I stedet for dig

Madeline (Maddie) på 17 har mistet sin kæreste Keegan i en bilulykke. Hun er dybt ulykkelig, men da der er gået et år efter hans tragiske død, møder hun Chad. Men hun kan da aldrig komme til at elske ham, når hun elsker døde Keegan. Eller kan hun?

60Likes
37Kommentarer
4050Visninger
AA

1. Kap.1

 

”Minderne står så stærkt, at der stadig er et bånd imellem os.”

 

Med et dybt suk smækker jeg min bærbar sammen. Det store og glade billede af Keegan forsvinder og jeg ser hen på mit natbord. Der er endnu et billede af ham. Og bag det, står et billede af ham og jeg der omfavner hinanden i haven. Jeg savner ham. Hver evig eneste dag kører hans smilende ansigt rundt i mit hoved. Det var også så forbandet uretfærdigt, at det var ham der blev ramt. Kunne lastbilen bare have ramt mig i stedet. Så havde jeg sluppet for at gå hver evig eneste dag, og tænke på én, som alligevel aldrig kommer tilbage. En som alligevel aldrig kommer til at holde om mig igen. At elske én, som ikke længere eksisterer. I dag er det et helt år siden Keegan blev taget fra mig. Fra hans familie og fra verden. Jeg kniber en enkelt tåre, og tørrer den hurtigt væk. Keegans far kommer og henter mig om et øjeblik, og så skal vi holde en mindehøjtidelighed for ham. Jeg har den sølvfarvede kjole på som Keegan købte til mig, dengang vi var i Barcelona sammen. Jeg har ingen makeup på, for han kunne bedst lide mig uden. Da jeg ser Keegans fars grå bil holde uden foran vores lille rækkehus, skynder jeg mig at tage jakken over hovedet og smutte ud ad døren. Keegans far Claus står rank og ser på mig med et sørgmodigt smil. ”Hej, Maddie” hilser han og giver mig et ordentligt bjørneknus. Jeg sætter mig ind i bilen ved siden af Claus, og han kører. Jeg ser husene og træerne suse forbi os og jeg tænker tilbage. For lidt over år siden, sad Keegan og jeg i denne bil, med flettede fingre og højt humør. Og nu sidder jeg med hans far og vi er bestemt ikke i noget højt humør.  Da vi stopper ude foran deres store villahus, tager vi begge en dyb indånding. ”Hele familien er vel derinde?” Spørger jeg og han nikker. ”Det skal bare overstås” sukker han og vi stiger ud.  Jeg hilser på alle medlemmer i Keegans familie. Den store stue er pyntet fint op, og ved det lange spisebord, er der dækket op til 25 personer. For enden af bordet, står et stort skolebillede af Keegan. Da jeg har sikret mig at ingen kigger, smutter jeg lynhurtigt op ovenpå. Jeg lister ned for enden af gangen til Keegans værelse, og åbner døren. Alt står, som da han forlod det. Jeg har så taget nogle af hans ting, som nu står på mit værelse. Der ligger stadig brugt tøj på gulvet, og nogle bilblade ligger og roder på hans skrivebord. Over hans seng hænger et stort billede af ham og mig. Langsomt sætter jeg mig ned i sengen og aer blidt puden med en hånd. Den første uge efter hans død, sov jeg her. I denne seng. Jeg duftede konstant til dynebetrækket og forstillede mig, at han lå ved siden af mig. Men det gjorde han ikke, og det vil han aldrig nogensinde komme til. Tanken giver mig et ubehageligt sug af smerte i maven og jeg ryster på hovedet.  Vi var kærester i to år. Jeg var 14 år gammel, og Keegan var 16 da vi mødtes. Det var i byparken, og jeg gik rundt med mine veninder og han med sine venner. Vi havde haft kig på hinanden i længere tid, og vi havde gloet åbenlyst på hinanden, på caféer og andre offentlige steder. Men den dag i byparken, for lidt over tre år siden, gik han hen til mig og præsenterede sig. Og derfra gik det stærkt. En uge efter det møde var vi kærester, og det er vi på en måde stadigvæk. Ingen af os har jo slået op. Men hvordan skal han også kunne det, når han er død?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...