The Day You Slipped Away

Natashas bedste veninde har begået selvmord, og Natasha er i dyb sorg over hændelsen. Men en dag finder hun et brev i sin bil der beskylder hende for det, og det knækker hende helt. Fast besluttet på at rense sin egen samvittighed, acceptere sin sorg, og ikke mindst finde en form for afslutning, bliver hun opsat på at finde ud af hvad der egentlig skete, den septemberdag.
Den dag, hendes bedste veninde gled fra hende.
The day she slipped away.

28Likes
60Kommentarer
3273Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Der er kun en god ting ved tøjkriser, og det er at de er gode til at aflede tankerne. Desværre er denne ikke krise nok til helt at hjælpe mig, så jeg bruger det meste af tiden til klokken bliver syv, på at sidde i vores alt for dybe lædersofa og lade mig opsluge, i en kjole der slet ikke er egnet til det. Tætsiddende sort satin, og en masse påsatte pailletter fra samme farvepalet hører bare ikke til, halvt begravet i en slidt sofa.

Klokken er fem minutter i syv, da jeg modtager en sms. Det kølige metal bipper højlydt, og jeg tjekker beskeden. Jeg springer nærmest fra telefonen, der havner i den anden ende af sofaen.

Selv derfra kan jeg se hvad der står.

 

Du ser godt ud af en morder at være...

- AM

 

 

Rislende ned af den følsomme hud på min ryg kommer kuldegysningerne, efterfulgt af en stikkende ubehag. Det her er helt og fuldkomment forkert.

Indtil videre har beskederne ikke været så virkelige, knap så nærværende, og den slet skjulte oplysning om at hvem end der sender dem, kan se mig, får kvalmen til at brede sig fra mit inderste, og helt ud i mine tæer. Panisk stirrer jeg ud i det tomme rum, kigger på vinduerne, og haven udenfor, der ser komplet fredfyldt ud. Alt er præcis som det skal være, og det skræmmer mig. Personen her, går i et med omgivelserne.

Et højlydt dyt lyder udenfor, kort efterfulgt af endnu et. En lille stemme i mit hoved oplyser mig om at det må være Alice, men fjernt. Jeg kan knap høre mig selv for min egen hjerterytme.

Udsigten er stadig fredfyldt udenfor vinduerne, og ikke engang vinden ser ud til at røre vores baghave. Men jeg ved at synet må bedrage, for hvordan kunne denne person ellers lige have bemærket at jeg ''ser godt ud''. Så går noget op for mig. Han eller hun ved at jeg skal til fest, og derfor er det også helt naturligt at jeg har gjort noget ud af mit look. Det behøver ikke betyde at vedkommende kan se mig. Panikken fortager sig langsomt. Sandsynligheden for at der sidder en psykopat og luger i vores baghave netop som jeg efterlader Natalie herhjemme, er lille. Ikke noget at bekymre sig om. I en af de tidligere beskeder stod der jo også at vi sås til festen.

Igen knuger min mave sig sammen, men ubehaget er ikke så slemt som før. Man kan møde alle slags typer til en fest, så hvorfor skulle hvem end der kører den syge joke ikke være der? Det er der slet ingen grund til. Tror jeg nok.

Den lange indre skrækmonolog ender med at konkludere at jeg hellere vil have at jeg møder en psykopat til en fest ude blandt en masse mennesker, end alene i mit hus sammen med Natalie, imens jeg venter på at mor og far kommer hjem. De burde snart være her.

Alice dytter højlydt tre gange, og jeg begynder endelig at sætte kursen mod døren. Et øjeblik overvejer jeg at lade min mobil blive hjemme, men beslutter så at det er rart at have alarmcentralen som hurtigkald i sådan en situation, så jeg stopper den i lommen.

”Bye Natalie!” råber jeg op af trappen, og skynder mig så ud af døren, og ud i Alices bil, hvor hun sidder og slår utålmodigt med hånden mod rattet.

”Det var du fandeme længe om!” stønner hun, og skruer helt op for bilradioen, så Katy Perrys Teenagedream fylder den lille lukkede 97'er Volvo.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...