The Day You Slipped Away

Natashas bedste veninde har begået selvmord, og Natasha er i dyb sorg over hændelsen. Men en dag finder hun et brev i sin bil der beskylder hende for det, og det knækker hende helt. Fast besluttet på at rense sin egen samvittighed, acceptere sin sorg, og ikke mindst finde en form for afslutning, bliver hun opsat på at finde ud af hvad der egentlig skete, den septemberdag.
Den dag, hendes bedste veninde gled fra hende.
The day she slipped away.

28Likes
60Kommentarer
3273Visninger
AA

7. Kapitel 6.

”Hey, Alice MacKenzie her, jeg kan ikke pladre løs lige nu, da jeg er for chokeret over at min zombieveninde Natasha ringer til mig,” lyder en monoton telefonsvarerefterligning, da Alice tager telefonen få sekunder efter.

”Haha, meget morsomt…” mumler jeg mildt irriteret, men også underligt lettet over at høre hendes stemme. Som om noget i det mindste viser sig at være ligesom før.

”Ja, jeg er verdensmester i Stand-up… Når det er sagt, har du så snakket med Alexander ’Hottie’ James?” hviner hun ind i røret. Jeg ved at hun sidder et sted i kantinen, for den larm jeg lige lykkeligt har forladt, hjemsøger mig gennem telefonen, men jeg syntes ikke om idéen om at afbryde hende og hendes venners fest af en frokostpause.

Efternavnet jager en stump smerte igennem stedet hvor mit hjerte burde være, hvis det ikke som sædvanlig var hos min egen personlige engel.

”Ja, jeg har snakket med Alex… Og jeg vil gerne med i aften…” Efter at være blevet påmindet om hvor ondt det gør at huske hende er jeg mere tøvende med at aftale noget, men beslutter at holde fast i min første indskydelse. 

”Fedt! Jeg glæder mig vildt til at se dig søde!” Hun smiler så stort gennem telefonen, at man skulle tro hendes ene mundvige ville dukke op igennem displayet.

”I lige måde,” siger jeg, og forsøger også at smile for mig selv, uden den store succes.  Hun lægger på og larmen fra kantinen dør endnu engang hen. 

Langsomt lader jeg min telefon glide ned i lommen, og begynder at gå ned af den øde gang, men jeg når ikke særlig langt før min mobil bipper igen. Eftersom Alice aldrig fik fortalt mig hvor denne her fest foregår, går jeg ud fra at det er hende igen, og lader endnu engang det kompakte stykke metal og plastik flytte ind i min hånd.

Beskeden er ikke hvad jeg regner med, i stedet sender den kuldegysninger på flugt ned af min rygsøjle.

 

Vi ses til festen. Trick or treat!

- AM

 

Åh nej… Nej, nej, nej, nej! Hvem end denne person er, og hvad end det er for en syg joke de laver, har jeg ikke overskuddet til at møde dem nogen steder, og slet ikke til en fest. 

Jeg lægger mærke til initialerne i bunden. AM… Hvem, udover Alice, har initialerne AM? Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om nogen, og må tage til takke med forestillingen om at denne hemmelige semi-psykopat vil give sig til kende, før han eller hun gør alvor af de unævnte trusler. 

Selvom jeg ikke kan se grunden til hvorfor han eller hun skulle afsløre sig selv, er det altid muligt at håbe, og for første gang siden… Siden Cecily, føler jeg at der findes noget jeg faktisk kan håbe på. Det er en meget forfriskende, men ikke videre tryg følelse. Håb har det med at være defineret på, at sandsynligheden for at det man håber sker, er minimal.

Resten af skoledagen passerer som i en døs, min sædvanlige tankeløse, tomme måde at håndtere mit tab på. Sådan ser det i hvert fald ud udadtil, men faktisk er jeg dybt inde jaget af beskederne fra denne AM. 

Det at finde ud af hvem han eller hun er, er svært nok, men også at spekulere over hvordan de ved at dette er min skyld, ja, det er mere end jeg kan kapere. 

Derfor går jeg bare min normale trance imellem klasselokalerne, svarer dem der spørger til mit tragiske tab, men leder ikke selv samtalen ind på emnet, for jeg kan ikke slippe hurtigt nok derfra igen. 

Min skyld. Min skyld.

Klokken tre finder jeg Natalie stående ude foran bilen, ventende på at jeg låser op så vi kan komme af sted. 

Turen hjem er fyldt med hendes sædvanlige snak om hvordan dagen er gået, ren positivitet. Det irriterer mig altid en anelse, men samtidig er jeg glad for at en af os er i stand til at leve, bare lidt.

Derhjemme finder vi hver vores værelse i indforstået tavshed. Jeg kan høre nogle snøft fra Natalies dør, men jeg ved at hun ikke vil forstyrres. Hun vil ses som stærk, også selvom hun ved at jeg er klar over virkeligheden.

Nata, min stædige lillesøster.

Min telefon vibrerer i min lomme, men jeg bliver siddende på mit lilla sengetæppe lidt endnu, og kigger blindt ud i luften. Samler mig til festen. 

 

Hey! Vær klar til klokken 19, så henter jeg dig smukke!<3

 

Den er selvfølgelig fra Alice, og som jeg har det nu, er den  ikke det mindste velkommen. Men jeg har lovet at tage med for første gang i hvad der føles som et langt trist liv i helvede, så jeg føler mig forpligtet til det.

Nå, hvis det endelig skal være sådan at jeg skal afsted,  hvad skal jeg så tage på?  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...