Wild Ones *Færdig*

Jeg blev opmærksom på en summen der lød i mit hoved, mens hele min krop blev varmere. Blodet pumpede rundt i min krop, og jeg kæmpede voldsomt. ”Få hende væk! NU! Få hende beroliget, kraften er ved at slippe løs!” Råbte Miss Alexandria. Hun havde ret. Jeg kunne mærke den, men jeg kunne ikke styre den. Det bredte sig i hele min krop, og så eksploderede den…

Følg Emily, en pige på 16 der har enorme kræfter og må kæmpe for at være fri. Samtidig prøver hun at forstå det hun er. Der er mange med onde hensigter, som vil udnytte hendes kraft. For Emily tilhører en meget sjælden gruppe som kaldes Wild Ones, på grund af deres store, mystiske og ukontrollable kræfter.

55Likes
68Kommentarer
5044Visninger
AA

7. Alt andet end almindelig

Jeg følte mig endelig hjemme. Dem der var her, var ligesom mig. Magiske væsner der var frygtet på grund af deres evner. Jeg mødte mange magiske væsner, med forskellige former for magi og forskellige grader af kraft. Jeg gik meget sammen med Mandrew, som fortalte mig historier og præsenterede mig for forskellige personer. Grotterne under jorden var meget hyggelig, og mindede ikke om klamme uhyggelige grotter som man altid ser i film. Disse var skabt med magi og blev opretholdt med magi.

Der var et træningslokale, stue, køkken, spisestue, opholdsrum, værelser, noget der mindede om et bibliotek, et stort IT-rum og et laboratorium, som jeg holdte mig langt væk fra. Jeg havde set folk træne, forlade grotterne og bruge IT-systemerne til at hacke sig ind i andres computere og finde brugbare filer.

Mandrew og jeg delte værelse. Der var ikke så mange værelser, og desuden havde jeg ikke noget mod at dele værelse med Mandrew. Han var hurtigt blevet en god ven. Jeg kendte de fleste nu.

Der var selvfølgelig Eric, som var omkring 45 år. Han var den der havde samlet denne gruppe, for at beskytte Wild Ones mod andre magiske væsner, som ville udnytte os eller låse os inde. Eric var magiker. Så var der Peter, som jeg havde set på min første dag. Han var en blandingsrace, men man vidste kun at han var halv formskifter. De andre Wild Ones vidste ikke hvad han ellers var.

Xavir var en varulv og var en af de stærkeste varulve nogensinde. Selv i hans unge alder, var han meget større og stærkere end andre Wild Ones, som også var varulve. Nova var heksen med det sorte hår, som havde været med til, at føre mig hertil. Hun var 25 og en der ikke tøvede med at give drengene et blåt øje. Alvin var en alf og omkring de 30 år. Han var høj og smuk. Hans vinger var gemt på ryggen og han gik tit i løse klæder.

Kylian var en af de tre varulve, som befandt sig blandt os. Han var 22 år og mega stor som varulv. Han var skæmmende som varulv, og lige så høj som Peter i sin ulveskikkelse.  Blandt os var der en healer som hed Carlos. Han var magiker og gik tit og snakkede med Eric.

Ariadna var en lyselver og utrolig smuk. Jeg havde set hende flere gange og kunne ikke lade vær med at stirre. Hendes hår var hvidt og hun var meget yndefuld. Hun gik altid i lange kjoler, i lyse farver. Lola var også elver, men en naturelver som tit havde sit hår i en hestehale og gik i mere praktisk tøj. Men hun var næsten lige så smuk som Ariadna. Izan var en formskifter ligesom Mandrew, og de to udfordrede tit hinanden.

Julia var den tredje varulv og den eneste kvindelig varulv blandt os. Hun var omkring 23 og meget hidsig. Hun var utrolig hurtig, meget hurtigere end Kylian og Xavir. Julia var meget god til at løbe. Både i menneskeskikkelse og i ulveskikkelse. Hun havde meget svært ved at styre ulven i sig. Der var også Micka, som var 34 år og magiker. Der var selvfølgelig også mig og Mandrew.

Blandt os var der to mere, som jeg endnu ikke havde mødt. Den ene var Enzo, som var en meget kraftfuld Warlock på 567 år. Men Mandrew sagde at han ikke lignede en, der var en dag over 25. Til sidst var der William, som var en af de kraftfuldeste vampyrer i nutiden. Han var 298 år.

Jeg ville virkelig gerne møde dem, selvom en del af mig udviste ærefrygt ved tanken. Især tanken om at møde en meget kraftfuld og farlig vampyr.

 

 

Jeg sad sammen med Mandrew i opholdstuen. Jeg ville så gerne øve mig med min magi, men Eric ville afprøve dem først og have mig gennem en undersøgelse, hvilket gjorde mig nervøs. Jeg havde ikke den største tiltro til healer og heller ikke de bedste oplevelser med dem. Men healeren, Carlos, var først vendt tilbage efter 2 uger. Han havde været i gang med at overtale andre healer, til at stoppe deres indfangelse af Wild Ones og deres forsøg på at neddysse deres kræfter. Selvfølgelig talte han for døve ører.

”Se her Emily.” Mandrew afbrød mine tanker, og jeg vendte hovedet mod ham.

”Du har set hvad en almindelig formskifter kan. Skifte form, så man ligner et hvilket som helst dyr. Skifte dele af kroppen ud med et dyrs lemmer. Men nu skal du se hvad jeg kan. ”Jeg smilede og så nygerrigt på ham.

Hans hår blev længere og skiftede farve, så det blev hvidblondt. Hans øjne skiftede farve så de blev blå. Han blev mindre muskuløs og mere spinkel. Fik former og blev mindre. Jeg kunne ikke holde et chokeret gisp tilbage. Foran mig, sad en tro kopi af mig selv.

”Hej Emily.” Sagde han med min stemme. Det var ikke muligt! Sådan noget lå udenfor en formskifteres rækkevidde. Men Mandrew smilede et af mine smil og der gik det op for mig.

Ingen af os var almindelige. Vi lå uden for almindelig magi. Mandrew var mere end bare en formskifter. Han var meget mere og meget mere kraftfuld. Vi kunne prøve på at blive accepteret blandt andre magiske væsner, men vi ville altid skille os ud. Vores magi ville altid ligge udenfor andres rækkevidde. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...