He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6321Visninger
AA

11. Kapitel 9

It's crazy falling in love

isn't it? 

 

Koncerten er fantastisk. Jeg har fået plads på første række, og en gang i mellem blinker Niall diskret til mig, og alle de andre piger omkring mig skriger som sindsyge. Det er helt vildt, og jeg bliver skubbet og mast. Men samtidigt er det også fedt. Niall strækker armen ned til mig og rører ved min hånd, og jeg sender ham et smil og rødmer, det vare kun kort, før han skynder sig videre til fansene. Men det giver mig alligevel sommerfugle i maven.

De slutter af med allesammen at sidde på en høj stol hver inde midt på scenen. Niall med sin guitar, og så synger de Little Things ud til fansene. Nogle piger ved siden af mig begynder simpelthen at græde, og stemningen påvirker mig så meget at jeg helt selv får lyst til at græde. Men jeg gør det selvfølgelig ikke. Jeg skriger med, og jeg kan se at drengene kigger på mig på skift en gang i mellem, og på et tidspunkt får jeg en skør idag. Jeg rækker hånden op og vinker, og Harry begynder og grine, og alle pigerne skriger igen, men Harry vinker tilbage, og pigerne skriger endnu højere, de tror jo at han har vinket til dem. Jeg griner og sender ham en tommel op og han griner igen.

De slutter sangen af, og bukker og takker fansene. "Tak for i aften, i har været et fantastisk publikum!" råber Louis og hele salen skriger. "Vi elsker jer" råber Zayn og de skriger endnu højere. Derefter forsvinder de fra scenen, og alle begynder at mase og skubbe for at komme ud. Jeg rykker lidt tættere på scenen, og bliver stående. Salen tømmes langsomt, jeg kan se flere piger der græder, og alle er helt oppe og kører. Jeg må også selv ærligt indrømme at de var fantastiske. En times tid efter er salen helt tom, og en vagt går over mod mig. "Jeg er altså nødt til at bede dig om at forlade området" siger han monotont og nikker i retningen af udgangen. "Det er okay, jeg venter på Niall" siger jeg og sender ham et venligt smil, men han begynder bare at griner. "Ja, det siger de allesammen, kom så ud med dig" siger han, denne gang i et lidt hårdere tonefald. "Nej altså, hør nu. Niall bad mig vente her" siger jeg.. Og vagten ryster på hovedet. "Nu går du bare ud, inden jeg ringer til politiet ikke" siger han, og jeg ryster bare på hovedet af ham og bevæger mig mod udgangen. Da jeg er kommet udenfor, finder jeg min telefon frem og ringer Niall op.

"Hey, jeg er der lige om lidt" siger han i den anden ende af røret. "Det er ligemeget, der var en eller anden vagt der smed mig ud" mumler jeg, og Niall griner. "Hvad sagde du til ham?" spørger han om, og der går lidt før jeg svarer. "Jeg sagde bare at du havde sagt at jeg skulle vente her" siger jeg og Niall mumler noget i den anden ende. "Det var måske også dumt af mig og sige det, du kunne jo være hvem som helst"

"Du kunne være en der vil bortføre mig" griner han og jeg smiler for mig selv. "Hvor vil du havde jeg skal gå hen nu?" spørger jeg om. "Hvor er du nu?"

"Ved indgang 2" mumler jeg og kigger mig omkring. Det må være på den anden side af hvor jeg kom ind. "Okay, bare gå om på den anden side, så er jeg der om lidt" siger han, vi siger farvel og lægger på. Og jeg bevæger mig om på den anden side. Det er mørkt, og et par biler kører forbi. Klokken er lidt over elleve. Jeg klemmer et øjeblik mine øjne hårdt sammen, jeg er træt. Men jeg føler mig næsten lykkelig som jeg går der, alting er okay, og jeg ved at alting nok skal blive okay. Min dårlige samvittighed er ikke så slem, og jeg har Niall. Det er alt jeg behøver, for nu. Det begynder stille at regne, og stemningen er så perfekt, og smuk.

Jeg når om på den anden side, og i samme øjeblik ser jeg Niall komme ind af døren, nu øser det ned. Men det gør mig egentlig ikke noget. "Amelia" råber han igennem regnen. Jeg kan kun se en silhuet, men jeg ved at det er ham. Han kommer tættere på. "Kom dog med ind" siger han og tager min hånd for at trække mig med indefor, men jeg trækker den til mig og han vender sig om og kigger forvirret på mig. "Jeg vil lige prøve noget" mumler jeg og trækker ham med længere ud på fortovet. Her er så smukt. Regnen står ned i stænger, og jeg gør noget som jeg har haft lyst til længe. Jeg tager mine hænder om hans nakke, og han lægger sine hænder på mine hofter, lidt efter mødes vores læber i et kys. Jeg kører mine hænder op i hans våde hår, og tager en smule fat i det. Niall udvikler kysset, og det gør mig ikke spor. Sommerfuglene eksplodere rundt i maven på mig, og jeg har lyst til at stå her forevigt. Og dér får jeg en åbenbaring, okay åbenbaring er måske så meget sagt, men noget går op for mig. Jeg er forelsket, og ikke bare i hvilken som helst fyr. Jeg er forelsket i Niall Horan, fyren som har reddet mig, reddet mig på den måde som kun et andet menneske kan redde en på.  Følelserne bobler rundt i maven på mig, og jeg kysser ham en smule hårdere. Til sidst ender kysset, jeg er nødt til at få vejret, men det forsætter med små kys. "Amelia jeg er så vild med dig" mumler Niall og kysser mig endnu engang. "Også jeg" siger jeg og kysser med.

Det hele ser så perfekt ud, og jeg føler mig lykkelig. For første gang i så lang tid, er jeg faktisk rimelig sikker på at jeg er lykkelig. Intet kan ødelægge dette øjeblik, ingenting kan ændre det. ”Vi er nok nødt til at gå ind nu” mumler Niall, han lyder lige så trist som jeg føler mig. Jeg vil stå her forevigt. Forsvinde i dette øjeblik. ”Jeg ved det, men jeg vil ikke” mumler jeg lægger mit hoved på hans bryst, og han lægger sine arme omkring mig, og kysser mig i håret. ”Nej jeg ved det godt” siger han. Vi står i noget tid. Det tordner lidt i det fjerne, og London lyse op omkring os. Til sidst går vi indenfor.

***

”Hvad fanden har i lavet?” Griner Zayn da vi kommer indenfor. Vi ligner to drukne mus, og udover det er vores fingre flettet tæt sammen. ”Det regner” siger jeg og Harry griner. ”Jaja” siger han og blinker til mig, og Niall sender ham et strengt blik. ”Har man nu ikke lov til at stå ude i regnen?” spørger Niall om og Louis griner. ”Nååå, så i stod bare ude i regnen. Jamen det er der jo ikke noget galt i” siger han ironisk og jeg rødmer. ”Hvorfor rødmer du dog?” spørger Liam om, og jeg kigger ned i jorden. ”Hold nu op” siger Niall og rødmer også lidt. Han holder stadig min hånd stramt i sin. ”Skal vi kører hjemad eller hvad?” spørger Harry om og vi nikker.

Vi når ud til bilen, jeg kører med Niall, de andre kører med Harry. ”Skal jeg bare kører dig hjem?” spørger han om, og jeg ryster på hovedet. ”Jeg vil ikke sove alene, jeg vil være sammen med dig” mumler jeg og han nikker, og holder blikket stift på vejen.

Vi når hen til hans lejlighed på kort tid, det styrter stadig ned. Men vi er jo også i London, her regner det ret tit. Vi løber grinene og fjollende op i lejligheden. Vi er stadig drivåde, men det gør ikke spor. Og da vi kommer ind i lejligheden, når vi begge kun at smide vores sko, før Niall presser mig op ad væggen, og kysser mig. Jeg kysser med, og roder min hånd rundt i hans hår. Han trækker mig op, så jeg sidder med benene rundt om livet på ham, og han kysser mig igen. Han går hen til spisebordet, og prøver at sætte mig ned der. Men det ender mig at jeg rammer hjørnet af bordet med hoften, og falder derefter ned på gulvet. Niall griner, ”av forhelved” siger jeg og bider tænderne sammen. Det gør jo ondt. ”Undskyld, jeg…” griner Niall og jeg sender ham et hårdt blik. ”Hold nu bare mund” siger jeg hårdt, og Niall sætter sig ned på hug. ”Undskyld, er du okay?” spørger han mig om, jeg tager fat om hans hage og kysser ham. ”Jeg har det lidt bedre nu” siger jeg og sender ham et smil.

Jeg prøver at rejse mig, med hjælp fra Niall som holder fast i min arm. Men det gør ondt omkring min hofte. ”Det gør ondt” siger jeg, og Niall støtter mig hele vejen hen til sofaen, som jeg lægger mig ned på. ”Gør det meget ondt?” spørger han om og jeg nikker. ”Sådan da” siger jeg og løfter op i min bluse for at undersøge hvad der er sket. Jeg får mig lidt af et chok. Det bløder, og jeg har fået en rimelig stor hudafskrabning. Sikkert på grund af hjørnet af bordet. ”Du må altså virkelig undskylde” siger Niall og kysser mig lige over såret. ”Det er jo ikke din skyld at du er klodset” siger jeg og griner lidt. ”Undskyld” mumler han og skyder underlæben ud. ”Jeg henter lige nogle renseservietter, og et plaster” siger han, og rejser sig og går ud mod badeværelset, og lidt efter kommer han tilbage og renser mit sår.

Præcis som han har renset mit liv. Fjernet det værste, og det ser nu nogenlunde ud. Det er stadig under ombygning, men med lidt mere pleje. Vil det der gør ondt måske forsvinde helt på et tidspunkt. ”Tak” siger jeg og bider tænderne sammen. Det gør alligevel ret ondt. Niall kysser endnu engang såret da han har puttet plaster på. Måske gør han lidt for meget ud af det, men jeg syntes bare at han er sød. ”Er du træt?” spørger han om og jeg ryster på hovedet, og prøver på at skjule at jeg i samme sekund gaber. ”Det er jo løgn” siger han og smiler, ”Bær mig i seng” siger jeg og lukker øjnene. Niall tager fat ved mine knæhaser, og under mine arme. (hvis i forstår hvad jeg mener, sådan brudeagtigt) og bærer mig ind på hans værelse og lægger mig forsigtigt i sengen.

”Du skal nok selv tage dit tøj af, medmindre du vil sove sådan der” griner han og jeg ryster på hovedet og strækker mine arme frem. ”Tag den af” mumler jeg, og jeg kan se Niall rødmer let. Han er så sød. Men kommer alligevel og tager min tshirt af mig, og derefter trækker han også mine shorts af, og smider så en dyne over mig. ”Babe, jeg kan ikke børste dine tænder for dig” siger han og smiler, men jeg lukker bare øjnene. ”Ingen er døde af ikke at børste tænder” mumler jeg og han griner. ”Hent en tandbørste herud til mig” siger jeg og Niall griner. ”Alt for dig” og lidt efter kommer han overraskende nok ud med en tandbørste til mig, med tandpasta på. ”Du er alt for sød” mumler jeg træt med munden halvt fuld af tandpasta. Lidt efter tager han tandbørsten med ud på badeværelset, og kommer ind igen. Han tager sin tshirt og sine bukser af og lægger sig under dynen. Han trækker mig ind til sig, og kysser mig blidt på skulderen. ”Sov godt babe” hvisker han ind i mit øre. ”sov godt” hvisker jeg tilbage, og kort tid efter falder jeg i søvn. 

 

__________________________________________________________________________

Kapitlet er lidt kort, men jeg syntes i fortjente et mere idag

fordi jeg ikke har kunne skrive de sidste tre dage. 

Hvad syntes i om udviklingen i Amelia og Nialls forhold. 

Er det godt at de endelig har fortalt hinanden hvad de føler?

Og hvad håber i, og hvad tror i der vil ske i de næste kapitler? 

Hav en rigtig god nat, eller hvis i først læser den i morgen, så hav en rigtig god dag! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...