The Day You Slipped Away

Natashas bedste veninde har begået selvmord, og Natasha er i dyb sorg over hændelsen. Men en dag finder hun et brev i sin bil der beskylder hende for det, og det knækker hende helt. Fast besluttet på at rense sin egen samvittighed, acceptere sin sorg, og ikke mindst finde en form for afslutning, bliver hun opsat på at finde ud af hvad der egentlig skete, den septemberdag.
Den dag, hendes bedste veninde gled fra hende.
The day she slipped away.

28Likes
60Kommentarer
3368Visninger
AA

2. Kapitel 1.

”Min… skyld…” Hendes ansigt står så klart foran mig, at jeg vil sværge på at det er hende i egen person, på trods af at jeg ved bedre. Skriget sidder fast i min hals, da hendes ansigt begynder at rådne væk, og erstattes af skelettet inden under.

”Min skyld…” Det er alt sammen min skyld. 

Mareridtet brydes, da nogen rusker i mig. 

”Natasha! Natasha for fanden, vågn op!” Min rapkæftede lillesøster redder mig ud af drømmens klistrede spind, men ryster ikke panikken af mig. 

”Hvis du vækker mor og far sådan, sender de dig bare hen til den der hjernevrider igen, og det er vi enige om ikke står øverst på listen over årets juleønsker, right?” Selvom hun siger det på en utrolig hensynsløs måde, har hun ret. 

”Natalie, kunne du være bare en anelse mere følsom?” spørger jeg, men er på en anden måde taknemmelig for hendes måde at gribe det an på. Alle de mennesker der kommer hen igennem dagen, og fortæller hvor kede af det de er og hvor meget de har ondt af mig, er så utrolig udmattende at høre på. Men det fortæller jeg dem ikke. Jeg siger tak, og går med tomme øjne videre ned af skolens gange, for at deltage i endnu en time der ikke betyder noget, fordi hun ikke sidder ved siden af mig mere.

”Jo, undskyld big-sis, men selvom du ikke siger noget, så kan jeg se hvordan det står ud af halsen på dig, når du hører om alle de andres medlidenhed. ” Hun forklarer sig fint, og, måske kun fordi jeg kender hende så godt, kan jeg se bekymringen i hendes blik, gemt bag den overlegne attitude hun pådrog sig for et par år siden.

”Jeg er bare træt af at høre om den tragedie der ramte mig mere end nogen anden. Det føles som om de tror de kender bedre til den end jeg gør,” mumler jeg, og kigger ned på madrassen, mest fordi jeg næsten ikke kan klare at se Natalies bekymring nu, hvor tragedien er presset frem forrest i mine tanker.

”De tror de kan sætte sig ind i det. Truth; Alene tanken er absurd!” vrisser hun, og pludselig går det op for mig at folk også går hen og kondolerer til hende. Det generer hende nok endda mere end mig, for hende gør det ikke bare ondt på. Det trækker også noget, hun ellers så succesfuldt har skubbet ud af sit sind, tilbage i fokus.

”De er bare mennesker, og de forsøger at hjælpe. Nogle gange bliver det bare for meget,” forsvarer jeg de godhjertede folk, der endnu ikke har vendt mig ryggen fuldstændigt, til trods for min mangel på entusiasme overfor enhver idé, tanke og handling.

”Og du er bare alt for tålmodig og forstående. Seriøst de er pisse irriterende, og de burde vide bedre!” svarer Natalie igen, og dette er endnu et af vores sædvanlige skænderier, hvor vi egentlig ikke er sure på hinanden, men diskuterer andres fejl og mangler. Eller rettere, Natalie påpeger dem, og jeg forsvarer dem.

Denne gang må jeg dog bøje mig.

”Du har ret… Jeg vil så gerne se det gode i folk, men de burde virkelig vide bedre.”

”Godt, så er vi enige! Men hey, sweety… Klokken er halv fire, og vi skal i skole i morgen, så jeg vil smutte tilbage på mit værelse…” Mareridtene hjemsøger også hende, og jeg ved at hun i modsætning til mig har ligget vågen indtil nu. Hun har endda stadig sine jeans og den sorte slimfit tanktop på.

”Vil du sove her?” Om det er for min egen skyld, eller af bekymring for hendes søvntab ved jeg ikke, men jeg er klar over at jeg næsten ikke vil kunne tage det hvis hun siger nej.

I det dunkle lys kan jeg se at hun bider sig i læben, kigger sig lidt omkring. Det er hendes udtryk for overvejelse og spekulation, et hun aldrig bruger i skolen, hvor hun forsøger at ligne en der har styr på alt.

Så nikker hun, og kravler forsigtigt ind under dynen ved siden af mig.  Vi lægger os tæt op af hinanden, men har selvfølgelig heller ikke så mange andre muligheder i en halvanden personers seng.

”Godnat sis.” hvisker hun, allerede næsten drevet væk i søvnen. 

”Godnat,” svarer jeg lydløst, og lukker øjnene i, uden at være hærget af flere mareridt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...