You're an idiot, but I love you anyway - Jason McCann

Jason McCann er ikke den bedste at hænge ud med, han ryger, drikker og tager stoffer, han er meget kendt hos politiet, men hvad folk ikke ved er at han har en anden side, han har nemlig en god side, en dejlig, charmerende og blød side. Men den skjuler han nærmest for alle, men nogle gange bruger han den da. Men en dag møder Jason Haley, som han bliver helt skudt i, men hun kender ham godt fra aviserne og fjernsynet, så hun vil ikke have noget med ham at gøre. Haley er en meget naturlig pige, hun er ikke vild, men megt rolig, det modsatte af Jason, men ikke fin på den, bare en normal teenager. Jason vil helt vildt gerne have hendes opmærksomhed, selvom han plejer at være ligeglad hvad folk synes om ham og han bliver frustreret over det og ender med at bortfører hende. Hvad vil der ske med dem? Vil Haley blive forelsket i ham? Vil Jason vinde hendes hjerte? Kan Jason stoppe med de dårlige vaner? Eller vil Haley blive ligesom ham og begynde at lave hærværk, ryge, drikke eller dræbe?

49Likes
116Kommentarer
10436Visninger
AA

2. Kapitel 1 - Jason McCann

Haleys Synsvinkel

Jeg var på vej hjem fra skole, sikke en kedelig dag i skolen, jeg var virkelig tæt på at falde i søvn. Vi havde haft historie, matematik, engelsk, biologi og samfundsfag. Jeg hadede onsdage, de var lange og kedelige! Men endelig havde jeg fået fri, dejligt! Jeg gik hen af den næsten tomme gade, hvor der var helt stille. Jeg gik lidt i mine egne tanker og hørte musik på min iPod på vejen hjem. Det gjorde jeg faktisk hver dag, der skete ikke så meget i mit liv, det samme hver dag, dog var jeg nogle gange sammen med et par veninder, men ikke så tit, da jeg ikke rigtig gad, jeg ville hellere hjem, mærkeligt nok, for der skete absolut ingenting. Totalt kedeligt. Jeg boede med min mor og far selvfølgelig, jeg var jo kun 16, såå...

Men jeg havde også en lillesøster, hun var 13, hun var ret irriterende for at sige det lige ud. Hun var en diva med stort D, hun opførte sig som om hun ejede det hele og det irriterede mig helt vildt, jeg kan ikke tage når folk på min alder er sådan og så er min lillesøster på 13 det? Lidt wierd, I know, men jeg er ikke den der bestemmer over hende, kun når vores mor og far ikke var hjemme. Men jeg havde også en storebror, han var 18, men han boede stadig derhjemme, han sad næsten altid på sit værelse og dovnede.

Jeg vågnede op fra mine tanker da jeg gik ind i noget eller rettere sagt nogen. Jeg væltede ned på numsen, hvilket faktisk gjorde liiiidt ondt. Jeg så et par fødder foran mig og jeg kiggede langsomt op af personen foran mig. Det var en dreng, en brunhåret dreng, jeg kunne ikke se hans øjne fordi han havde solbriller på. Og solen skinnede ingen gang? Mærkeligt. Han satte sig ned på hug foran mig og så tog han sine solbriller af og så på mig, nu opdagede jeg at han havde brune øjne, dejlig fortryllende øjne.

"Det må du altså undskylde, jeg så dig ikke." Sagde han op rakte en hånd hen til mig, jeg tog imod den og kom op og stå. Jeg tog mine ørepropper (iPoden) ud og så ordenligt på ham, jeg havde set ham et eller andet sted før? Hvor var det nu? Nååh, ja! Fra nyhederne og i aviserne, han var Jason McCann. Vent!? Jason McCann! What the fuck?

"Du er Jason McCann!" Udbrød jeg lidt højt, men det var heldigvis ikke så mange her i gaden, her var faktisk ikke andre end os, jeg hadede også at gå igennem her, for at komme hjem, men det var kortest.

"Shh!" Tyssede han på mig og tog hans finger op på min mund. "Folk skal ikke vide det." Sagde han så og fjernede sin finger. Hvad havde han gang i? "Men nu når du ved hvad jeg hedder, må jeg så ikke vide hvad du hedder?" Spurgte han og blinkede med øjet. Jeg stod bare lammet og gloede på ham.

"Nej, du må ej!" Råbte jeg surt efter jeg var kommet til mig selv. Jeg trådte et skridt tilbage, så vi ikke stod så tæt. Han så forskrækket på mig, nok fordi jeg råbte.

"Hvorfor ikke?" Spurgte han undrende.

"Fordi..." Jeg havde jo egentlig ikke nogen grund. "Bare lad mig være, okay!" Snerrede jeg så til sidst og vendte mig om og begyndte at gå hjemad.

"Haley, vent!" Hørte jeg en råbte, jeg gik ud fra det var Jason, men jeg fortalte ham sgu da ikke hvad jeg hed? Hvad i helvede? Jeg tænkte mig lidt om og vendte mig så om og så han kom løbende mod mig. Jeg sukkede lydløst, helt ærligt, hvorfor kunne han ikke bare lad mig være? "Må jeg ikke få dit nummer?" Spurgte han bare. Det blev jeg lidt overrasket over.

"Nej, du må ej!" Sagde jeg irriteret, han gik mig altså på nerverne nu.

"Haley, kom nu.. Du er rigtig smuk" Sagde han så og smilede lidt til mig. Der slog det mig, mit navn står på min skoletaske, som jeg jo havde på ryggen. Én af mine veninder skrev det engang på min koral blå taske med en glimmer tusch. Det var rigtig flot skrevet. "Hallo?" Sagde han og viftede med sin hånd foran mig.

"Så du vil have mit nummer, fordi jeg er lækker?" Sagde jeg så og så lidt dumt på ham. Han svarede ikke så jeg vendte mig om og begyndte at gå igen. Han sagde ikke noget, så derfor forsatte jeg bare hjem og efter lidt tid nåede jeg hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...