The Day You Slipped Away

Natashas bedste veninde har begået selvmord, og Natasha er i dyb sorg over hændelsen. Men en dag finder hun et brev i sin bil der beskylder hende for det, og det knækker hende helt. Fast besluttet på at rense sin egen samvittighed, acceptere sin sorg, og ikke mindst finde en form for afslutning, bliver hun opsat på at finde ud af hvad der egentlig skete, den septemberdag.
Den dag, hendes bedste veninde gled fra hende.
The day she slipped away.

28Likes
60Kommentarer
3271Visninger
AA

9. Kapitel 8.

Køreturen i sig selv forløber roligt, men mine tanker slås med hinanden. Psykopatisk forfølger. Nyd festen. Lev livet. Kom videre. Hun ville have ønsket det.

”Nat!” Alice kalder på mig med et irriterende støn. ”Hun ville have ønsket det.”

Det går op for mig at den sidste tanke ikke var min egen, men at jeg var så hensunken i mit eget sind, at Alices ord gik i et med dem i mit hoved.

Jeg har hørt at når man begynder at høre stemmer er det et dårligt tegn. Er jeg ved at blive sindssyg? Det ville ikke undre mig. Min bedste veninde begik ligesom selvmord, så sindssyge løber vel i båndet, så og sige.

Straks efter jeg har tænkt den tanke, fortryder jeg den. Cecily var ikke sindssyg, det er mig den er gal med. Det var mig den var gal med den gang. Endnu engang overvældes jeg af skylden. Jeg så det ikke, jeg så virkelig ikke at min bedste veninde var selvmordstruet. Meget værre en veninde kunne jeg ikke have været.

”Ja.. Du har nok ret,” mumler jeg, og smiler prøvende. Alice køber den tydeligvis ikke, men hun stiller sig åbenbart tilfreds med at jeg prøver, og lader mig og min mutte aura være i fred.

Lige indtil vi når til festen selvfølgelig.

”Så, lighten up girl, og giv det lækre outfit den ære det fortjener!” hviner hun, og kniber mig drillende moragtigt i kinden.

”Skøre unge,” smiler jeg, halvt ægte denne gang, og noget af det tætteste jeg har været på et smil i lang tid. I hvert fald et jeg mente alvorligt.

 

Jeg står ud af bilen, og smutter hen til havelågen på den adresse Alice har fået. Eller jeg går ud fra at det er den adresse hun har fået, og at vi ikke skal lege stafet over hegn og hække.

Som forventet har jeg ret, og Alice banker en anelse utålmodigt på en kælderdør, jeg aldrig ville have opdaget.

”Alice MacKenzie, altid en fornøjelse,” smiler en halvfuld ung mand, da vi bliver lukket ind. Jeg har set ham på skolen, og husker fjernt at Alice har nævnt hans navn. Jason. Jackson. Noget i den retning, i hvert fald.

”Jake!” hyler Alice, og giver ham et af sine typiske enarmede kram.

”Hvem ellers skat?”

Han holder lidt for tæt om hende, og hans hænder griber lidt for langt nede, men Alice ler bare, og skubber ham lidt væk.

”Skat? Du har vist fået for meget at drikke hvis du tror at jeg er din skat,” smiler hun og blinker til ham.

 

Jeg bliver taget tilbage til en dag i starten af skoleåret. Alice peger diskret mod en af fyrene fra denne sæsons fodboldhold, og fniser.

Han hedder Jake. Er han ikke lækker? Han er sindssygt fræk, og faktisk også ret klog,” smiler hun, og fniser igen. Han kigger hen imod vores bord i den ellers overfyldte kantine, men ser fuldstændig over hovedet på alle andre end Alice. Han smiler, og nikker til sine venner hen mod os. De smiler godkendende og sender flirtende blikke over mod os.

Han synes vist det samme om dig,” ler Cecily, og Alice smiler bredere end man skulle tro muligt.

Cecily...

 

Jeg er tilbage i Novemberkulden, i døråbningen til en kælder fuld af berusede unge. Alle mine forhåbninger om at aftnen ville hjælpe mig med at slappe af er visket væk, og erstattet af en ekstrem lyst til bare at tage hjem. Om jeg så skal gå hele vejen.

”Alice jeg tror jeg...”

Hun afbryder mig med et strengt blik før jeg når at gøre sætningen færdig: ”Du brænder mig ikke af nu. Det havde du hele eftermiddagen til, så... Glem. Det.” Hun trækker de to sidste ord ud, og efterlader ingen tvivl om at hun i hvert fald ikke har tænkt sig at køre mig.

”Jeg finder en drink til dig,” smiler hun, og tvinger mig dermed til at blive, hvilket hun godt ved. Selv denne tomme skal af Natasha har ikke samvittighed til at lade andre stå alene tilbage når de prøver at hjælpe. Måske er der stadig noget tilbage af den person jeg plejede at være.

Da hun er smuttet ind i den tætte flok af smilende svedende mennesker, giver jeg mig tid til at prøve at orientere mig.

Lyset i kælderen er stort set ikke-eksisterende, men det der er pulserer rødt over væggene.

Ved første øjekast genkender jeg de fleste af gæsterne fra skolen og min gamle omgangskreds. Man kan vel kort opsummere den store flok til; De Populære.

”Hey Nat, længe siden smukke,” vinker en svagt irriterende andenårselev ved navn Claudia.

Hun plejede at være den grinende i vores flok, og når hun overtrumfer Alice på den front er det fordi hun helt reelt finder alt sjovt. Det eneste jeg ikke har set hende grine af, var nyheden om Cecilys selvmord.

”Hej,” mumler jeg med et lille påtvunget smil, og forsøger at lade som om jeg føler mig tilpas i flokken. Om det virker ved jeg ikke, men hun går videre uden at stille spørgsmål.

”Vodka og orange, halv/halv!” annoncerer Alice, og giver mig et glas dobbelt så store som dem jeg plejer at drikke af, fyldt med bleg-orange væske, en syntetisk farve som jeg kender rigtig godt.

”Skål babe,” siger hun, og løfter sin egen øl.

”Skål,” nikker jeg, og tager en ordentlig slurk af den stærke drink.

Alkoholen forplanter sig i min krop, og næsten med det samme mærker jeg min ubehag lette lidt. Så jeg tager endnu en tår. Og en til.

Glasset er tomt før jeg ved af det, og jeg sender et fjoget smil til Alice. Hendes øl er stadig næsten fuld.

”Jeg skal lige have fyldt op,” ler jeg, og går i den retning Alice kom fra, hvor jeg formoder en form for bar må være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...