The Day You Slipped Away

Natashas bedste veninde har begået selvmord, og Natasha er i dyb sorg over hændelsen. Men en dag finder hun et brev i sin bil der beskylder hende for det, og det knækker hende helt. Fast besluttet på at rense sin egen samvittighed, acceptere sin sorg, og ikke mindst finde en form for afslutning, bliver hun opsat på at finde ud af hvad der egentlig skete, den septemberdag.
Den dag, hendes bedste veninde gled fra hende.
The day she slipped away.

28Likes
60Kommentarer
3243Visninger
AA

4. Kapitel 3.

"Arh, miss Hastings, det glæder mig at du valgte at slutte dig til os i dag," hilser min matematiklærer sarkastisk, med en twist af ondskabsfuld. Jeg nikker ydmygt, og lister forsigtigt hen til min plads, bange for at tiltrække for meget unødig opmærksomhed.

Matematik var en af de timer jeg delte med min bedste veninde, og pladsen ved siden af mig har siden hendes... fravær begyndte, været tom. Derfor overrasker det mig også, at der i dag sidder en på den.

"Goddag," hvisker han, og giver mig hånden i ly af bordet. "Jeg hedder Alex." Hans øjne er venlige, og selvom jeg er absolut ligeglad med alt menneskeligt selskab udover Natalie, smiler jeg til ham. Min fornemmelse siger mig at smilet er dødt og tomt, men nu har jeg i det mindste gjort forsøget.

"Miss Hastings, når nu du endelig dukker op, kunne du måske forklare denne ligning, samt løsningsmetode og svar til klassen?" Min lærer peger op på tavlen, på en ligning så ukompliceret som 2 + 2.

"Desværre Mr. Graystone, det kan jeg ikke." Jeg ryster på hovedet, for selvom tallene og bogstaverne på tavlen for mig giver ligeså meget mening, som hvis det enkle svar havde stået der, er tanken om at skulle stille mig op, og endnu engang bevidne måden hvorpå alle stirrer med medlidende øjne på min lidende skikkelse, for ubærlig, uoverskuelig.

"En skam..." mumler han, og jeg ved at han ville ønske at jeg bare kom mig over mit tab, og blev den mønsterelev jeg plejede at være.

Men hvis det var så nemt havde jeg gjort det for længst, lad der ingen tvivl være om det. Jeg ville aldrig glemme... Jeg tillader for en sjælden gangs skyld mig selv at tænke navnet... Cecily... Jeg ville aldrig glemme Cecily, og heller aldrig ønske at glemme, men hvis der fandtes en enkel måde hvorpå jeg kunne kickstarte mit liv, havde jeg gladeligt gjort det.

Men det gør der ikke, og derfor står jeg ikke foran tavlen og forklarer om ligninger.

Matematik slutter uden yderligere spydige kommentarer fra Mr. Graystones side, og jeg slæber mig som sædvanligt ud af lokalet som den sidste. Men udenfor venter mig en overraskelse. Ved siden af døren til lokalet lænet afslappet op af væggen, står min nye sidemakker, Alex.

”Hej igen,” smiler han venligt, og fortsætter så lige til sagen. ”Du kendte hende, ikke? Hun betød noget for dig... Cecily?”

Det er første gang nogen spørger på denne måde, første gang nogen rent faktisk viser andet end høflig interesse, og derfor kan jeg ikke lyve for ham. ”Jo hun er… var min bedste veninde,” svarer jeg, og kigger alle andre steder end på hans ansigt, fordi et medlidende udtryk vil splintre facaden af at jeg kan håndtere det.

”Jeg forstår. Hun var min kusine. Du hedder Natasha, ikke?” spørger han, og et øjeblik stirrer jeg forvirret på ham, for jeg mindes ikke at have nævnt mit navn. Men så synker resten af det han siger ind, og jeg færdiggør puslespillet af information. Han var hendes fætter Alex, og hun havde selvfølgelig nævnt mig, vi havde jo kendt hinanden altid.

”Jo, jeg hedder Natasha.”

”Hun snakkede meget om dig. Altid faktisk,” fortsætter han med et lille smil. ”Hun kaldte dig sin tabte tvilling.” Tanken om vores indviede måde at omtale hinanden, får tårerne til at bryde frem i mine øjenkroge, for første gang i to måneder ikke af sorg, men af glæde over mindet. 

”Undskyld, jeg ville ikke gøre dig ked af det, hvor taktløst af mig. Du kendte hende langt bedre end jeg, og savner hende selvfølgelig mere. Undskyld!” mumler han panikslagent, og ser hjælpeløs ud, som om han ønsker at give min skulder et klem, men ikke ved om han, som komplet fremmed, kan tillade sig det.

”Jeg er ikke ked af det. For første gang siden hun forlod os, er jeg ikke ked af det,” hvisker jeg forundret, og det passer. Alex smiler, men så ringer klokken til advarsel om at næste time begynder om fem minutter, og han vinker undskyldende mens han forsvinder ned af gangen. Selv vender jeg hovedet mod engelsk, og der går ikke mere end to minutter før glæden er et tabt minde, og jeg er tilbage i den gamle indsunkne fornemmelse af ingenting.

Jeg finder mit skab og indtaster kombinationen af tilfældige tal, før jeg fisker mine engelskbøger ud. En mappe, og et eksemplar af Stormfulde Højder. Ud af Emily Brontës klassiker, flyver et stykke pap. 

Det et er quizkort fra en form for børnespil, men det oprindelige spørgsmål er hvisket ud, og imod den røde farve er det svært at læse hvad nogen har skrevet med en blyant.  Jeg gør det dog alligevel.

Hvem dræbte Cecily James?

Min mave snører sig hårdt sammen, så hårdt at jeg ikke engang kan få vejret, men alligevel vender jeg kortet om, for at tjekke svaret. I modsætning til spørgsmålet er dette skrevet med sprittusch, der omgående skiller sig ud fra det lille stykke karton, så selv hvis jeg havde besluttet ikke at læse det, ville et enkelt blik på bogstaverne være nok, før det var brændt ind i min hjerne. Tre bogstaver der kaster mig så hårdt tilbage, at jeg flyver ind i skabene på den anden side af gangen, der heldigvis er rimelig øde.

Dig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...