The Day You Slipped Away

Natashas bedste veninde har begået selvmord, og Natasha er i dyb sorg over hændelsen. Men en dag finder hun et brev i sin bil der beskylder hende for det, og det knækker hende helt. Fast besluttet på at rense sin egen samvittighed, acceptere sin sorg, og ikke mindst finde en form for afslutning, bliver hun opsat på at finde ud af hvad der egentlig skete, den septemberdag.
Den dag, hendes bedste veninde gled fra hende.
The day she slipped away.

28Likes
60Kommentarer
3239Visninger
AA

3. Kapitel 2.

”Natasha! Natalie! I skal op, klokken er næsten otte!”

Lyset brænder igennem mine øjenlåg i selskab med min mors stemme der kalder os op, men jeg opfanger kun svagt hvad hun siger.

”Fem minutter,” stønner jeg, og vender hovedet væk fra døren, hvor lyset kommer fra. Natalie snorker stadig blidt, men med det gode sovehjerte hun har, skal der også meget til at vække hende.

”I har travlt,” fortsætter mor, men forsvinder alligevel fra døråbningen. Jeg lytter efter hendes fodtrin ned af trappen, og da de dør, lader jeg blidt mit hoved glide ned på puden igen...

...”Fuck!” Natalies udråb vækker mig brat, og jeg flyver ret op og sidde.

”Hvad? Hvad er der i vejen?” spørger jeg, og kigger mig forvirret rundt, mens jeg forventer at se en indbrudstyv eller voksende ildebrand.

”Vi kommer for sent! Op! Op, op, op!” På trods af Natalies overlegne attitude, gør hun hvad hun kan for at opretholde et ordentligt gennemsnit. Selv har jeg altid haft et gennemsnit på over 10, samt aldrig fået en anmærkning. Men det var før… hændelsen.

Tanken får mig til at synke en klump der ellers havde forvandlet sig til gråd. 

Alligevel kæmper jeg mig ud af sengen efter Natalie, og graver noget tøj frem i min kommode. Det eneste gode ved at være i sorg er, at man beholder sin plads på den sociale rangstige, uanset hvad man har på, og hvor latterligt det ser ud.

Derfor kaster jeg ikke engang et blik på det jeg vælger ud, men iklæder mig bare endnu et par af mine mange jeans, og en top.

Selvom jeg er ligeglad stiller jeg mig foran spejlet, måske af gammel vane. Mine jeans er mørke, næsten sorte i dag. Præcis som mit humør. Toppen jeg har hevet frem er en hvid, flagrende trøje, med halvlange ærmer og støvet tekstur. Min gamle yndlings, før tøj forvandlede sig til noget totalt ligegyldigt.

Af ren refleks tager jeg den store sølvhalskæde med rosevedhæng, og tager den på, så den hænger tungt mod mine ribben.

”Nat, er du klar?” spørger Natalie fra sit værelse på den anden side af gangen.

”Jep…” sukker jeg, fuldt ud klar over at denne nat med mareridt er det blideste af døgnets torturinstrumenter.

”Godt, jeg mangler bare makeuppen,” svarer hun, men bliver næsten overdøvet af en raslen fra hendes makeuppung.  Jeg tager en børste, og kører den ligegyldigt igennem mine blonde krøller, og smutter så over på den anden side af gangen.

''Helt seriøst sis, du er altså nødt til snart at samle stykkerne sammen. Bare lidt. Det gør ondt, I know, men hun ville hade at se dig sådan her,'' forsøger Natalie med mascaramund og sin mascara i hånden. Jeg nikker til hende i det store spejl over sminkebordet, men har ingen intentioner om at gøre hvad hun beder mig om.

"Jeg kan se i dine øjne at du ikke vil høre på mig," påpeger hun, og peger på mig i spejlet med mascaraen. "Men det burde du!"

Et suk undslipper mig, før jeg går tilbage på mit værelse for at lede efter noget der kan gøre hende tilfreds.

I en skuffe godt fyldt med skrammel, finder jeg hvad jeg leder efter. Min makeuppung, slidt, en anelse støvet og mør efter ikke at være blevet brugt så længe.

Den finder sin vante plads i min hånd, og selvom det er længe siden, ved jeg præcis hvad jeg leder efter og hvor det ligger, samt hvordan det føles mod fingrene. Jeg fisker mit mål op, og det ligner mere eller mindre sig selv. Mit nød-makeupkit fra Rimmel, indeholdende mascaraen ScandalEyes, en sort eyeliner, foundation i tone #4, alene af den grund at min hud er sygeligt bleg og altid har været det, og et meget begrænset udvalg af øjenskygger, varierende fra gylden til beige.

Modvilligt trækker jeg foundationen frem, og begynder med rutinerede strøg at lade den dække mine fejl, som om jeg på den måde kan dække min sorg. Og selvom jeg ikke er meget for det, må jeg indrømme at det føles godt. Det er noget at koncentrere sig om, en afledning, og for bare to sekunder virker det faktisk.

Dette himmelske øjeblik er dog alt for hurtigt slut, for jeg kommer i tanke om hvor tit jeg plejede at gøre dette sammen med… Jeg tillader normalt ikke mig selv at tænke navnet, det er for smertefuldt, men før jeg når at få sat blokaden op i mit hoved, lyser det op.

Cecily…

Panisk, og desperat efter at tænke på noget andet, river jeg eyelineren op af den lille æske, og begynder med rystende hænder at tegne en sort streg på vandlinjen og smalt rundt om øjet.  Præcisionen dette kræver hiver mine tanker fra smerten, og mit åndedræt falder til ro.

Mascaraen er det sidste jeg orker at bekymre mig om, før jeg smutter ud på badeværelset, klasker noget tandpasta på min tandbørste, og maser den hen over mine tænder. Jeg spytter ud, og ser så på spejlet.

Selv med makeuppen i hovedet og et falsk smil, ligner jeg et levende lig. Jeg har ikke bemærket det før, men mine kindben er begyndt at stå ud, mine kinder at falde ind, og mine kraveben nærmest at være separeret fra resten af kroppen.

Den foundation der før matchede min hudtone perfekt er mindst to toner for mørk, og ti nuancer mindre grå end den skulle være. 

Jeg  kigger frygtsomt ned af min krop, rædselsslagen for at se den være i ligeså dårlig stand som mit ansigt. Det er dog slet ikke som jeg forventer. Langt værre ser det ud, for ikke alene stikker mine ribben ud, selv igennem den løse bluse kan man se det, og da jeg mærker ved mine hofter, kan jeg mærke dem  mindst en centimeter ud for resten af mig. 

”Åh, godt Nat, du er klar. Jeg børster lige tænder, så smutter vi.” Min lillesøster kommer ind i badeværelset imens jeg, fyldt op af angst, stirrer ned på min krop.

Da jeg kigger op gisper hun, men smiler så. 

”Du har makeup på! Det er sgu alligevel et stort skridt for min zombiesøster!” jubler hun, og springer hen for at kramme mig, men tøver lige inden og lægger så blidt armene om mig i stedet, som om hun er bange for at jeg skal knække midt over.

Rystet over at hun må have bemærket mine magre tilstand endnu mere end jeg selv, slæber jeg mig ud af badeværelset og ned af trappen, hvor jeg finder mine falmede røde Converse, som jeg begraver fødderne i. Tidligere plejede jeg at gå i stiletter, men af en eller anden grund har min balancesans været svækket siden… ’det’ skete.

Natalie bumper ned af trappen, allerede iført sine favorit støvletter, snupper nøglerne fra en krog ved siden af døren, fordi hun ved at jeg ikke tænker på det i min mentale tilstand, og river to jakker ned af knagerne. 

”Grib!” siger hun, og smider den ene, en kakigrøn parkacoat med bånd i livet, mod mig mens hun åbner døren. Selvom enhver der ser mig kan bekræfte at det ikke er sikkert at lade mig sidde bag rattet i en bil, er det mig der skal køre os til skole.

Min taske ligger stadig på bagsædet som den har gjort hele weekenden, så jeg bekymrer mig kun om at få køretøjet startet. Bilen er en rød Volvo C70, købt brugt for billige penge, men hjulene drejer stadig rundt, så den er i bedre stand end jeg selv.

”Nat, kan du ikke tænde for radioen?” spørger den nu fjortenårige Natalie, der bare gerne vil høre noget musik på vej til skole, være vellidt og bestå geometri. Hun har godt af at være den pige nogen gange, men er det desværre sjældent, efter mareridtene, og med dem søvnløsheden, angreb hende.

Jeg nikker, koncentrerer mig om kørslen og trykker på ’Power’ knappen på bilradioen uden at kigge.

”And you know when push comes to shove, it’s gonna take the both of us.

Baby this is love. Baby this is love.

Love.

Love.

Love…”

Push med Avril Lavigne ender, netop som radioen tændes, og efterfølgende kommer en masse sange jeg ikke tror jeg har hørt før. Natalie er dog tydeligvis helt med på hvem der har lavet dem, hvad de hedder og ikke mindst hvordan man synger med på dem, for hun skråler sammen med højtalerne resten af den korte tur.

”Tak sis,” mumler hun da vi holder på parkeringspladsen, og hopper så ud med sin taske over skulderen. Selv åbner jeg døren ind til bagsædet, og hiver min sorte Friss & Co. Taske ud, men i farten flyver et stykke papir fra dens åbning.

Jeg vil ellers have sværget på at jeg lukkede den i fredags som jeg altid gør, men på den anden side kan jeg slet ikke huske hvad der var sket i weekenden, og endnu mindre før den.

Jeg samler papiret op, og folder en sirligt sammenlagt seddel ud i fuld størrelse.  Papiret er stort set hvidt, udover 4 smertende ord, 13 gennemborende blækklatter og 3 fuldstændig rungende tomme huller imellem dem.

Det er din skyld

Papiret ryger ud af hånden på mig og ind i bilen igen, før jeg når at tage en dyb skærende indånding.

Så smækker jeg døren, sætter i panisk flugt fra sandheden mod skolens hoveddør, og krydser fingre for at ingen stjæler min bil mens jeg stadig flygter.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...