Jeg havde heller ikke lyst til det.

”Jeg kan ikke, selv ikke hvis jeg ville. Jeg drak lidt for meget.” Forklarede jeg.

Han så alvorligt på mig. ”De er i overtal, og du bliver nød til at kæmpe for din fri. For vores frihed.”

”Jeg kan ikke...” Min stemme knækkede over. Jeg ønskede at hjælpe, men jeg var samtidig også bange. Bange for ikke at kunne styre min magi.

Han så vuderende på mig, og tog så fat om mit håndled. Hans øjne lyste, og jeg mærkede at hans hånd blev varm. Han brugte magi. ”Hvad laver du?!” Råbte jeg bange.

Alt inden i mig rystede. Jeg kunne mærke blodet koge i mine årer, og jeg kunne mærke min mave vende sig. Micka gav slip på mig, i samme øjeblik jeg kastede op. Jeg faldt på knæ og lukkede øjnene. Jeg kastede op og blev ved, indtil mine muskler rystede i krampe og jeg gispede efter vejret. Jeg så op på Micka med tårer i øjnene.

”Jeg er ked af det.” Undskyldte han. ”Min vi har brug for dig.”

Jeg indså hvad han havde gjort. Han ville have alkoholen ud af mit system, og det var det bestemt nu. Han hjalp mig op og stå. Jeg så rundt. Kampen var stadig i fuld gang. Jeg så hver eneste Wild Ones kæmpe. Jeg så folkene fra Rådet, som ønskede at tage vores frihed. Jeg kunne ikke stoppe det. Og jeg kunne ikke forhindre det. Min krop rystede, og jeg kunne mærke hver eneste celle sitre da magien eksploderede ud af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...