One More Fucking Love Song [SHINee]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2012
  • Opdateret: 11 sep. 2013
  • Status: Igang
SHINee er et ret berømt Kpop-band. Alle i Korea kender dem, og mindst hver anden pige, ville sukke dybt bare ved lyden af deres navn. Men drengene er ikke helt så perfekte som de alle tror. For hvad nu hvis to af dem slet ikke er til piger? Men i stedet er til... hinanden? For sådan har Taemin det. Han er helt væk i sin Hyung Onew. Men kan han tillade sig det? Især når Onew HAR en kæreste? En PIGE kæreste. Og hvem er hende den underlige pige, der er begyndt at dukke op over alt?

18Likes
40Kommentarer
3573Visninger
AA

4. Kapitel 3

Onew P.O.V:

Taemin sad stadig på sin plads, og stirrede ned i bordpladen, mens jeg rodede op. Key, som ellers plejede at være den der rodede op, var jo inde for at finde ud af det med fjeren. At han gad. Men så slap jeg jo for at finde ud af det. Jeg havde virkelig lyst til at vide hvilken fugl der havde så store vinger.

"Hvad så Taemin? Er der noget galt?" spurgte jeg ham. Straks kiggede han op på mig med store øjne, blev rød i kinderne, og nikkede så bestemt på hovedet.

"Nae. Jeg... uhm... ikke noget." mumlede han hurtigt, inden han rejste sig op, og endnu en gang løb ind på sit værelse. Jeg kiggede undrende på ham, hvorefter jeg tørrede et glas af, og satte det på plads. Mon jeg skulle gå ind til Taemin og se om han var syg? Men det var han sikkert ikke. Så ville han jo have sagt det. Eller ville han? Den slags sagde han mest til Key. Ikke at jeg var helt vild efter at høre at han skulle kaste op. Men jeg var jo hans Hyung. Jeg kunne vel godt hjælpe? Måske? Eller måske ikke. Jeg var i tvivl.

Jeg smed viskestykket fra mig, kiggede lidt rundt i køkkenet. På resten af opvasken, det, nu våde, viskestykke. Jeg var kommet til at smide det i vasken. Gryderne som var fyldt med madrester.

"Ja, det er vist fint." sagde jeg hurtigt, inden jeg gik ud af køkkenet. Key skulle nok ordne resten. Jeg gav bare Jonghyun skylden, hvis han blev sur. Jep, det skulle nok gå. Og hvis ikke... fandt jeg på noget hen af vejen. Måske kunne jeg låse mig inde i Jonghyuns hus med hans nøgle? Men hvorfor skulle jeg dog bo der?

Jeg bestemte mig derfor at gå en tur. Udenfor var det stadig varmt, selvom solen var gået ned. Derfor lod jeg jakken hænge, og gik mod den indre by. Jeg kunne sikkert godt blive ude noget tid. Inde i byen var alle diskotekerne åbne, og folk dansede halvfulde rundt. Jeg kiggede efter et diskotek, som så interessant ud. Jeg var tit i byen alene, eftersom jeg kunne drikke mere end de andre. Til sidst gik jeg ind på et stort diskotek.

Hurtigt var jeg inde, og kiggede rundt på alle de dansene kroppe. Henne ved baren sad en masse mennesker, som helt sikkert var alene. Jeg gik der hen, og satte mig på en ledig stol. Efter at have bestilt en drink, vendte jeg mig om, og kiggede på dem som dansede. Ingen jeg kendte.

En pige satte sig ved min side, med en drik i den ene hånd. Ligesom mig, kiggede hun på de dansende mennesker. Jeg ventede på at hun ville sige noget. Hun havde vel sat sig ved min side, fordi jeg var berømt, ikke? Men hun sagde intet. I stedet løftede hun bare sin drink op til munden, og smagte let på den. Jeg udnyttede chancen til at kigge en smule på hende. Hun havde langt brunt hår, som faldt faldt ned omkring hendes ansigt. I hendes øre hang et par store sølvøreringe. Trøjen var sort og stram, det samme var bukserne. Et bredt bælte, med sølvpigge på, hang let over hendes hofter.

Pludselig begyndte hun at tale.

"Yo, du ved, når en ven er trist, hjælper det at gå i byen ikke. Man burde snakke med vennen." hendes øjne var stadig rettet mod dansegulvet.

"Eh? Snakker du til mig?" spurgte jeg forvirret hende. Hun smilede skævt, lagde benene over kors, og hvilede sig op af baren. Så kiggede hun endelig hen til mig. To grønne øjne blinkede til mig, som smaragder.

"Burde du ikke hjælpe Taemin Oppa?" spurgte hun så. Så satte hun drinken fra bordet, rejste sig op, og begyndte at gå sin vej. Jeg rynkede panden, og kiggede ned i mit glas. Pludselig begyndte jeg at tænke på hans reaktioner i min nærhed igennem. Mon... mon han var syg? Skulle jeg snakke med ham?

Jeg kiggede op for at spørge pigen som tydeligvis vidste mere om Taemin end jeg gjorde. Men hun var der ikke. Hurtigt rejste jeg mig op, og kiggede i menneskemængden. Hun kunne da ikke bare være forsvundet, kunne hun? Men hun var ingen steder at se. Derfor bestemte jeg mig at tage hjem til Taemin og spørge ham. Lige da jeg skulle forbi den stol hun havde været på, lagde jeg mærke til fjeren. Den store hvide fjer.

 

_______________________________________________________

Hey, sorry det er længe siden jeg har skrevet, men har mange eksamen lige for tiden, så har ikke vildt meget tid. I'm So Sorry (But i love you)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...