The Day You Slipped Away

Natashas bedste veninde har begået selvmord, og Natasha er i dyb sorg over hændelsen. Men en dag finder hun et brev i sin bil der beskylder hende for det, og det knækker hende helt. Fast besluttet på at rense sin egen samvittighed, acceptere sin sorg, og ikke mindst finde en form for afslutning, bliver hun opsat på at finde ud af hvad der egentlig skete, den septemberdag.
Den dag, hendes bedste veninde gled fra hende.
The day she slipped away.

28Likes
60Kommentarer
3269Visninger
AA

6. Kapitel 5.

”Du mener ikke at hun skrev det, vel? Hvordan kan man forvente at du skulle kunne feste og…” Natasha vrænger ordet ud. ”Date, efter det der skete?”

”Jeg overvejer at tage med…” indrømmer jeg mumlende, og finder et meget spændende punkt i væggen jeg kan stirre på. 

”Hvad?” Jeg behøver ikke at kigge på Natalie for at vide at hun ligner århundredes spørgsmålstegn, det er så tydeligt i hendes stemme at jeg ligeså godt kunne have bekendtgjort at jeg ville tilbringe resten af livet med at avle flyvende lilla grise.

”Du går ud, og det fungerer godt for dig. For at være ærlig, hvem af os to klarer sig bedst?” spørger jeg, og gør min pointe endnu tydeligere ved at sige: ”Og du savner hende også.”

Natalie sukker dybt, præcis som når hun trækker den sidste brugbare substans ud af sin yndlingsmascara fra Maybeline.  ”Jeg er svagere end dig. Fortæl mig ikke at du slet ikke har set det? Jeg er ikke som dig, jeg kan ikke tåle at kunne skænke hende en enkelt tanke hvis jeg skal klare mig igennem dagen. Du er ganske simpelt stærk nok.”

Jeg kan ikke lade være med at lade en enkelt bitter latter slippe ud. At jeg er stærk nok til at håndtere det, tager nok prisen for det mest absurde jeg nogensinde har hørt, er det siger ellers ikke så lidt. Den pris har nok indtil videre tilhørt sætningen: ”Skat, Cecily har begået selvmord,” citeret direkte fra min mors mund, med tårer i øjnene, mens hun knugede telefonen så hårdt at man skulle tro den ville give efter for presset.  Jeg kan stadig mærke spor af det følelseskolde chok i udkanten af mine nerver, det vrag som jeg er.

”Inderst inde ved du at jeg har ret,” mumler Natalie, og kalder mig dermed tilbage til virkeligheden, hvor jeg i hvert fald ikke har nogen anelse om at hun har noget der minder om ret.

”Jeg hører til ude blandt de levende Nata, tro det eller lad være, jeg er faktisk en af dem. Jeg er bare lidt rusten i det,” forsvarer jeg min idé. Måske er den god, måske er det den værste idé i verdenshistorien, men den eneste måde jeg finder ud af det, er ved at prøve. Og udover det er jeg desperat efter alt der kunne betyde bare en anelse afledning.

”Du må vel selv om det. Men ring hvis der bliver problemer, ikke? Jeg skal nok være der på to sekunder,” lover hun, og giver min skulder et kærligt klem, før hun forsvinder gennem dørene til kantinen. 

Selv følger jeg efter hende efter et halvt minut. 

Da dørene svinger op skyder en bølge af larm ind over mig. Folk der griner, råber, sladrer, skændes, ja hvis jeg ikke tager meget fejl, endog en enkelt der græder. 

Natalie sidder allerede ovre ved sine venner i den leende kategori, og selvom jeg sikkert ville være velkommen har jeg ikke lyst til at forstyrre deres gruppe. I stedet udser jeg mig et bord i hjørnet, tomt og tydeligvis ment til at forblive sådan, som jeg kan erobre med god samvittighed.

Jeg griber en cola på vejen, betaler kantinedamen, og sætter mig så for at dyrke min ensomhed.

Med regnvejrsagtig musik i ørerne og en ulykkelig kærlighedsroman foran mig, passerer frokostpausen sædvanligvis hurtigt og rimelig smertefrit.

Men ikke i dag.

”Hallo? Natasha?” Stemmen bryder igennem Hana Pestles ’’Need’’, entusiastisk men med en snert af bekymring i spidsen. 

Jeg løfter blikket fra Stormfulde Højder,  og kigger lige op på Alex, den nye dreng i matematik, og Cecilys fætter. Hurtigt slukker jeg min musik, og gemmer headsettet i min lomme.

”Er du okay?” spørger han, uden at sætte sig. Han står med en bakke med en sandwich, et æble og en juice. Det er åbenbart kun mig der stadig ikke kan klemme en bid ned.

”Ja, det går fint,” mumler jeg ned i min cola, dårligere til at lyve en sædvanligt.

”Må jeg sidde her?” 

Jeg nikker, og håber han vil sætte sig overfor mig. Så heldig er jeg dog selvfølgelig ikke.  Drengen sætter sig ned ved siden af mig, så hans halvlange hasselfarvede hår næsten rammer mine  krøller.

Jeg er på et øjeblik pinligt bevidst om den fremmedes nærhed, og krymper mig modvilligt. 

”Jeg ville bare sige at jeg er ked af hvis jeg gav dig et dårligt indtryk tidligere, det var ikke min mening. Derudover mødte jeg en af dine venner… Alice, hed hun vist nok. Hun spurgte mig om jeg ville med til en fest i aften, og fordi du både kender stedet her, og kendte min kusine, ville jeg spørge om du kunne tænke dig at tage med?” 

Ved de ord taber jeg både næse og mund, for hvis der er noget jeg ikke har forventet, må det være det.

”Du har snakket med Alice?” spørger jeg bare, fuldstændig tom for et, en anelse intelligent, svar.

”Ja, hun sagde at hun ikke så så meget til dig for tiden,” fortsætter han, og stryger prøvende min hånd under bordet. Mine kinder bliver varme, og jeg bander mig selv langt væk for min hang til at rødme så nemt.

”Jeg ringer til hende…” hvisker jeg, hiver min telefon op af lommen, og skynder mig mod udgangen.

”Vi ses senere Nat,” hører jeg hans stemme råbe igennem mængden, før svingdørene til gangen lukker sig bag mig, og jeg slipper ud i den velsignede stilhed.

Tomatrød i hovedet og langt ned af halsen taster jeg Alice' nummer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...