Before You Were Famous - Justin Bieber

Den her movella handler om Michella på 16 år. Hende og Justin var engang bedste venner, men lige siden han blev kendt har han glemt alt om hende.. Hun har støttet ham i alt. Hun troede at de ville være venner for evigt, men der tog hun fejl. Lige meget hvor meget hun prøver kommer hun aldrig til at glemme Justin... Eller gør hun?


Ps. Den her historie handler om, at hun ser tilbage til da de lige havde mødt hinanden. Så de er begge to 13 år i starten. Så ved i det XD
Tusind tak for at i gider at læse den <3

7Likes
11Kommentarer
2306Visninger
AA

11. Dag 6

 

"Skal vi ikke vække hende nu?" hviskede en stemme. Jeg kunne ikke høre hvem det var. "Nej! Hun var virkelig ked af det igår." hviskede en anden stemme bestemt. Jeg åbnede mine øjne på klem, og så fire hoveder stukket helt op mod mit hovede. "Hun er vågnet!" sagde Caitlin glad. Jeg sætter mig forvirret op. "Hvad er klokken?" spurgte jeg Justin om. Han kiggede hurtigt på sin telefon og svarede "Halv 9." Jeg nikkede bare. Så kiggede jeg på mine venner, der alle kiggede bekymret på mig. Tårerne trillede langsomt ned af mine kinder, og pludselig lå jeg i armene på Justin der desperat prøvede at trøste mig. Caitlin, Ryan, Christian og Chaz lå alle rundt omkring mig og Justin og sagde nogle beroligende ord til mig.

Endelig  stoppede jeg med at græde. I stedet lå jeg bare op ad Justin mens de andre krammede mig. Jeg satte mig hurtigt op. Jeg skal hjem nu! Min bedste veninde lå på hospitalet, og jeg var her og havde det sjovt? Nej. Jeg rejste mig op, mens de andre kiggede mærkeligt på mig. Jeg sagde ikke mere. Jeg løb bare ud, og lod dem ligge forvirret tilbage. Jeg fortsatte med at løbe indtil jeg nåede hjem, hvor jeg fandt min mor og bror der sad på hver sin stol. De kiggede begge op, da jeg løb ind ad døren. "Mor jeg vil hjem nu!" Min mor kiggede i langtid på mig, før hun nikkede og rejste sig op. Det samme gjorde min bror. Bag mig hørte jeg fodtrin. Jeg vendte mig om, og så Ryan, Chris, Caitlin, Chaz og Justin. Jeg ventede til de var nåede over til mig før jeg trak dem over til mit værelse. Da de var nåede ind lukkede jeg døren og lænede mig op af den. De kiggede alle forvirret på mig. Jeg åbnede munden for at sige noget, men ikke én lyd kom ud. Jeg prøvede igen, og denne her gang kunne jeg sige noget. "Jeg tager hjem idag" startede jeg. De skiftede alle ansigts udtryk på samme tid. Et ansigt udtryk der både var forvirret, men også kede af det. "Tager du så tilbage til Danmark idag?" spurgte Chris med en lille stemme. Jeg nikkede "Hun er min bedste veninde, Chris. Jeg har kendt hende siden jeg var en lille baby. Og nu. Ja nu ligger hun på hospitalet, og jeg ved ikke om hun er døende eller hvad hun er. Ved du hvordan jeg har det?" sagde mens tårerne trillede ned ad mine kinder. De kiggede alle forskrækket på mig. "Jeg er nød til at pakke!" sagde jeg da ingen af dem havde sagt noget. De nikkede og rejste sig op. Jeg kiggede forvirret på dem. "Vi vil gerne hjælpe" sagde Chaz kærligt. Jeg smilte et lille smil til dem, og vi gik i gang med at pakke mine ting sammen.

 

Efter en time var vi færdige med at pakke, og vi satte os alle på sengen. Jeg ved ikke hvor lang tid vi sad der, men der var helt stille. Der lød en banken på døren "Kom ind" sagde jeg stille. Min bror stak hovedet ind "Er du klar?" Jeg nikkede og rejste mig op. Jeg trak min taske over til stuen hvor min bror og mors tasker lå. Min bror begyndte at bære dem op til indgangen til krystogtskibet. Jeg ved ikke hvilket land eller hvilen by det var vi stoppede ved, men jeg var også ligeglad. Jeg begyndte også at gå over til indgangen med Ryan, Chaz, Caitlin, Chris og Justin bag mig. Da jeg var nåede der op, og alle tingene var klar vendte jeg mig om mod mine nye bedste venner. Jeg fik tårer i øjne og det samme gjorde de. Jeg strakte mig arme ud, og de løb hen til mig. Vi krammede i lang tid. "Jeg kommer til at savne jer" hviskede jeg med en grødet stemme."Vi kommer også til at savne dig!" hviskede Justin tilbage. Jeg trak mig ud af krammet, og begyndte i stedet for at kramme en ad gangen. Jeg startede med Caitlin "Pas godt på dig selv søde! Jeg kommer virkelig til at savne dig!" sagde hun til mig. Jeg nikkede "I lige måde!" hviskede jeg med mens tårerne trillede ned af mine kinder. Bagefter var det Chris, Ryan, Chaz og tilsidst var det Justin. Jeg krammede ham hårdt. "Jeg kommer til at savne dig, mille!" hviskede han til mig. Jeg trak mig lidt ud, og kiggede på hans ansigt, han havde tårer der trillede ned af hans kinder. Jeg krammede ham igen bare hårdere end gør. "Justin, lov mig en ting!" hviskede jeg. Han nikkede, "Alt for dig!" "Lov mig, at du ikke giver op. At du bliver ved med at kæmpe indtil din drøm går i opfyldelse! Lov mig det!" hvisker jeg med en grødet stemme."Jeg lover det!" hviskede han tilbage. "Kommer du Michella?" spørger min mor. Jeg nikkede, "Jeg kommer nu!". Jeg trak mig væk fra Justin, og gik stille væk. Men jeg nåede ikke meget langt, før en hånd tog fat om min arm og trak mig tilbage. Jeg nåede ikke at sige noget, før jeg mærkede nogle varme læber på mine. Jeg vidste godt hvem det var. Det var Justin, og jeg har fra lige siden jeg så ham haft en smule følelser for ham. Jeg smilte i vores kys. Han trak sig stille væk, og lagde noget ned i min lomme. Jeg kiggede forvirret på ham, men han rystede på hovedet. Jeg kunne høre de andre fløjte og smilte stille. "Vi skal nok mødes igen, bare rolig!" sagde han før jeg gav ham et kram og nikkede. Jeg vendte mig om, og så de andre også havde tårer i øjne. Jeg gik op ad trapperne, og før jeg gik ud af krystogtskibet vendte jeg mig om og vinkede til dem. "Jeg elsker jer!" råbte jeg, de smilte alle stort. Jeg vinkede kort, og gik ud til bilen hvor min bror og mor sad klar. Min mor smilte til mig, og gengældte smilet. Jason begyndte og køre og jeg vendte mig om for at se krystogtskibet for sidste gang. Jeg kom i tanke om den ting Justin lagde ned i min lomme. Jeg trak en halskæde op af min lomme. Jeg kiggede overraket på den. Det stod 'Michella og Justin Forever' Jeg smilte gennem mine tårer. Jeg vendte den om, og så at der stod 'Jeg elsker dig' også datoen på. Jeg kommer til at savne dem alle sammen så meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...