Natmand

Et oneshot, om angst. En ting jeg nok aldrig slipper af med.

3Likes
0Kommentarer
762Visninger

1. Oplevelsen

 

Jeg kiggede på mit læder ur: 16:58, men det kunne man ikke se for det var mørkt som var det nat. Jeg tog lidt hårdere fat i Lauras hånd og hun forstod tegnet: hurtigere. Ikke fordi at jeg på det tidspunkt var angst, nej vi var ved at komme for sendt.

...

Et gadekryds og et par hjørner senere kigger jeg igen på mit ur: 17:02. Vi var kommet for sendt det vidste jeg, for rigtigt begyndte undervisningen kl. 16:50, men Christina - vores lærer, vidste godt vi kørte med tog. Vi var ved at være der. Det havde været en stille aften, få biler gennem gaderne, og ingen mennesker at se. Vi var lige gået forbi den lille skole der lå på hjørnet, og nærmede os den kreative skole.

Det var ikke fordi at jeg hørte noget specielt, det er jeg sikker på idag. Men jeg ved, at jeg vendte mig, jeg ved hvad jeg så. Jeg så en ung mand, foruroligende tæt ved. Jeg har fået at vide at det ikke er pænt at gå i nakken på en anden, og nu ved jeg hvorfor. Jeg kiggede ikke på ham mere end få sekunder, men han var tæt på, og jeg husker hans ansigt; mørk -han var nok fra et andet land, han havde markante øjenbryn, og næsten skaldet, for man kunne se hårstuppende. Jeg tror at jeg husker at han havde en cigaret i munden, men det er ikke noget jeg er sikker på.

Jeg løb, der var cirka 20 meter tilbage til skolen, jeg var der næsten. Laura kiggede og satte også i løb. Jeg husker at han råbte efter os, hvad husker jeg ikke. Jeg ved ike om han løb efter os, men da vi var kommet ind og havde pustet ud, var han der pludselig også.

Han spurgte flere gange hvorfor vi løb, tilsidst måtte vores lærer bede ham gå. mange af de andre spurgte ind til vores oplevelse.

...

Jeg traskede ind ad døren, mor lå i sofaen og hang, og far sad med åben dør på sit kontor. Jeg trak skoene af, smed tasken i hjørnet, og smed derefter mig selv i sofaen. Nabo datteren lejede med min lillesøster, men de forsvandt meget hurtigt ovenpå.

 

Efter lidt tidstilhed kunne jeg mærke det sved bag øjen lågene, ja det gjorde ondt. Tårene vile bare ud. De løb ned fra mine øjne til min mund. Den lidt salte smag af tåre mødte mine læber. Grådkvalt måtte jeg jo fortælle mine forældre hvad der var sket. Jeg tror at både mig, mine forældre og Laura prøvede at tage det fra den lyse side af: han kom jo og spurgte om hvad vi blev bange for. Men jeg tror bare at også den handling vender jeg igen om til noget negativt og uhyggeligt. Vi snakkede aften hen...

                                                                                            

Orhh, det havde været så ubeskriveligt forfærdelig. Det er måske lidt ligesom at falde ned ad sin stol, -uden nogen trækker stolen væk, bare ad sig selv. Man får chokket, det gjorde lidt ondt, men man mærker bare chokket lang tid efter. Laaaaaang tid efter som en lille føelse indeni. Jeg tror jeg glemte det lidt. Heldigvis. men en dag knækkede jeg, og skabte en angst for de 200 meter der er til skolen fra stationen. De 200 meter, er en lang tur med dårlig mave fornemmelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...