Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
5059Visninger
AA

13. Frihed eller ej

Jeg gik for mig selv og sukkede trist. Mandrew og jeg var stadig uvenner. Han var sur over at jeg havde sagt at alle Wild Ones var freaks. Jeg var ikke sur, jeg var bare ked af at han ikke forstod det. Forstod hvordan jeg havde det. Jeg gik ensomt rundt og ønskede at mit liv havde været anderledes. Hvorfor kunne jeg ikke have været normal? Jeg forbandede mine evner, som jeg for resten stadig ikke havde styr på. Lige så snart jeg lod mine kræfter slippe løs, var det som om jeg ikke kunne styre mig selv. Jeg blev en helt anden, og der gik et sus af energi og fryd gennem mig, som skræmte mig.

Så nu holdte jeg mig bare for mig selv. Jeg udforskede de mange underjordiske gange. Alene. I næsten mørke. Okay hvem prøvede jeg at narre? Jeg var faret vild. Typisk mig. Eric havde sagt at vi skulle træne igen, og så var jeg smuttet. Lige så snart Eric var gået fra mit værelse, havde jeg skyndt mig ned ad de ukendte gange. Kunne det blive værre? Jeg stoppede op lige efter at jeg havde tænkt den tanke. Det var nu der burde ske noget, som fik mig til at fortryde den sætning. Men der var stille og ret uhyggeligt. Jeg sukkede og forsatte min ensomme tur.

Det var som om det blev mørkere. Det var som om skyggerne trak sig sammen. Jeg kiggede mig over skulderen, men der var ikke nogen. Jeg kunne mærke min puls stige og mit hjerte bankede. Frygten greb fat i mig, selvom jeg prøvede at slappe af. Der lød en stille latter, som jeg med gru genkendte. Jeg vendte om og hastede ned ad gangen, mens mit hjerte sad helt op i halsen. Jeg kunne høre fodtrin, men jeg ville ikke sætte i løb. Den tilfredsstillelse ville jeg ikke give ham. Jeg prøvede at slappe af, men mit hjerte var på vej ud af mit bryst. Jeg drejede og stoppede op. Gangen endte blindt. Jeg trak vejret hurtigt.

Latteren var holdt op, og det samme var fodtrinene. Jeg vendte mig langsomt om, og jeg vidste hvad jeg ville få at se. Jeg tog en dybt indånding og vendte helt rundt. Jeg stod ansigt til ansigt med Max. Selvom jeg havde vidst at han ville stå der, fik jeg alligevel et så voldsomt et chok, at jeg gispede, veg tilbage og ramte ind i væggen. Jeg så op på ham. Han smilede et smil der afslørede alle hans tænder, og hans kolde øjne hvilede på mig.

”Jamen se hvad jeg fandt.” Han tog et skridt frem, og jeg veg ind mod væggen. ”Du burde ikke gå rundt alene. Man kan aldrig vide hvad mørke gange gemmer.”

”Hv… hvad vil du?” Stammede jeg. Jeg frygtede mest af alt, at han ville prøve at tage mit blod igen, og jeg ville lade ham gøre det. For jeg kunne ikke forhindre ham i at pille ved min hjerne. Alle vampyrer kunne manipulere med menneskers hjerne, og fordi Max var en Wild Ones, kunne han også pille ved andre magiske væsners hjerner.

Han lagde hovedet på skrå, og hans øjne så vurderende på mig. Jeg kunne mærke hvordan han studerede mig, og hvordan han så lige gemme mig. Kunne jeg kæmpe mod ham? Ja, men jeg ville sandsynligvis gøre mere skade på mig selv end på ham.

Hans læber krusede i et smil, som om han havde hørt mine tanker. ”Ikke noget, jeg undre mig bare hvorfor du går rundt alene.” Han lød faktisk venlig og en smule nysgerrig.

Jeg havde tænkt mig at sige et eller andet latterligt, men i stedet brusede sandheden ud af mig, før jeg kunne nå at tænke. ”Jeg gemmer mig for Eric. Jeg har ikke lyst til at træne mine evner, for det nytter ikke noget.”

Jeg fattede ikke hvorfor jeg fortalte ham det. Jeg stirrede bare ind i hans mørke øjne, og jeg kunne ikke rive blikket løs. Jeg kunne ikke andet end at lade ham få magten over mig. Jeg stod hjælpeløs og i hans magt, og han vidste det lige så godt som jeg.

”Nå da, da. Det er ikke så smart vel? Du har brug for at træne dine kræfter, ellers vil du aldrig lære styre dem. Som mennesker siger, Rom blev ikke bygget på en dag.”

”Hvorfor er du ikke ligeglad?” Jeg så udtryksløst på ham, og han fastholdte mit blik da jeg prøvede at se væk.

”Fordi både Eric og Enzo har ret på et punkt: Vi Wild Ones må holde sammen. Ingen andre forstår os. Heller ikke andre magiske væsner. Vi bliver udstødt og de frygter os. De ville med glæde fange hver eneste en af os, og holde os indespærret resten af vores liv. Og i mit tilfælde, i al evighed.”

Jeg var en smule forvirret. Jeg forstod ikke helt hvorfor han snakkede med mig. Jeg forstod ikke hvorfor han ikke bare kom med en eller anden spydig bemærkning, eller bed mig eller noget i den retning. Han kunne være ligeglad med om vi Wild Ones skulle holde sammen. For hvad ville lidt blod gøre? Det ville ikke gøre den store forskel.

”Hvad vil du mig?” Jeg havde på fornemmelsen der lå noget bag al den snak.

Han tøvede et øjeblik. ”Du vil gerne ud ikke?”

Jeg så på ham, og undrende mig over hvad han havde i tankerne. Men så nikkede jeg. ”Jo.”

”Jeg kan få dig ud.”

”Hvorfor?”

”Fordi jeg trænger til frisk blod, og ikke det donorpis Carlos skaffer til mig. Jeg vil gerne have selskab, og du er nok den eneste jeg kan få med ud. Jeg skal nok passe på dig. Vi er tilbage inden daggry.”

Jeg tøvede. Jeg ville gerne ud, men det virkede stadig risikabelt. Men så forsvandt mine bekymringer som dug for solen. Det var jo en god ide. Jeg burde helt klart tage med ham. Jeg nikkede ivrigt og smilede. Det ville blive super fedt, det var sikkert. Max smilede stort og trådte lidt tilbage.

”Godt, kom jeg kender en hemmelig smutvej.”

”Okay.” Jeg blev mere og mere opmærksom på mine egne tanker. Jeg fulgte efter ham, og kunne mærke at hans indflydelse langsomt blev mindre, så jeg bedre kunne tænke.

Vi gik ned ad flere gange, mens jeg kæmpede mod hans indflydelse. Men det var ikke nemt, for en del af mig ville jo gerne ud. Men den logiske del af mig sagde at det ikke var klogt. Jeg prøvede at samle tankerne, hvilket ikke gik særlig godt. Vi nåede en murstensvæg. Max begyndte at skubbe til nogle af murstenene, og de faldt ned lydløst på gulvet, så der var en åbning i muren. Hullet var sort og der var intet lys at se.

Max tog min hånd, og det gav et sæt i mig. Hans hånd var lidt koldere end et menneskes temperatur. Men det var ikke det, der gjorde at jeg reagerede som jeg gjorde. Nej, det var fordi han tog mig i hånden. Jeg skævede til ham, og overvejede om jeg skulle lade ham holde mig i hånden, eller om jeg skulle trække hånden til mig. Da han begyndte at hive mig med ind gennem den mørke åbning, besluttede jeg mig for at lade ham holde mig i hånden.

”Max?”

”Ja?” Sagde han stille.

”Vil du ikke nok lade vær med at pille ved min hjerne.” Det eneste svar jeg fik, var en latter. Murstene satte sig på plads ved hjælp af magi og så opslugte mørket os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...