He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6256Visninger
AA

6. Kapitel 4

I said, never apologize for
how you feel. 
No one can control how they feel. 
The sun dosen't apologizing 
for being the sun.
The rain dosen't say sorry 
for falling.
Feelings just are. 

- Iain S. Thomas

 

De næste par dage går som sædvaneligt. Jeg vågner, går i skole. Alle ignorerer mig, men jeg er ligeglad. Det eneste jeg tænker på er Niall, og mine forældre og Julia selvfølgelig. Jeg får stadig mine break downs, men slet ikke i samme grad længere, og noget siger mig at det skyldtes Niall. Men jeg ved det ikke. Vi har ikke set noget til hinanden siden dater, og på en mærkelig måde savner jeg ham. Ikke at jeg er forelsket i ham, overhovedet. Men han er så sød, og forstående, han er en god ven. 

Idag er sidste dag i skolen. Så er det sommerferie. Heldigvis, eksamenerne er overstået, og jeg kan slet ikke vente på at få ferie. Alle de andre skal sikkert til fest, men jeg holder mig væk. Jeg skal ikke i nærheden at dem der engang har været mine venner. Ikke mere en højest nødvendigt. Jeg rejser mig stille fra min seng. Denne dag skal bare overstå hurtigst muligt. Grace og Kenn tager til Frankrig i aften, og så har jeg huset for mig selv de næste ti dage. Ikke at Grace overhovedet stoler på mig. Hun har vidst ikke helt forstået at jeg er 18 år gammel. Men det har Kenn, og han har heldigvis overbevist hende. Ikke at jeg ikke gerne vil til Paris, det vil jeg. Bare ikke sammen med Grace. Ti dage i træk uafbrudt. Se dét ville jeg ikke kunne klare. 

Jeg finder et par sorte stramme jeans i mit skab, og tager en oversize hvid Céliné t-shirt på til. Jeg tager et sort armbånd på, reder mit hår igennem, og lægger et tyndt lag pudder, og lidt mascara. Jeg spiser hurtigt morgenmad, og tager mine sneakers på, og skynder mig ud ad døren. Metroen kommer til tiden, og jeg sætter mig ind i den overfyldte vogn. Menneskene omkring mig snakker højlydt, jeg sukker højlydt, men på grund ad larmen er der ingen der kan hører mig. En irriterende unge bag mig bliver ved med at sparke til mit sæde, men jeg ignorere det og sætter høretelefornerne i ørene og starter musikken. Jeg er som altid en smule forsinket. Ikke at det gør mig det mindste hvis jeg kommer for sent, det er sidste dag. Jeg kunne i princippet pjække, og jeg overvejer det også kraftigt. Men lader vær. 

Klokken ringer lige idé jeg træder ind i klasse værelset. Jeg sætter mig på min sædvanelige plads ved vinduet. "Ja, i tror nok at vi rigtigt skal slappe af nu hvor det er sidste skole dag" siger min lærer, og begynder straks at undervise i sit fag, Matematik. Jeg er vel egentlig ret god til matematik, sådan da. Min standpunkts karakter er 10, men mit gennemsnit i skolen ligger også på 9, så 10 taller har jeg mange af. 

"Hey, skal du med til Tasha's fest i aften?" Jeg vender mig om og ser min gamle veninde Sarah står foran mig. Hendes lyse hår er sat op i en hestehale, og hendes øjne er grønne, meget grønne. Men jeg ved det ikke er hendes ægte øjenfarve, det er kun kontaktlinser med farve. Sarah var min bedsteveninde, det er hun i hvert fald ikke mere. Utroligt hvad det at man har brug for nogle, gør ved folk. 

 Jeg ved slet ikke hvad jeg skal svare, det er ikke ligefrem særlig modent at vende om og ignorere hende, hun sårede mig. Men på den anden side, hvad skal jeg så gøre? "Der er jo ikke nogle der har gjort sig den besværlighed at invitere mig" siger jeg og kigger koldt på hende. "Nja, men altså, du må gerne komme" siger hun, og kigger undskyldende på mig. "Ej tusind tak for det Sarah, men jeg gider faktisk ikke med" siger jeg, det første i sarkasme. Ikke særlig modent, men jeg gider hende slet ikke. Hvordan kan hun overhovedet tro at det er okay at hun taler med mig, især efter hvad hun har gjort mod mig? Jeg vender mig mod mit skab, og finder bøgerne frem til næste time. Og så går jeg med lange skridt ned mod næste klasse. Buuuuuurn.

Resten af dagen er ellers almindelig. "Alle bedes mødes i gymnastiksalen om 5 minutter" lyder de i højtalerne og folk begynder spændt at pakke deres ting sammen. Jeg pakker mine ting stille sammen, og er den sidste der forlader klasseværelset. Efter en kort gå tur ned ad de proppede gange, hvor jeg næsten ikke kan se mit grå skab, får jeg endelig mast mig frem. Jeg taster koden, og mit skab åbnes, og jeg smider mine ting derind. Derefter fortsætter jeg hen til gymnastiksalen, hvor hele skolen allerede er samlet. 

"Dette er afslutning på endnu et fantastisk år" lyder rektorens stemme gennem højtaleren. Jeg står aller bagerst, så jeg kan ikke se hende. Hun fortæller en masse andet om hvor fantastisk vi alle har været, og at hun er meget stolte af os allesammen. Som om hun overhovedet kender navnene på halvdelen af os. Hun står og snakker i en halv times tid, før vi endelig får fri. Jeg går langsomt, og går helt tæt på væggen for ikke at blive mast af folkemængden af elever, der ihærdigt prøvede at være de første der ville forlade skolens område, med tanken om en hel sommerferie uden lektier, lærere, eller stå tidligt op. 

Jeg går hele tiden langs væggen indtil jeg når mit skab, jeg taster koden, og tager hurtigt alle de nødvendige ting ud af mit skab, og ned i min taske, som jeg derefter svinger over ryggen og går udenfor. Rundt omkring hænger folk ud en sidste gang, ønsker hinanden tillykke med at havde bestået eksamen, ønsker hinanden god ferie, og nå ja, snakker om aftenens fest. 

Jeg går alene hen og pladsen, og styrer direkte mod metro stationen. Stationen er proppet med unge mennesker, og jeg når kun lige at komme ind i vognen før den lukker, og metroen kører afsted. Jeg når ikke at få nogen siddeplads, og ender med at stå op ved siden af en dame som bliver ved med at snakke til mig. "Det er dejligt med ferie ikke?" "Du har da ferie?" "Skal du på ferie i år?" "Jeg får besøg af mine børn i morgen" i don't care. Men jeg svarer alligevel høfligt tilbage på hendes spørgsmål. 

Det første jeg gør da jeg er hjemme, er at gå direkte ind og smide mig i min seng. Sikke en udmattende dag. Det banker på døren. "Kom ind" mumler jeg og lidt efter træder Kenn ind ad døren. "Vi bliver hentet af taxaen om lidt, jeg har lagt penge til mad i køkkenet, og lidt ekstra hvis du vil shoppe" siger han og blinker med det ene øje, og jeg ved straks at Grace ikke aner noget om det. Jeg smiler lidt tilbage. "Tak" siger jeg, "jeg kommer ud om lidt" Kenn nikker og går så ud og lukker døren efter sig. Jeg ligger i nogle minutter på ryggen i min seng, og kigger op i loftet, før jeg får overtalt mig selv til at gå ud og sige farvel. 

"Pas nu på huset, og ikke noget med at holde fest, og smadre det hele" siger Grace og kigger på mig, som om det lige præcis er det jeg har tænkt mig. "nejnej" mumler jeg. "Pas nu på dig selv" siger Kenn og giver mig et lidt akavet kram, og jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. "Vi ses" siger jeg og Grace og Kenn forsvinder ud af døren. Endelig alene, de næste 10 dage har jeg huset heeelt for mig selv. Jeg lægger mig i sofaen, med fødderne oppe på sofabordet og tænder for tv'et. 

Klokken er pludselig mange, da jeg beslutter mig for at koge noget pasta til aftensmad, og lave noget kødsovs. 20 minutter efter er det færdigt og jeg sætter mig til at spise inde foran tv'et. Der kører bare noget musik i tv'et. Ikke noget jeg kender, men det lyder okay, og jeg ser programmet længe efter jeg har spist færdig. Der bibber en besked ind på min telefon, og jeg åbner den hurtigt. 

#Hey Amelia, mød mig ved London Eye om en halv time. 

Jeg rynker brynene, og ved ikke helt hvad jeg skal stille op. På den ene side, vil jeg vildt gerne snakke med ham igen, men på den anden side, hmm.. 

Jeg vælger dog alligevel at tage afsted. Hvad kan der ske ved det? Jeg går ind på mit værelse og reder mit hår igennem, og frisker hurtigt min makeup op, før jeg tager nogle penge med, og går ud af døren og låser efter mig, og går ned mod metroen endnu engang. Jeg venter i nogle minutter før vognen kommer kørene, der er ikke særlig mange mennesker, jeg kigger op på det digitale ur i metroen, og ser at klokken er 20.19, jeg skal altså være ved London Eye om 7 minutter. Jeg sidder utålmodigt og banker foden ned i gulvet.

20.24 stopper metroen, og jeg springer ud og sætter i løb mod London Eye, der er heldigvis ikke særlig langt fra stationen til London Eye. Da jeg endelig kommer der hen, kan jeg ikke se Niall nogle steder, og bliver næsten bange for at han kun har skrevet det for sjov, for at se hvor dum jeg er, da der pludselig er en der prikker mig på skulderen, jeg vender mig om og ser en eller anden fyr med en utrolig grim hue, og et par alt for store solbriller.

"Hvad?" siger og personen begynder straks at grine, og jeg kan med det samme se at det er Niall. "ej" siger jeg og skubber underlæben frem. "Du kom" siger han og jeg nikker. "Ja, ja det gjorde jeg." Han sender mig endnu et smil, og jeg genælder det. "Flot hat" siger jeg sarkastisk, og han griner "Ja, ikke?"

"Hvad skal vi?" spørger jeg og Niall peger mod London Eye, "Hvad tror du selv" griner han og jeg ryster på hovedet af ham, og vi går sammen hen mod London Eye. "Har du været heroppe før?" spørger han da vi har sat os ind i en "vogn," jeg kigger et øjeblik ud over byen. "Skal jeg være ærlig, så nej" siger jeg. "Jamen så var det jo godt jeg tog dig med" siger han så og kigger også ud. "Her er utrolig smukt" siger jeg og Niall nikker. "Jeg elsker at være heroppe."

"Du har ferie nu, har du ikke?" spørger Niall om, men kigger stadig ud af vinduet. "Jo, det fik jeg idag" siger jeg. "Hvad med dig? Har du ferie?" spørger jeg om, og Niall griner lidt. "Det kan man vel godt sige" siger han, og jeg kigger underligt på ham. "Du glemmer lidt hvem jeg er ikke?" spørger han om og puffer til mig. Jeg rynker brynene og ser tænksom ud et øjeblik da det går op for mig hvad det er han mener. "Nååå ja" siger jeg og griner. "Men jo, vi har lige weekenden fri og så skal vi igang med en masse interviews og sådan" siger han og smiler, jeg smiler tilbage.

 Stemmen i mit hoved dukker pludseligt op og jeg tager til hjertet, og bøjer mig en smule forever. Det gør ondt. "Er du okay?" spørger Niall bekymret og jeg nikker. "Jaja, det er bare..." siger jeg og bider tænderne sammen for ikke at græde lidt. Hvorfor skal jeg lige havde det sådan nu? Jeg er sammen med Niall, hvad sker der? Niall sætter sig over ved siden af mig, og lægger armen om min skulder, og jeg lægger hovedet mod hans bryst. Jeg slapper langsomt mere og mere af, og løfter til sidst hovedet. "Tak" siger jeg og smiler. Han gengælder smilet, og sammen kigger vi ud over London, hvor mørket så småt er begyndt at sænke sig, og hvor alle lysene er blevet tændt. 

Niall tager sin hue og sine solbriller på igen, og vi stiger ud af "vognen," vi går lidt væk, og sætter os på en bænk. Der er ikke særlig mange mennesker, og dem der er, er lidt ældre mennesker, så der er ingen chance for at Niall bliver genkendt. "Tak for turen" siger jeg, og Niall smiler. "Så lidt" siger han. "Hvad så nu?" spørger jeg om og Niall trækker på skuldrene og laver en grimasse. "Vil du gerne hjem, så det ikke bliver for sent?" spørger han om og jeg ryster på hovedet og kigger på min telefon. 21.18, "nejnej, min tante og onkel er ikke hjemme alligevel, så det er ligemeget" siger jeg, og lægger telefonen ned i lommen igen. "Hvor er de?" spørger han om og kigger nysgerrigt på mig. "De er taget til Paris, de skal være der de næste 10 dage, men jeg gad ikke med" siger jeg så, og Niall kigger uforstående på mig. 

"Paris er da fantastisk!!" udbryder han, "hvorfor ikke???" spørger han, og ser helt forvirret ud. "De ved jeg, jeg har været der før" mumler jeg, og minderne fra dengang jeg var i Paris med mine forældre og Julia dukker op, og tårene vælder op i mine øjne, men jeg får taget en dyb indånding. "Men jeg gad bare ikke derhen med min tante og onkel" siger jeg, og trækker på skuldrene. Der bliver stille et øjeblik. "Altså det er bare på grund af Grace, jeg kan ikke særlig godt lide hende, og jeg ved det lyder ondt, men hun har ikke rigtig været der for mig, eller taget hensyn til mig, i forhold til hvor ked af det jeg har været. Hun har nærmest bare syntes jeg har været irriterende, og har ikke kunne forstå hvorfor jeg har været så ked af det" siger jeg og sukker. Niall nikker. "Det kan jeg godt forstå, havde din tante ikke et godt bånd til dine forældre?" spørger han om, og jeg ryster på hovedet. "Nej ikke rigtigt, de så aldrig hinanden, men fordi Grace og Kenn er de tætteste der er i familie med mig nu, var det der jeg kom hen" siger jeg, og Niall nikker forstående. 

Lidt efter går vi sammen en tur rundt i London, her er smukt om aftenen. Lysene i husene, gade lygterne, og sådan, det er virkelig smukt. "Fryser du ikke?" spørger Niall om, og hentyder til at jeg kun har en t-shirt på og jeg trækker på skuldrene. "mmmh lidt" svarer jeg, Niall tager sin lyseblå hættetrøje af og rækker den til mig, "Her, tag den på" siger han og jeg ryster på hovedet. "Så fryser du jo" siger jeg, og rynker mine bryn. "Det er ligemeget" siger han, og jeg tager i mod trøjen, den dufter godt, og er dejlig varm. 

"Hvad skal vi nu?" spørger jeg om, og han trækker på skuldrene. "Jeg vil ikke hjem" siger jeg og skubber underlæben frem, og Niall kigger på mig og griner. "Du kan godt sove hos mig?" siger  Niall og griner stadig lidt af mig. Jeg nikker ivrigt.. "Det vil jeg gerne!!" siger jeg. 

"Okay, men jeg skal altså rimelig tidligt op i morgen, og lige ordne noget med drengene, du kan bare sove videre, og så kommer jeg tilbage bagefter ikke?" siger han og jeg løfter det ene øjenbryn. "Tør du godt lade mig være alene i din lejlighed?" siger jeg udfordrende og han griner. "Du kan vidst ikke gøre meget skade" siger han, og jeg slår ham på skulderen, men det ender med at gøre endnu mere ondt på mig, end på ham. "Avvvvvv" siger han sarkastisk, og jeg vender øjne af ham. 

Vi når til hans lejlighed, han låser op og vi træder ind. Her ser ud ligesom sidst jeg var her. Niall går ind i stuen og tænder lyset. "Du kan bare sove på gæsteværelset" siger han og jeg nikker. Helt fint med mig. Han viser mig vej ind til gæsteværelset. "Wauw, fancy" siger jeg og hentyder til at det er kæmpestort, men en stor dobbeltseng, og et kæmpeskab, og et stort fladskærms tv og jeg kunne blive ved. "Tja" Niall klør jeg i håret og griner usikkert. "Skal vi se en film?" spørger jeg om og vender mig om mod ham, han nikker og sammen går vi ind og ser en film. 

Han siger jeg gerne må vælge en, men jeg får insisteret på at han skal vælge, og vi ender med at se "She's the man" Jeg griner, overrasket over at han har valgt den film. "Hvad?" siger han. "Channing Tatum er lækker i den film" siger han med en tøset stemme, og jeg kaster en pude efter han. "Men ja, du har ret" siger jeg, og han griner. Vi kommentere lidt under filmen. 

"Ej, se Niall han har ingen trøje på der!!" 

"Hun ser helt anderledes ud med den paryk på" 

"ej, det her er SÅ sjovt" 

eller faktisk, er det mest mig der kommentere, men whatever. 

Jeg ligger med hovedet på Nialls skød, og han nusser mit hår under hele filmen. Da den endelig er færdig, er klokken blevet mange og vi beslutter os for at gå i seng. 

"Niall, jeg har intet at sove i?" siger jeg, og jeg følger efter ham ind på hans værelse. Det er enkelt, med en stor dobbelt seng, fjernsyn, et skrivebord, hvor der ligger en bærbar computer, rundt omkring hænger der billeder af ham og drengene indrammet i rammer. Jeg går lidt rundt op betragter billeder lidt, og griner for mig selv når der kommer nogle hvor de er virkelig fjollede. "Du kan låne den her" siger Niall og kaster en hvid t-shirt over til mig. "Tak" mumler jeg og kigger lidt videre på billederne. 

Jeg går ind på gæsteværelset og skifter tøj, og går bagefter ud på badeværelset og vasker mit makeup af. Bagefter går jeg ind på Nialls værelse, og står og betragter ham lidt, hans skifter sin bluse, og jeg kigger lidt ned i jorden, og hoster så svagt. Niall vender sig om, stadig uden bluse på, og han rødmer lidt. "eh, hej" siger han og griner lidt. "Jeg ville bare sige godnat" siger jeg, og han nikker, og går hen og giver mig et knus. "Godnat Amelia" han trækker sig væk og jeg sender ham et smil og går så tilbage til gæsteværelset. 

Jeg slukker lyset og lægger mig i sengen, og falder hurtigt i søvn. 

Jeg igennem en lang gang, jeg kan ikke set at den ender nogle steder. Der er helt mørkt. Pludselig ser jeg en skikkelse længere fremme, det er Julia, jeg løber så hurtigt jeg kan, men kan ikke nå hen til hende. Pludselig står Grace ved siden af mig. "Hun er død Amelia, og det er din skyld" siger hun koldt og griner ondskabsfuldt. Pludselig dukker mine forældre op henne ved Julia, jeg skriger efter dem, men de kan ikke hører mig. Ordene runget tungt i mellem væggene "Det er din skyld, Amelia det er din skyld" 

"Amelia?" hører jeg en fjern stemme sige, og vågner så op, Niall står foran mig, jeg kan lige skimte ham. Jeg er badet i sved, og tårene løber ned ad kinderne på mig. "Hvad er der sket? Du skreg?" siger Niall og sætter sig ned på sengekanten. "Mareridt" snøfter jeg. Han aer mig på håret, "Kom, du kan sove inde ved mig hvis det er" jeg nikker og rejser mig op og følger efter ham. Vi lægger os til rette, "Tak" siger jeg og falder hurtigt i søvn igen, helt tryg ved tanken om Niall ved min side. 

 

Så her har i så næste kapitel. Hvad syntes i om det? 

Jeg har en helt masse idéer til hvad der kommer til at ske

og jeg tror i bliver ret overraskede! 

Tusind tak til jer der liker, og har den på favoritlister! 

Hav en god dag! :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...