Da alt ændrede sig

Alma har boet på en fattiggård siden sin mors død. En dag hun stjæler et æble ændres alting for hende.
En meeeeeget kort historie, som jeg ikke regner med at gøre længere ._.

0Likes
0Kommentarer
610Visninger

1. 1 kapitel

 

Jeg løb. Jeg havde lige stjålet et æble, fra en frugt bod, på Markedspladsen. Jeg kiggede mig tilbage over skulderen. Ham, der havde boden med æblerne, var et godt stykke bagud. Jeg drejede om et hjørne mellem to huse. Han var nu tæt nok på til at have set det, så jeg løb videre bag husene, men i et smule langsommere tempo. Jeg vidste hvad jeg skulle gøre. Det var ikke første gang jeg havde én, fra Markedet, efter mig. Igen så jeg tilbage. Han så ikke ud til at være på samme side som mig. Jeg kunne se bakken (min ven) længere fremme. Når jeg kom over den, ville jeg smutte ind i en have, så det ville se ud som om, jeg var drejet ud på vejen. Jeg smilede for mig selv. Planen kunne ikke slå fejl. Det var jeg så sikker på. Jeg kom tættere og tættere på bakken. Men pludselig var det ikke bakken der nærmede sig. Det var jorden. Jeg var snublet over en sten. Jeg satte mig op og kunne tydeligt mærke, at jeg havde slået knæet. Og jeg så at æblemanden var på den samme side som mig. Han var næsten ved at indhente mig. Det gav et ryk i mig. Jeg rejste mig så hurtigt op, at jeg blev svimmel et øjeblik. Men jeg genoptog løbningen. Jeg skulle nå bakken. Det var ikke til at vide, hvad der ville ske, hvis jeg blev fanget. Løb! Nogle fra Fattiggården, var aldrig kommet tilbage, efter at være løbet væk, med et æble eller en pære. Hurtigere! Der gik rygter om børnefængsel og en form for tortur. LØB!

 

Når jeg husker tilbage, forstår jeg ikke hvordan jeg egentlig nåede det. Men jeg kom over bakken og gennem en hæk – ikke uden hudafskrabninger godt nok. Jeg satte mig ned og tjekkede hurtigt at haven var tom. Hvis nogen havde været der kunne hele idéen have været spoleret. Men der var ingen, så jeg vendte blikket mod hækken og kiggede igennem den. Æblesælgeren var kommet over bakken, og stod nu prustende med hænderne på knæene. Da han havde fået vejret, kiggede han sig omkring. Jeg kunne se, at han var lidt forvirret, så løb han ud på gaden igen. Jeg var redet og jeg havde mit æble i fred. Jeg skulle til at hoppe gennem hækken igen, da nogen rømmede sig bag mig.

 

Det gav et sæt i mig, men jeg vendte mig langsomt om. Og så en dame med nøddebrunt hår og nysgerrige grønne øjne, stirre på mig. Jeg vidste godt hvem hun var. Hun var maleren Rosalia Dalgreen. Jeg sad på hug i øjeblikket. Hvis jeg drejede hurtigt nok rundt på hælene ville jeg måske slippe væk. Jeg skulle til at ”føre min plan ud i livet”, men hun standsede mig, ved blidt, at lægge en hånd på min skulder. Så smilede hun pludselig.

Hvad hedder du?” spurgte hun. Jeg havde ikke lyst til at svare, men det ville være uhøfligt.

Alma,” svarede jeg modvilligt. Hun kiggede længe på mig.

Alma …” sagde hun fraværende. Hendes hånd lå stadig på min skulder, som om hun havde glemt alt om den.

Gør de ondt?” spurgte hun så. Først vidste jeg ikke hvad hun mente. Så kom jeg i tanke om hudafskrabningerne. Jeg rystede på hovedet. Jeg ville gerne bare ud af hækken, så jeg kunne spise mit æble. Dét holdt jeg lidt gemt bag ryggen.

Renser de sår på Fattiggården?” Det kom lidt bag på mig. Min første tanke var, om hvor hun vidste fra, at jeg var fra Fattiggården. Så regnede jeg det ud. Hun kunne se det på mit lasede tøj. Denne gang rystede jeg også på hovedet. De gjorde ikke meget for os på Fattiggården. Vi fik et lille stykke brød og lidt mælk om morgnen, og en eller anden fisk om aftenen. Hvilket var en af grundene til mit tyveri. Hun fik et medfølende udtryk i øjnene.

Må jeg ikke male dig?” spurgte hun. Jeg tror mine øjne var lige ved, at ryge ud af hovedet, så overrasket blev jeg. Hvad svarede man så lige? I lang tid kiggede vi bare på hinanden, uden at sige noget.

Kom med ind.” Jeg havde ikke lyst, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg rejste mig op, skulle til at tage et skridt, men faldt så ned på jorden igen, med et smertende knæ. Jeg ømmede mig lidt. Så kom Rosalia og lagde en arm under mine arme. Jeg drejede hovedet så jeg kunne se hende. Hun smilede til mig. Det var lang tid siden nogen havde været sød mod mig. Det bragte minder frem, som jeg hurtigt skubbede væk. Rosalia hjalp mig indenfor, rensede mine skrammer og gav mig noget koldt, jeg kunne lægge på mit knæ. Så fandt hun sit staffeli frem og gav sig til at male.

 

Det var blevet aften da hun var færdig. Jeg hørte nogen komme ind ad døren. Et hoved dukkede op i åbningen, ind til rummet Rosalia og jeg var i. Ham havde jeg også hørt om. Det var Rosalias mand, den bedste fisker i området, Aksel Dalgreen. Rosalia gik hen til ham, kyssede ham på panden og ønskede ham velkommen hjem. Så fik han øje på mig og spurgte Rosalia om noget, jeg ikke fik fat i. Hun svarede ham lige så sagte. Så sagde Rosalia noget jeg godt kunne høre. 'Jeg tænkte på at spørge hende om hun ville bo her i stedet.' Og jeg hørte Aksel sige han ville overveje det og at jeg kunne blive til i morgen. Så vendte Rosalia sig om mod mig og hendes grønne øjne lyste.

Vil du blive hos os til i morgen, i stedet for Fattiggården?” spurgte hun og man kunne høre på hendes stemme, at hun håbede på et ja. Jeg ville ikke tilbage til Fattiggården. Jeg havde ikke andre steder, at være. Jeg overraskede mig selv, ved at nikke. Rosalias ansigt lyste endnu mere op, hvis det ellers var muligt. Selv Aksel gav et lille smil fra sig.

 

Senere den aften ville Aksel og Rosalia ud at gå ved stranden. De spurgte om jeg ville med. Jeg havde aldrig været ude ved stranden før, så jeg tog med dem. Det var en dejlig varm sommeraften. Man kunne både se månen, der var på vej op og solen der, næsten var helt væk. Da vi kom ned til stranden, stoppede mine ben automatisk. Det var virkelig flot. Aksel og Rosalia kom lidt foran. Jeg løb op til dem. De havde også deres hund med. Den virkede allerede som om den kunne lide mig. Måske var det her mit nye liv. Det var der jeg følte det.. Der gik lidt før, at jeg vidste hvad det var for en følelse, for jeg havde ikke følt den, efter min mors død for 2½ år siden. Men jeg følte mig lykkelig. Jeg løb lidt foran dem og kiggede så tilbage på dem. De var et sødt par og de kunne være min nye ”familie”. Rosalia flyttede øjnene fra vandet og smilede til mig. Jeg smilede tilbage.

 

Den næste dag, da Aksel kom hjem fra havet, fortalte han, at han ikke havde noget i mod, at jeg blev boende, og at han havde talt med Fattiggården. Både Rosalias og mit ansigt lyste. Vi havde haft en sjov dag. Rosalia havde prøvet at lære mig at male lidt. Det var endt katastrofalt og jeg havde ikke turdet vise hende den. Til sit gav jeg op og jeg viste hende den. Så havde hun grint og sagt jeg ikke kunne lære at male så hurtigt, men at det alligevel var godt af en nybegynder. Vi havde hygget os, som om vi var mor og datter. Og efter et par måneder var jeg virkelig blevet en del af familien. Jeg kunne sagtens kalde dem min familie. Jeg var glad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...