Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
4883Visninger
AA

9. Gamle venner

Jeg lå på en briks i det indrettede laboratorium. Både Eric og Carlos var gået ud for at snakke med Enzo. Min krop gjorde ondt. Jeg følte mig tom og meget træt. Jeg sukkede stille og så rundt. Der var borde, mange maskiner, skabe og masser af ting jeg ikke vidste hvad hed.

Døren gik op og Carlos kom hen mod mig, mens han rystede stille på hovedet. Carlos var i 30’erne og en mellem høj mand. Hans hår var lysbrunt og han havde blå øjne. Han kom hen til mig og tog fat i mit håndled. Så lagde han tog fingre mod min pulsåre. Han tog min puls.

”Hvordan har du det?” Spurgte han.

”Jeg er træt og jeg har sådan en tom følelse.”

”Det er ikke så underligt. Din magi er på et minimum lige nu.” Sagde han roligt.

”Hvad gjorde Enzo ved mig?” Ærligtalt var jeg ret nervøs. Hvor lang tid ville der gå før min magi kom tilbage?

”Han drænede dig for det meste af din magi. Det er ikke normalt at man kan det, men Enzo kan hvilket også er ret nyttigt for os. Især når vi har unge Wild Ones. ”Jeg nikkede bare og så op i loftet.

”Du skal bare have lidt ro og så må træningen vente. Jeg vil mene har vi nu har fået et indtryk af, hvad du er i stand til.” Han smilede og gav slip på mit håndled.

Jeg sukkede bare og kiggede op i loftet. Hvorfor skulle alt også være så besværligt? Mit liv var mega roddet. Jeg lukkede øjnene og prøvede at glemme virkeligheden et øjeblik.

 

”Emily.” Sukkede Demtri, mens jeg sad i klasselokalet. Jeg så stift ned i bordet. Det var ikke min skyld. Jeg duede ikke til magi. Jeg kunne ikke gøre for jeg blev vred, fordi Alex blev ved med at tirre mig. Jeg kunne ikke gøre for at jeg ødelagde halvdelen af lokalet.

Demtri var min lærer i kontrol og anvendelse af magi, også forkortet til Kontrol og magi eller kontrol magi. Jeg var dårlig i alle mine fag. Selv Angreb og Forsvar. For min magi gad ikke at følge mig. Den havde sin egen vilje.  Når jeg sagde det til lærerne, rystede de bare på hovedet og sagde: Din magi er en del af dig, og følger derfor det du ønsker. Pladder.

Jeg så op på Demtri. ”Undskyld, men jeg kunne ikke gøre for det.” Mumlede jeg stille. Demtri lagde blidt en hånd på min skulder. Han var helt klart min ynglings lærer. Han var altid så forstående.

”Det skal nok komme.” Sagde han og smilede beroligende til mig. Men jeg var kun beroliget et kort øjeblik, for så trådte Miss. Alexandria ind af døren. Hun havde sat sit rødblonde hår op i en høj hestehale. Hun så stift hen på mig.

”Rektor vil gerne se dig.” Sagde hun og jeg så igen ned, mens Demtri gav min skulder et klem. Jeg rejste mig og fulgte efter Miss. Alexandria.

 

Jeg vågnede med et gisp. Jeg var faldet i søvn. Jeg satte mig op og slog armene om mig selv. Jeg kunne tydeligt huske drømmen, som faktisk var et af mine minder. Det var den dag de havde sagt til mig, at der ville komme nogen og så ville jeg komme et sted hen, hvor de kunne få styr på mine kræfter. Jeg kom med det samme til at tænke på Claire, Liam og Sebastian. De havde været mine bedste venner.  Jeg følte mig alene og savnede dem så frygteligt. Jeg kunne ikke forhindre tårerne i at løbe ned over min kind.

Døren til laboratoriet blev åbnet. Mandrew stod i døren og så at jeg græd. Han komme med det sammen hen til mig.

”Hvad er der galt?”

Jeg rystede bare på hovedet og tørrede tårerne væk. ”Det er ikke noget.”

Mandrew så ikke ud til at tro mig, men han pressede mig ikke til at fortælle, hvad det var jeg var ked af. Han stod og så på mig, mens jeg tog mig sammen.

”Hvordan har du det?”

”Bedre.” Jeg tvang et smil frem.

Jeg hoppede ned fra briksen, og gik sammen med Mandrew hen til døren. Vi gik ned ad gangen i tavshed, da Eric kom gående hurtigt forbi os.

Mandrew rynkede brynene. ”Kan vide hvad han har gang i?” Så smilede han og så på mig. ”Han er på vej i IT-rummet kom.”

Mandrew tog fat i min arm og hev af sted med mig. Jeg var glad for at Mandrew var blevet min ven. Han var stort set altid i godt humør, og muntrede mig op hvis jeg havde en dårlig dag. Han var blevet en rigtig god ven.  

Vi kom ind i et rum, som var mellem stort. Jeg så rundt. Der var et kæmpebord med mange computere, scannere og printere. Der var også en maskine som kunne faxe ting og sager. Derudover var der en masse andre maskiner, storskærm og en masse ledninger.

Ved en computer sad Micka, som også var en magiker eller troldmand eller hvad man nu ville kalde ham. Ved en anden Kylian, som var en varulv. Micka rykkede sig, og Eric satte sig ned ved den ene computer. Udover Micka, Kylian og Eric, så var Carlos også i rummet. Micka fik øje på mig og Mandrew.

Han vinkede os hen til den anden computer, og trykkede på nogle taster, derefter poppede et videolink op og jeg stivnede. Eric sad ved den anden computer og snakkede over WebCam. Mandrew, mig, Micka, Carlos og Kylian kunne se hvem det var han snakke med, uden at Hun kunne se os. Jeg stirrede på kvinden, for jeg genkendte hende.

Miss. Alexandria.

”Alexandria.” Lød det fra Eric. ”Længe siden.” Jeg stirrede bare på hende, og var glad for at hun ikke kunne se mig. Hun smilede overhovedet ikke. Hun så reserveret ud som altid.

”Eric. Jeg har ikke rigtig tid til hyggesnak.” Hun lænede sig frem og hendes øjne lynede. ”Jeg ved hun er hos jer.”

Eric så fuldstændig rolig ud. ”Jeg vil ikke benægte noget, men kan du være mere præcis?”

Miss. Alexandria så irriteret og vred ud. ”Du ved udmærket hvem jeg snakker om! Emily, pigen i tog fra healingscenteret.” Snerrede hun.

Eric nikkede og så roligt på hende. ”Ja hun er her. Og jeg kan forsikre dig om, at hun er i gode hænder.”

”Hendes kræfter er ustabile. Det ville være bedst for alle, hvis hun kom tilbage. Rådet er informeret, og er enig med både mig og rektoren. Hun hører ikke til hos jer.”

”Hun høre heller ikke til på et healings center, hvor hun vil være låst inde.” Sagde Eric skarpt og lagde armene over kors.

”Hun er til fare for sig selv og jer. I har jeres egen lille organisation, men faktummet er at I alle kan komme galt af sted. Især de unge blandt jer.”

”Alexandria, alle her er udmærket klar over faren. Men vi har trænet og har fået styre på vores kræfter. Hos os vil Emily være i sikre omgivelser, hvor hun kan lære at styre sine kræfter. Jeg ville gerne udlevere hende, hvis jeg var sikker på at hun fik den rette træning, og ikke blev proppet med medicin.” Erics ord var skarpe og hans så strengt på Miss. Alexandria.

”Så må du diskutere det med Rådet, igen. For de vil gerne snakke med dig. De ønsker at Emily kommer tilbage til os.”

Eric vendte hovedet også på mig. Jeg kunne mærke rædsel stod malet i mit ansigt. Jeg ville ikke tilbage. Jeg ville ikke låses inde. Og jeg vil slet ikke tilbage til Miss. Alexandria. Jeg havde aldrig brudt mig om hende. Hun var kold og ligeglad. Claire kaldte hende en Isdronning.

Eric så tilbage på Miss. Alexandria. ”Jeg tror ikke hun vil tilbage til jer.”

”Er hun hos dig nu? Jeg vil gerne snakke med hende.” Jeg rystede på hovedet, men Eric nikkede.

”Okay.” Han rejste sig fra sin stol og gik hen til mig.

”Jeg vil ikke!” Hviskede jeg febrilsk.

”Du skal bare snakke med hende. Hun kan ikke gøre dig noget.” Sagde Eric roligt.

Jeg måtte virkelig tage mig sammen, for at kunne gå hen og se på hende. Jeg satte mig i stolen og så på skærmen. Miss. Alexandrias læber krusede i et smil.

”Jamen goddag Emily, vi har været meget bekymret for dig.”

”Jeg har det fint.” Sagde jeg stille. Jeg prøvede at rette ryggen og være cool, men det gik bare ikke så godt.

”Vi vil bare hjælpe dig. Vi har snakket med Rådet. Du kan komme tilbage til skolen.” Jeg så tvivlsomt på hende. Som om.  

”Jeg tror dine venner savner dig.” Sagde hun med en sukkersød stemme, det var som at få et stød. Mine venner. Jeg glemte alt omkring mig.

”Er de okay? Har de det godt?” Jeg lænede mig frem mod skærmen og Miss. Alexandria smilede.

”De har det godt. Vil du snakke med dem?” Jeg lyttede ikke til det Micka sagde. Jeg nikkede bare og mit hjerte bankede. Miss. Alexandria rejste sig. Hun gik om bag stolen og hendes plads blev taget af… Sebastian.

Han smilede til mig. ”Hej Emily, mand hvor har jeg savnet dig. Har du det godt?” Jeg nikkede og måtte kæmpe mod tårerne. Han lignede sig selv og han havde det godt. Mit hjerte gjorde ondt i mit bryst, og jeg længtes efter at omfavne ham. Grine sammen med ham.

”Jeg har det fint.” Min stemme knækkede over.

”Det er jeg glad for. Jeg håber vi snart kan ses igen.”

”Det håber jeg også. Jeg… har været bekymret.” Sebastian begyndte at grine.

”Bekymret for mig?! Det er ikke mig der er efterlyst.” Jeg kunne ikke lade vær med at grine.

”Hvad med de andre? Har de det godt?”

”Ja eller Liam har fået en hel måned eftersidning, han drev Paul til vanvid.” Jeg grinede igen, mens tårerne løb ned over mit ansigt. Det var typisk Liam. Hvor jeg dog savnede dem alle.

”Okay, du må hilse dem alle sammen.”

”Det skal jeg nok, pas godt på dig selv.” Sagde han. Før Miss. Alexandria kunne komme til skærmen, rejste jeg mig op og løb ud af rummet. Det gjorde ondt inden i. Hvor ville jeg gerne se mine venner igen. Jeg kunne ikke forhindre tårerne i at få frit løb.

Jeg kunne ikke bære det. Jeg måtte have luft. Jeg måtte have tid til at tænke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...