I stedet for dig

Madeline (Maddie) på 17 har mistet sin kæreste Keegan i en bilulykke. Hun er dybt ulykkelig, men da der er gået et år efter hans tragiske død, møder hun Chad. Men hun kan da aldrig komme til at elske ham, når hun elsker døde Keegan. Eller kan hun?

60Likes
37Kommentarer
4266Visninger
AA

7. Kap. 7

 

”Jeg tror han har fundet mit smil igen”

 

”Det er super lækkert. Det har vi gjort godt” siger jeg med munden fuld af mad og Chad griner. ”Vi?” Spørger han med et stort smil. ”Ok… Dig, så” mumler jeg. Vi spiser lidt i tavshed, efter at have snakket, grint og fjollet i halvanden time, mens vi lavede mad. Jeg føler mig så behageligt tilpas i hans selskab. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er jeg nok ved at blive forelsket i ham. Bare lidt.

Jeg skriger højt og Chad griner. Hurtigt tager jeg hans hånd og klemmer den. ”Det er jo en uhyggelig film!” Siger jeg og han nikker. Han ser smilende på mig. Det er mørkt udenfor, og hans fladskærm lyser stuen op. Vi sidder tæt i hans sorte lædersofa og ser en gyserfilm. Jeg ligger mit hoved på hans skulder og trykker mig tættere ind til ham. Hans ene arm ligger om mine skuldre. Det føles ikke forkert. Faktisk, så er det ganske rart. Og så dufter han helt vildt godt. Jeg kan ikke længere fokusere på filmen, men kun på ham. På hans varme arm, som ligger om mig. Hans bløde hånd, som holder min. Han er slet ikke ligesom Keegan. Chad er mere mand. Han føles mere voksen. Jeg får dårlig samvittighed over at sammenligne dem. Det har de jo ikke ligefrem bedt om… Da filmen er færdig rejser vi os. ”Jeg må hellere se at komme hjem” mumler jeg og han nikker.  Han tager min hånd igen og fører mig ud i entreen. Da jeg har fået sko og jakke på, giver jeg ham et langt kram og et kys på kinden. ”Vi ses” siger jeg og han smiler svagt til mig. ”Skriv når du er kommet hjem, ikke?” siger han og giver min hånd et lille klem. Chad står længe og kigger efter mig. På vejen hjem, runder jeg kirkegården. Jeg tøver med at gå derind. Gitteret knirker, da jeg trækker det fra. Stenene og gruset knaser under mine fødder, da jeg lister hen over det. Der er så stille og fredfyldt på kirkegården om natten. Jeg kender vejen til Keegans grav ud og ind, og er der i løbet af ingen tid. Tungt sætter jeg på jorden og begynder at tale: ”Chad er faktisk rigtig sød” starter jeg og er faktisk glad for, at han ikke kan svare. ”Jeg tror måske, at han har fundet lidt af mit smil frem igen. Du har jo altid gået op i, at jeg skulle være glad. Og det tror jeg måske, at jeg er ved at blive” hvisker jeg ud i natten og ser op mod himlen. Der er en stjerne, som lyser og blinker lidt mere end de andre. Tanken om, at det måske er Keegan der sidder deroppe, gør mig glad. ”Jeg håber du synes om Chad. For det gør jeg” slutter jeg og rejser mig. ”Jeg elsker dig, Keegan” mumler jeg og går ud af kirkegården. Jeg mærker nogle underlige følelser indeni. Det føles lidt som om, at jeg er ved at give slip. At jeg er ved at give slip på Keegan. Den fyr, som jeg troede var min eneste ene. Som havde været min eneste ene, hvis han ikke var blevet flået fra os. Han elskede mig til månen og tilbage igen og omvendt. Og nu, et år efter, er jeg ved at give slip. Det føles befriende, men samtidig gør det ondt. Jeg vil gerne give slip på ham. Det vil jeg altså.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...