Forandret for altid. - OneDirection.

Den sytten årige Tasje Ausch bliver mobbet i skolegangen. Hendes lærer prøver at hjælpe hende, men hun undviger dem altid.
Da hun bliver kørt ned af fem drenge, ændres hendes liv foraltid.

3Likes
2Kommentarer
1103Visninger
AA

2. Fem mærkelige drenge.

Jeg gik rundt ude på gangene. Jeg var bare gået midt i timen. Min lærer ledede stadig efter mig, men jeg forsvinder altid når han har fundet mig. Pigerne har ødelagt mine lektier som de altid gør. Jeg ved ikke hvorfor, men de hader mig alle sammen. Det eneste jeg har gjort, er at komme ind i klassen i femte. Men det er nok derfor. Mine forældre er rige, meget rige. Men jeg bruger ikke de penge. Jeg er død forkælet, jeg gider bare ikke bruge de penge, tøj, sko, smykker og det der. Jeg vil bare være mig selv og ikke følge de andre. Jeg havde lige været inde i klassen og hente min taske, også var jeg på vej hjem. På vejen kan jeg da godt fortælle om mig selv. Jeg hedder Tasja Ausch. Jeg er sytten år, og går på gymnasium. Jeg bor i Danmark, men skal snart på studietur i London. Jeg har tre brødre, selvom jeg ikke må se den ene. Også har jeg en død bror. Jeg hader musik, derfor kender jeg ikke de fleste musikere. Mine forældre er ikke skilt, men de er jo heller aldrig hjemme. Det var vel det? Jeg gik direkte ud foran en bil, da jeg ville gå over vejen. Bremserne på bilen hvinede. Jeg skreg, og lidt efter blev det hele sort. *** Jeg 'vågnede' lidt efter. Troede jeg. Jeg havde lagt i koma i tre dage. Jeg kunne ikke bevæge min krop, men jeg kunne sagtens blinke. Der lå to drenge på en seng ved siden af mig, de sov begge. På to stole sad der også to drenge. De sov op af hinanden. Jeg prøvede at smile lidt. Det kunne jeg ikke. Lægerne var lige gået, og drenge var vågnet da de kom ind. "Hej." sagde en dreng med krøller, stille. Jeg kiggede på ham, uden at smile eller se sur ud. Min mund var en streg. Drengen så lidt skræmt ud, og bakkede lidt bagud. Jeg prøvede meget at smile. Jeg kunne bare ikke. Lægerne kom lidt efter, for at tage en blodprøve. De forklarede drengene at jeg ikke kunne bevæge mig, det vil mene at jeg heller ikke kan snakke. De nikkede og kiggede hen på mig igen. Lægerne var gået, og drengene havde sat sig på sengen ved siden af. Vi havde bare set på hinanden, men jeg undrede mig stadig over hvorfor de var her. Ikke lang tid efter faldt jeg i søvn. Jeg var faldet i søvn med åbne øjne, da jeg plejer at gøre det ovre i skolen. *** Jeg vågnede næste dag ved den der bib bib lyd der fortalte at jeg var i live. Drengene sad og kiggede på mig da jeg åbnede øjnene. Jeg kunne endelig bevæge min krop, så jeg satte mig op. Jeg drejede mit hovede så jeg kunne se på drengene. "Hvorfor er I her egentligt?" spurgte jeg genert. De kiggede lidt chokeret på mig, men rystede så på hovedet. "Det var os der fandt dig." sagde en dreng med brunt hår nervøst. Jeg nikkede stille, jeg var ikke helt sikker på at han talte sandt. Jeg kiggede på de andre der kiggede væk. "Jeg tror ikke på dig." sukkede jeg. De kiggede lidt på mig, og kiggede så væk. Ham den krøllede hår dreng nikkede. "Vores ven kørte dig ned." hviskede han. Jeg kiggede bare hen på ham, og smilede. "Og hvor er denne dreng så?" spurgte jeg glad. "Ude på gangen." sagde krøllede hår dreng. "Hent ham." Jeg smilede sødt til dem. De nikkede nervøst, også hentede krøllede hår dreng ham. Jeg kan ikke deres navne, så ham kalder jeg krøllede hår dreng. Jeg smilte lidt af mine tanker. Krøllede hår dreng kom ind sammen med en anden dreng med brunt hår, stribede trøje og cowboybukser. Jeg smilede til ham, og fik et lille smil tilbage. "Han kørte dig ned." sagde en anden dreng med lyst hår, stille. Jeg kiggede stadig på stribede trøje drengen. Jeg smilte stort til ham, og bad ham komme hen til mig. Han kom stille hen til mig. "Du skal ikke være bange. Jeg er ikke sur, jeg vil bare gerne takke dig." sagde jeg med et stort smil på læben. Drenge kiggede overrasket på mig. "Hvorfor takker du mig?" spurgte han. "Du har bevist at mine forældre ikke bryder sig om mig." forklarede jeg, bare ikke med et ligeså stort smil. "Kan de ikke lide dig?" spurgte en anden dreng med brunt hår. Jeg rystede på hovedet. "Kan I måske se dem? I er de eneste der har været her for mig." sagde jeg med et smil på læben. "Men bare lige.. Hvad er jeres navne?" spurgte jeg flovt. "Ved du ikke det?" spurgte en dreng med sort hår. Jeg rystede flovt på hovedet. "Drengen nu takker, hedder Louis. Den sort håret er Zayn, den lys håret er Niall, den anden brun håret er Liam og jeg er Harry." sagde krøllede hår dreng, og smilede. "Hvad hedder du så?" spurgte Louis. "Tasja Ausch." sagde jeg stille. "Det lyder som om du hedder Tasja Auv." sagde Niall, med et lille grin. "Det er tysk." sagde jeg med et lille grin. "Er du tysker?" spurgte Liam. "Nej. Jeg er dansker." sagde jeg glad. "Fedt." sagde Harry. "Hvorfor snakker i egentligt engelsk, er I ikke danskere?" spurgte jeg. De kiggede lidt på hinanden, og grinte så. "Vi er fra London. Vi er et kendt band." sagde Louis grinende. Jeg spærrede mine øjne op og kiggede på dem. "Hvad hedder jeres 'band'?" spurgte jeg, og lavede gåseøjne ved band. "One direction." sagde Harry. One direction. Jeg smagte lidt på ordet, og rystede så på hovedet. "Kender ikke det band." sagde jeg smilende. De kiggede lidt på hinanden, og nikkede så. Liam og Niall rejste sig for at hente noget, imens Louis, Harry og Zayn kom hen til mig. De bad mig sætte mig op, også satte de sig ved siden af. Liam og Niall kom med en computer, og gav den til Louis også satte de sig ved siden af. Louis tastede deres band ind på youtube, og satte den så på mit skød. Jeg lyttede efter i starten, og slukkede så computeren. "Hvorfor gjorde du det?" spurgte Louis. "Dårlig." svarede jeg enkelt, kort og ærligt. De kiggede alle lidt såret på mig, udover Zayn der stadig ikke har sagt noget. "Undskyld." mumlede jeg. "Men jeg hører ikke så meget musik. Faktisk intet." De kiggede lidt overrasket på mig, og nikkede så.

"Vi bliver nød til at gå nu." sagde Harry, efter vi havde snakket i lang tid. "Men kan vi få dit nummer?" spurgte Louis. Jeg nikkede og skrev mit nummer på alle deres mobiler, og vinkede farvel til dem da de gik.

Jeg sad lidt og kiggede ud i luften da de var gået. Nu ville det hele blive normalt igen. Ingen forældre til at holde øje med en. Ingen venner. En tåbelige skole. Mobberi. Jeg sukkede og lagde mig ned. Jeg faldt hurtigt i en dyb dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...