Before You Were Famous - Justin Bieber

Den her movella handler om Michella på 16 år. Hende og Justin var engang bedste venner, men lige siden han blev kendt har han glemt alt om hende.. Hun har støttet ham i alt. Hun troede at de ville være venner for evigt, men der tog hun fejl. Lige meget hvor meget hun prøver kommer hun aldrig til at glemme Justin... Eller gør hun?


Ps. Den her historie handler om, at hun ser tilbage til da de lige havde mødt hinanden. Så de er begge to 13 år i starten. Så ved i det XD
Tusind tak for at i gider at læse den <3

7Likes
11Kommentarer
2292Visninger
AA

12. Back to reality

Det var dejligt at tænke tilbage på de minder jeg havde på det krydstogtskib. De seks dage jeg var der over var helt klart de bedste dage i mit liv. Nogen dage jeg aldrig nogensinde vil glemme.

Lige nu sidder jeg og kigger ud over havet. Ja det er lidt kliché agtig, men jeg syntes at det er utrolig dejligt at side på en klippe og tænke alle tingene igennem. Jeg glemte vist at  fortælle at jeg var flyttede til Atlanta? Ja det gjorde jeg vist. Og nu tænker i sikkert "Hun gjorde det for at møde Justin og de andre!" Og på en måde er det rigtig. Min mors arbejde skulle flyttes til Atlanta. Og jeg kunne ikke sige nej, for det kunne jo være at jeg havde en chance for at møde dem. Det kunne jo være. Faktisk havde jeg håbet på at møde dem. Der er gået så lang tid siden jeg set dem. Lige meget hvor meget jeg har prøvet på at glemme ham kunne jeg ikke. Jeg kunne bare ikke glemme ham, alle de minder vi havde sammen, alle de minder jeg havde med de andre. De kunne jeg bare ikke.

Jeg kunne mærke tårerne trille ned ad mine kinder. Én efter én. Jeg savnede dem ubeskriveligt meget. Så meget at jeg bare har lyst til at skrige. Så meget at jeg bare har lyst til at græde mig selv i søvn hver eneste aften. Så meget at jeg har lyst til at rejse verden rundt bare for at finde dem. Og det var derfor at jeg rejste med min mor til Atlanta. Det var en start. Og det eneste jeg kunne, var at håbe på at møde dem. Jeg ved godt at jeg sagde at Justin havde glemt alt om mig da han blev kendt, og at han aldrig kontaktede mig igen. Men jeg indså at jeg hellere aldrig havde kontaktede ham? Jeg har aldrig ladet ham forklare hvorfor det var at han aldrig kontaktede mig eller hvorfor det var han ikke holdte hvad han lovede. Jeg fortryder det. Jeg fortryder at jeg aldrig ringede til ham - Eller nogen af de andre for den sags skyld. Jeg havde dårlig samvittighed. Det eneste jeg havde tænkt på var at de ikke kontaktede mig. Jeg havde alt for travlt med at have ondt af mig selv, at jeg slet ikke lagde mærke til at jeg hellere ikke havde skrevet eller ringet til dem. De har sikkert haft utrolig travlt. Jeg vil ønske at jeg kunne møde dem, lige nu, lige her. Måske hvis jeg kiggede på Justins twitter, jeg fandt ud af hvor i verden han er lige nu? Jeg krydsede fingere for det. Please Gud lad der stå noget om hvor han er! Jeg kom ind på twitter og loggede ind. Mit hjerte bankede hurtigt i mit bryst. Jeg gik ind på hans twitter account og der stod....... Intet. Der stod ikke en skid om hvor det var han var. Fuck my life. Jeg føler mig virkelig deprimeret. Måske jeg skulle tage til centeret? Det hjælper altid at shoppe. Ja jeg går om nogle minutter. Jeg kiggede ned på stranden og så to personer - En dreng, og en pige. Det minder mig om Justin og mig engang:
 

Jeg har ventede på den her dag i så lang tid. Justin komme endelig på besøg. Han er kommet helt fra Atlanta bare for at møde mig. Det helt sindssygt! Jeg er faktisk begyndt at få følelser for ham. Han lød nervøs og spændt i telefonen. Han sagde at han skulle fortælle mig noget rigtig vigtigt. Hvad det er? Ja, det ved jeg ikke, men jeg håber det ikke er noget dårligt.

Lige nu sidder jeg på mit værelse og venter indtil Justin banker på døren. Min mor henter ham fra lufthavnen nu. Det er faktisk ret kedeligt at vente.. Jeg gik ud fra mit værelse og var på vej ind i køkkenet da jeg hørte at der ringede på døren. "JASON DU ÅBNER!" råbte jeg og forsatte min vej ud til køkkenet.. Jeg kunne høre Jason var på vej ned ad trapperne da jeg kom i tanke om at det måske kunne være Justin? Jeg løb ud i gangen og så at Jason stod på sidste trin. Vi kiggede på hinanden i nogle sekunder før jeg spurtede ud mod døren, men Jason i hælende på mig. "Uuuuh er det din looooover boy?" spurgte han højt. Han vidste godt at Justin kunne høre os. Argh hvor jeg hader ham lige nu. Jeg nåede endelig over til døren, og åbnede den. Der stod Justin. Jeg har savnet ham så meget! "Justiiiiiiin!" hvinede jeg. Han smilte og åbnede sine arme, som tegn på et kram. Jeg løb ind i hans arme. Jeg elsker hans kram! De er så dejlige. "Jeg har savnet dig!" hvisker han i mit øre. Jeg smilte stort. "Jeg har også savnet dig!" hvisker jeg tilbage. Jeg trækker mig ud af krammet, og får øje på min mor bag Justin. Ups jeg havde helt glemt hende og Jason der sikkert stod og fniste som en tøs.. "Kom med ind!" sagde jeg til Justin og trak ham ind ad døren. "Aye Jason!" sagde Justin. "Aye!" svarede Jason. Sjov måde at hilse på hinanden på, ikk? De krammede hinanden, og jeg trak Justin med op på mit værelse. På vej op, vendte jeg mig om mod Jason og han løftede hans øjenbryn op og ned to gange. Jeg rullede øjne af ham og forsatte min vej op til mit værelse. Jeg åbnede døren og trak ham med over til min seng. Da vi havde sat os ned kiggede jeg spændt på ham. og spurgte:"Hvad var det du vil sige?".  "Hvordan går det med dig?" spurgte han. Emneskift? Det er et tegn på at han er nervøs, ikk? Jeg kiggede forvirret på ham. "Det går vel okay. Hvad med dig?" spurgte jeg. Bare for at være høflig. "Det går fint, tak". Så kom der en akavet stilhed. "Justin?" spurgte jeg så. "Hmm?" "Hvad var det, der var så vigtigt?". Han kiggede længe på mig, så kiggede han ned i gulvet. "Jeg.." startede han, men afbrød sig selv. "Justin du kan sige alting til mig! Du skal ikke være nervøs!" sagde jeg og smilte beroligende. Han nikkede. "Kan du huske min drøm?" jeg nikkede. Selvfølgelig kan jeg huske det. Han vil gerne blive en verdenskendt sanger. "Ja.. Min mor havde sat en video ud på youtube af mig der sang, så min familie kunne høre mig synge. Nogle dage efter ringede en mand og sagde at han havde hørt mig synge. Han sagde at vi skulle flyve til Atlanta for at møde ham. Og du ved at det har været min drøm i så lang tid!" Jeg smilede stort. "Ej Justin! Jeg.. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige! Jeg er så glad på dine vegne! Men husk, hvis du nu bliver en kendt sanger så må du ikke glemme mig vel? "Nej, Selvfølgelig ikke! Det lover jeg aldrig vil ske." Jeg smilte og krammede ham. 

Plejer man ikke at sige at man skal holde hvad man lover? At man ikke skal love hvis man ikke kan holde det? Jeg troede på de ord han sagde. Men ligeså snart han blev kendt, glemte han alt om mig. Eller glemte og glemte. Han havde i hvert fald ikke kontaktede mig. 

Jeg ved egentlig ikke hvorfor de to mennesker mindede om Justin og mig. Det gjorde de bare. Jeg rejste mig op, og gik over mod centeret. Jeg skrev til min mor på vejen, at jeg tager til centeret.

Turen der ud, var længere end normalt. Men jeg var her endelig. Lige da jeg trådte ind, så jeg en masse piger råbe og skrige. Nogle græd endda. Mit hjerte stoppede i nogle få sekunder da jeg hørte hvad de alle råbte. "JUSTIN!" "JUSTIN!" "JUSTIN!". Jeg gik i stå. Jeg vidste ikke om jeg drømte eller hvad det var, men jeg kunne i hvert fald ikke bevæge mig. Det var som om alt inde i mig blev frosset til is. Tårerne strømmede ned af min kinder. Jeg gider ikke ligne en idiot, så jeg prøvede at kontrollere mine tårer. Efter noget tid stoppede mine tårer, og jeg bevægede mig over til forsamlingen af teenager der råbte og skreg. "Okay alle sammen!" sagde en stemme jeg havde savnet mere end noget andet. "Jeg vil gerne synge en sang til jer nu. Den her sang er skrevet til en jeg savner utrolig meget. Den hedder 'Where are you now'. Håber i kan lide den" Pigerne dæmpede deres stemmer, så de kunne høre Justin synge. De satte sig alle sammen ned, og det samme gjorde jeg. Han begyndte at synge, og jeg fik tårer i øjne igen. Bare lyden af hans stemme fik mig til at tude. Jeg hat savnet ham så meget. Hans øjne skimtede forsamlingen, eller hvad man kan kalde det. Mit hjerte sprang et slag over da han kiggede på mig. Men efter få sekunder kiggede han væk igen. Havde han glemt mig? Jeg kiggede ned i noget tid. Tænk hvis han allerede havde glemt mig? Bare tanken om det sårede mig. Da jeg igen kiggede op, lagde jeg mærke til at han var færdig med at synge. "Farvel alle sammen. Det har været fantastisk at syng.." Mere gad jeg ikke at høre, før jeg rejste mig op, og gik over mod en café der lå i nærheden. Kald mig en drama queen, jeg er ligeglad. Og jeg ved godt at jeg sagde at jeg gerne vil møde ham og alt det der, men det vil jeg jo ikke når han har glemt mig? Lige nu havde jeg bare lyst til at græde, men jeg gad ikke føle mig som en baby længere. Så jeg gik ind i caféen, og bestilte en kakao. Mens jeg ventede på at min kakao ville komme, var det en der prikkede mig på skulderen. Jeg bad om at det var Justin, og da jeg vendte mig om.. Så jeg en tjener med min kakao. Jeg kunne mærke hvor skuffet jeg blev, det tror jeg også at tjeneren kunne for han smilte akavet til mig, og satte min varme kakao på bordet. Jeg smilte et lille smil til ham, for at være høflig. "Tak" sagde jeg bare. Han nikkede og gik sin vej. Jeg sad der helt alene og var deprimeret. Jeg følte mig virkelig som en forever alone type. Jeg så lidt rundt på de mennesker der sad herinde, og lagde ekstra godt mærke til et ungt par, der sad ved siden af hinanden og så helt forelsket ud. Jeg ville ønske at jeg havde skrevet til Justin nået før. At jeg tog kontakten til ham. Jeg savner ham så m..

Jeg blev afbrudt fra mine tanker, da en dreng velkendt dreng trådte ind af café døren. Min øjne blev kæmpe store. Jeg kiggede hurtigt ned, måske ville han ikke ligge mærke til mig.

Nu hvor jeg tænkte over det var jeg ligeglad med om han så mig. Han kunne jo sikkert ikke huske mig. Jeg kiggede op, og så at han allerede kiggede på mig. Mit hjerte gik igen i stå. Jeg tror snart ikke mit hjerte kan klarer mere. Ej det var for sjov. Jeg lyder som en eller anden digter.

Hans øjne viste tegn på sorg og skyldfølelse. Jeg kiggede undrende på ham, da han nærmede sig der hvor jeg sidder. "Miche.." Hans stemme knækkede mens han sagde mit navn. "Det er virkelig dig!" Jeg kiggede forvirret på ham. Havde han ikke glemt mig? "Åh hvor har jeg savnet dig! Undskyld jeg ikke har skrevet til dig, jeg har haft så travlt med alt. Jeg gik fra at være lille Justin fra Canada, til en verdenskendt sanger. Jeg undskylder virkelig og.." Jeg afbrød hans talestrøm, ved at kramme ham. Han var åbenbart lige så overrasket som mig, for der gik lidt tid før han lagde sine arme omkring mig. Jeg har savnet ham så meget, det var helt utroligt. "Jeg har også dig, Justin" sagde jeg med tårerne strømmende ned af mine kinder. "Mere end du tror" forsatte jeg. Han gav slip og kiggede mig dybt i øjne. "Jeg har noget jeg gerne vil fortælle dig. Jeg nåede ikke at sige den dag jeg fortalte dig at Scooter havde ringet. Men jeg.." han stoppede i nogle sekunder før han forsatte igen. "Jeg har fået følelser for dig, Michelle. Jeg har altid vist der var noget over dig. Fra første gang jeg så dig. Undskyld jeg først siger det nu, men.." Igen afbrød jeg ham, men denne her gang overraskede det ikke kun ham, men også mig. Jeg lagde blidt mine læber på hans. Jeg kunne mærke at han smilede i kysset. Han trak sig væk fra mig. "Jeg elsker dig" hviskede han før han igen lagde sine læber på mine. Jeg elsker også dig, Justin. Det gør jeg virkelig.

 

SÅ DEN SLUT!

- 100 gange undskyld for ventetiden, men nu er den slut. Jeg håber i kunne lide den, for jeg har virkelig nydt at skrive den. I har været fantastiske! Tusind tak fordi at i har fulgt med i min historie, og tusind tak fordi i gad at læse den. Elsker jeg <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...