He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6381Visninger
AA

9. Kapitel 7

Nedenstående "citat" er en sang af Nina Nesbitt som hedder Make me fall, 
den passer ret godt til dette kapitel, så i kan jo høre den i mens hvis i har lyst :) God læselyst! 

 

 

All these things i do
They're never quite enough
and I've nothing to prove
I'm all out of luck

So I'll keep running into the rain
Heart first, Head second, I'm away
I'll keep running, running away
With my heart there
for you to take

So make me fall in love
even if i get hurt
I'll be the only fool in the world
Just make me fall in love
In love, in love, in love
In love, in love, in love
In love, in love, in love 
Just make me fall in love 

Sometimes I think
I think too much
My mind is ticking like a clock that never stops
All these things you do
Well they are more than enough
I've got someting to prove
And i'm feeling in luck 

- Nina Nesbitt, Make me fall 

Jeg ved ikke om det var det at jeg var faldet i søvn på sofaen, og vågnede op på gulvet, eller om jeg simpelthen bare var ved at blive syg. For da jeg vågnede var min hals tør og gjorde ondt og jeg havde en forfærdelig hovedetpine. Typisk. Jeg famlede mig selv, med lukkede øjne op og stå og ud på badeværelset. Jeg så forfærdeligt ud. Jeg vaskede mit ansigt, men det hjalp ikke rigtigt. Jeg gik langsomt ind i stuen igen og smed mig i sofaen og tændte for fjernsynet. Jeg havde ikke engang lyst til morgenmad. Jeg drejede hovedet og kiggede på uret på væggen, den var halv ti. Jeg tog et tæppe godt op omkring mig og lagde mig ned og så ind i fjernsynet. Den var på disney channel, og jeg havde slet ikke lyst til at skifte. Jeg så altid disney channel da jeg var lille, og jeg elskede de fleste programmer. Ligenu var der Magi på waverly place, et af mine ynglings show, godt nok var det gamle afsnit som jeg havde set før, men who cares. 

Jeg lå og havde det vildt dårligt, og det blev ikke ligefrem bedre i løbet i dagen, faktisk blev det værre, så nu kan jeg virkelig sige at jeg var syg, både fysisk og Psykisk, for det var vel hvad jeg var. Jeg sukkede og der bibbede en besked en på min telefon. 

#Hvad skal du idag? 

Den er selvfølgelig fra Niall, det er så sødt når han kommer med sine daglige små beskeder selvom jeg ved hvor travlt han noglegange har. Selvom de har ferie. Jeg forstår det ikke. 

#Ikke så meget, er blevet syg. 

Svare jeg tilbage, og ironisk nok, begynder jeg at hoste. Faktisk hoster jeg helt indtil der bibber endnu en besked ind på min telefon. 

#Aw, din stakkel. Vi skal til interview om lidt, men jeg kan komme over senere, så kan vi se film? 

Jeg rødmer næsten, bare tanken om at han har lyst til at tilbringe tid med mig, jeg føler slet ikke at jeg fortjener det. Men skriver hurtigt tilbage. 

#Hvis det ikke er til besvær, ville det være rart med noget selskab. 

Svare jeg tilbage, og koncentrerer mig igen om fjernsynet, denne gang er der Det søde liv til søs, suk, endnu et af mine gamle ynglingsprogrammer. En ny besked bibber ind. 

#Slet ikke, vi ses senere, skriver lige når jeg ved hvornår jeg kommer

svarer han, og jeg overvejer hurtigt om det er nødvendigt for mig at svare tilbage, men ender alligevel med at gøre det. 

#Super, vi ses

Skriver jeg, og vender igen min opmærksomhed mod fjernsynet, og jeg kan mærke mine øjenlåg blive tunge, og falder også i søvn. 

Da jeg vågner igen dunker mit hoved helt vildt, og min hals gør endnu mere ondt. Jeg kravler ud af sofaen og ind på badeværelset, og finder nogle panodiler i skabet, og tager en tår vand fra hanen. Tankerne fylder mit hoved, og jeg har kvalme, ikke kun på grund af sygdommen men over mig selv. Tanken om mine forældre, og skyldfølelsen fylder mit hoved, selvom jeg inderst inde godt ved at det ikke var min skyld, noget af det, kan jeg ikke lade være med at føle sådan. Havde det ikke været fordi metroen brød sammen, og mine forældre var nødt til at hente mig, var det ikke sket. Jeg går langsomt hen mod sofaen, og lægger mig i den igen. Fjernsynet slukker jeg, og så begraver jeg mig ned i tæppet. Tårene begynder og pible frem, og for første gang i lang tid græder jeg helt ud. Jeg får ondt i hovedet af at græde, jeg knuger tæppet ind til mig, og tørre en gang i mellem mit ansigt i det. Jeg oplever både flashback, og tankerne kører rundt i hovedet på mig. Det er næsten ikke fair vel? Eller, måske har jeg fortjent det. Alt det der er sket for mig. 

Til sidst kan jeg ikke græde mere, mit hoved dunker, og mine kinder sviger, og min hals er endnu mere øm, jeg ligger bare og stirrer op i loftet. Det er som om alle følelserne forsvinder, og det eneste jeg kan mærke er tomhed. Gid jeg kunne ligge sådan her forevigt. Alting er noget rod. 

Jeg ligger sådan længe, eller det tror jeg i hvert fald. Jeg mister tidsfornemmelsen, måske har jeg ligger her en halv time? Måske en time? Jeg ved det ikke. Men der bibber i hvert fald en besked en på min telefon, og der går yderligere nogle minutter før jeg rækker ud efter telefonen på mit bord. Jeg knuger hånden om, men formår alligevel at tabe den, så det giver et bump ned på det hvide gulvtæppe under sofaen og sofabordet. Jeg vender mig langsomt, og samler den op, for at læse beskeden. Den er fra Niall. Ham har jeg fuldstændig glemt, og jeg går næsten i panik, hvad er klokken overhovedet. 

#Hey, jeg kommer om en halv times tid, vi ses! :)

Skriver han, og jeg smiler lidt. Men på den anden side, har jeg næsten lyst til at aftale. Jeg har ikke lyst til at han ser mig sådan her, mens jeg er mest sårbar. Jeg sukker, og lægger telefonen tilbage på bordet, og stirrer igen op i loftet. 

***

Pludselig banker det på døren, og jeg kan høre døren gå op lidt efter. "Det er bare mig" råber Niall. Jeg svarer ikke. "Din stakkel" siger han og griner lidt da han ser jeg ligger i sofaen. "Hej" mumler jeg og prøver at sende ham et smil. Niall sender mig et stort smil, indtil han ser mig i øjnene og hans smil falmer. "Hey, er du okay?" spørger han, han venter ikke på at jeg svare ham, men sætter sig på kanten, og jeg sætter mig mere op, og han trækker mig ind i et knus. Jeg snøfter lidt, og Niall aer mig på ryggen. "Det er ikke fair er det?" spørger jeg ham om, mens jeg knuger ham ind til mig. "Rolig, det er ikke din skyld" siger jeg, og jeg trækker mig væk fra ham. "Men det er min skyld" udbrøder jeg, og Niall kigger forvirret på mig. "Metroen brød sammen, det var derfor mine forældre kørte ud" siger jeg, og bryder hulkende sammen. Aldrig har jeg været så sårbar, og vist det til nogle. Jeg klemmer mine øjne i, og Niall trækker mig ind til sig, og knuger mig tæt, mit hoved ligger på hans bryst. "Det er ikke din skyld Amelia" siger Niall, men det får mig bare til at græde endnu mere. Jeg ved han lyver, jeg ved at han bebrejder mig, og jeg ved han syntes jeg er et dårligt menneske. 

Han knuger mig længe indtil sig, aer mig bare på ryggen. Og der er den der trygge stilhed. Niall trækker sig væk fra mig, og kigger mig dybt i øjnene. "Amelia, jeg ved godt det er svært at tro, men det er ikke din skyld. Det føltes sådan, men der er ingen der bebrejder dig, og du skal ikke bebrejde dig selv" siger han, og kigger alvorligt på mig, og noget i hans blik får mig til at tro på noget af det han siger. Jeg hulker en enkelt gang mere, og Niall sender et prøvende smil til mig. Jeg kan ikke gengælde, hvor meget jeg end vil. "Skal jeg ikke lave noget varm kakao, og så ser vi en film?" spørger han om og jeg nikker forsigtigt. "Hvor er kakaoen" spørger Niall, "Venstre skab, længst ude, hylden i midten" siger jeg, og jeg kan hører Niall skramle i skabene, og vand der begynder at koge. Få minutter efter kommer Niall gående med to kopper kakao. "Jeg har taget 'Red riding hood' med" siger Niall og viser mig filmen, jeg nikker. "Har du set den før?" spørger han mens han sidder foran fjernsynet og putter den ind i DVD afspilleren. "Nej, men jeg har hørt at den er god" siger jeg og Niall vender sig om, og går over mod sofaen. "Jeg ved det ikke, jeg har heller aldrig set den før" siger han, og sender mig et smil. 

Jeg skal lige til at rykke mig ned i den anden ende af sofaen, så der er plads til Niall men han ryster på hovedet. "Nejnej, du kan lægge op ad mig" siger han, og sætter sig bag ved mig. Jeg rykker tilbage, og lægger mit hoved på hans bryst. Niall ordner setup menuen og starter filmen. "Hvad er klokken?" spørger jeg om, og Niall hiver sin telefon op og kigger. "Kvart i ni" siger han og jeg spærrer øjnene op, selvom jeg godt ved at han ikke kan se det. "Allerede" mumler jeg, men jeg tror ikke at han hører det. Og filmen begynder. 

***

"Den var god, men lidt uhyggelig" konstatere jeg, da filmen er færdig. Niall sidder og nusser mig i håret. Det har han gjort under det meste af filmen, men det gør ikke noget. Det føltes rart. "Syntes du?" spørger Niall og jeg nikker. "Det der hvor hun åbner æsken, og så lægger hans hånd der, det var ikke lige mig" siger jeg og Niall griner af mig. "Det er jo ikke engang en gyser" siger han, og jeg kigger op på ham og kan se at han smiler. "Stop med at drille mig" siger jeg og skubber underlæben ud. Niall kigger smilende ned på mig, og helt uden nogle af os opdager det, rammer vores læber hinanden. Det er så blidt, men også alt for kort. Vi trækker os væk fra hinanden, og rødmer begge to, og jeg kigger væk. "Jeg kan virkelig godt lide dig Amelia" siger han, hvilket får mig til at rødme endnu mere, men heldigvis kan han ikke se det. Jeg vender mig om, og presser mine læber mod hans som svar. Han kysser hurtigt med. Og da vi trækker os væk fra hinanden putter jeg mig ind til hans bryst

Mit hoved gør stadig en smule ondt, men det er ikke ligeså slemt, og min hals gør næsten ikke ondt mere. Jeg tror kakaoen hjalp en del. Denne gang er det min mave, den gør så ondt, og føltes som om den skal til at eksploderer, men på en god måde. Sommerfuglene spræller løs, og jeg får lyst til at hoppe rundt og danse. Han kysser og nusser mig i håret, og jeg indånder duften af ham. "Tak fordi du gider underholde mig mens jeg er syg" mumler jeg ind mod hans bryst, og han ryster, han griner. "Alt for dig Amelia" siger han, og lægger armene om mig, og trækker mig lidt ind til sig. "Du er så sød" mumler jeg, men jeg ved ikke om han hører det. Jeg falder i søvn i armene på Niall. 

"Amelia" hører jeg Niall sige, og jeg vågner op fra min søvn. Han rykker på sig. "Amelia" siger han lidt højere, og jeg åbner øjnene. "Hvad" mumler jeg. "Jeg skal altså tisse" siger han og griner lidt, og jeg begynder selv at grine. "Men jeg vil ikke havde at du går" siger jeg. "Jamen, det er jeg jo altså nødt til" siger han, og han kan ikke lade være at grine. "Okay såå" siger jeg i et trist tonefald og sætter mig op. "Vi skal nok også gå i seng" siger han og jeg nikker, og han forsvinder ud på badeværelset. Spørg mig ikke hvordan han ved hvor det ligger, okay lejligheden er måske ikke ligefrem den største. Men alligevel. 

Da Niall kommer ud igen sidder jeg stadig i sofaen og kigger ud i luften. "Jeg troede vi skulle i seng" siger han og kigger drillende på mig, og jeg ryster på hovedet. "Jeg er for træt" siger jeg og han kigger forvirret på mig. "Til at sove?" spørger han om, og jeg griner. "Nej, til at gå ind til sengen" siger jeg og sukker. Men det stopper tydeligvis ikke Niall, for han går bare hen mod mig, og tager fat under mine armen og ben og løfter mig op. "Ej Niall" siger jeg, men han griner bare. Han stopper pludseligt, og det giver et ryk i mig. "Hvad, hvorfor stopper vi?" spørger jeg om, og kigger op på Niall. "Jeg ved jo ikke hvor vi skal hen" siger han tænksomt og kigger sig omkring, en gang og tre hvide døre, ja uha, hvilken en han mon skal vælge. Livets store beslutning. "Hvor tror du mit værelse er?" spørger jeg om, og Niall rynker brynene og begynder så at gå ned mod den sidste dør, og stiller sig foran den. "Er det rigtigt?" spørger han om og jeg nikker. "Jeps" siger jeg og åbner døren for ham. 

Han går hen og smider mig i sengen, og jeg ømmer mig lidt. "Du glemmer vidst at jeg faktisk er syg" siger jeg og tager mig til hovedet. "Jeg tror du overlever" siger han og griner, men går alligevel hen og mærker min pande. "Har du taget din temperatur?" spørger Niall om og jeg ryster på hovedet. "Det er vel ligemeget, når jeg ved at jeg er syg, ikke?" spørger jeg om, og han trækker på skuldrene. "Det er det vel, men jeg vil alligevel ikke havde det bliver værre" siger han og jeg ryster på hovedet. "Slap af Niall, det er bare en influenza" siger jeg og griner af ham. Han er så sød. "Skal vi gå i seng?" spørger han om og jeg nikker. Jeg går ud på badeværelset g børster mine tænder, tisser, og vasker mit ansigt og den slags før jeg går ind på værelset igen. Bagefter går Niall derind, igen. Jeg går ind og skifter til nogle nat shorts og en løs t-shirt og lægger mig til rette i sengen, inderst. 

Niall kommer ud, han er kun iført nogle nat agtige shorts, men har bar mave. Jeg ligger i et stykke tid og betragter ham. Næsten perfekt. Ingen mennesker er perfekte, men han er tæt på, i hvert fald det jeg ved om ham endnu. Han slukker lyset, og går over og lægger sig ved siden af mig. Han lægger sig tæt op af mig, og jeg putter mig ind til ham, og han kysser mig lidt i håret. "Godnat babe" mumler han, "Godnat" mumler jeg og lægger mig lidt mere til rette. Det føltes helt perfekt. 

 

__________________________________________________________________________

 

Så allesammen, endnu et kapitel, hvor der sker noget i mellem 

Amelia og Niall. Jeg håber i kan lide det, læg gerne

en kommentar og et like, det ville gøre mig så glad :) 

Og tak til jer der har gjort det i forvejen. 

 

Hav en god dag, eller nat eller hvornår i nu læser det her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...