He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6253Visninger
AA

5. Kapitel 3

Don't tell me that i don't have
any reason to be that depressed
and that i should open my eyes 
and look around in this beautiful world. 
That only proves what you know 
about me
I can't find any happiness
i can't see any beauty around me
only pain,
artificiality and hopelessness

 

Da vi kom udenfor tog Niall hurtigt sin hætte op over hovedet, hand havde en mørkeblå hættetrøje på med en hvid t-shirt indefor under, og et par sorte bukser. "Niall, vejret er jo godt, hvor..." jeg skulle lige til at afslutte sætningen "Der er altså ingen Paparazziaer her" Det gik op for mig hvor dårlig en idé det her var. Hvis de opdagede "selveste Niall Horan med en mystisk pige" ville sladder bladene gå amok. Okay jeg vidste ikke hvem One direction var, men jeg kender godt til alt galskaben omkring celebritys. Han griner. "Nå, så nu ved du hvem jeg er?" spørger han og puffer forsigtigt til mig. Vi nåer til bilen og han åbner bildøren for mig, og jeg sætter mig ind, og han går om og sætter sig ind på den anden side. "Ja, der kom en reklame på MTV tidligere. Pudsigt nok" siger jeg.

Niall starter motoren og jeg kigger ud ad vinduet. "Hvorfor er du her?" ryger det ud af mig, og Nial griner lidt. "Hvad?" spørger han. "Jamen, jeg mener, hvorfor er du her sammen med mig. Vi kender jo næsten ikke hinanden" siger jeg ligeud og han kigger hurtigt på mig, men fokusere så på vejen igen. "Nej, præcis. Jeg vil gerne lærer dig bedre at kende" siger han og smiler. "hmm.. nå okay" svare jeg. Vi kører i et stykke tid. Der er tavshed. Men det er ikke akavet på nogen måde. Bare beroligende, og jeg føler mig underligt tryg.

"Hvor er vi på vej hen?" spørger jeg om. "Nandos" svarer han simpelt og jeg griner lidt. "Det burde du gøre noget oftere" siger han pludseligt, og jeg kigger forvirret på ham. "Hvad?" spørger jeg. "Grine, du ser sød ud når du smiler og griner" siger han. Jeg får det straks dårligt. Og stemmen siger igen 'Hold op med at være glad, hvorfor kan du være det bekendt?' Jeg kigger ud ad vinduet. "Men er der ikke fuld af paparazziaer?" spørger jeg om lidt efter. "Nej, bare rolig. Jeg har et specielt bord, hvor ingen kan se os" siger han og smiler stort. Det gør han hele tiden, smiler altså. 

Vi ankommer til Nandos og Niall kører bilen om bag ved. Han stiger ud af bilen, og går hen og åbner døren for mig. Vi går ind ad bagindgangen til Nandos. Jeg er glad for at han har taget mig hen et sted som her. Jeg elsker Nandos, og jeg er ikke typen der har været på en rigtig rigtig date før. Så jeg ville ikke ane hvordan jeg skulle opfører mig på en fin restaurant. Niall viser mig hen til et bord der er lidt væk fra de andre borde, og hvor der ikke er andre der kan se os. "Smart" siger jeg og sætter mig ned ved bordet.

"Hvad skal du havde?" spørger han om, og lidt efter kommer der en "tjener" hen til os. "Bare det samme som dig" siger jeg, uvidende om hvad han bestiller. Niall fortæller tjeneren hvad vi skal havde, og tjeneren går igen. "Nå, Amelia, hvordan er det så at være dig?" spørger han mig om, og prøver på at lyde detektiv agtig. "Er det ikke mig der skal spørge dig om det? Det er dig der er berømt?" svare jeg og han griner lidt, det sammen gør jeg. "Men jeg mener det, hvordan er det? Kan du slet ikke gå nogle steder uden at gemme dig væk?" spørger jeg om. Jeg er nysgerrig. "Tjo, altså. Njaa. Ikke rigtig nej, de fleste steder er der jo fans, eller paparazziaer, eller andet. Derfor skal vi også være forsigtige, medmindre du gerne vil udstilles som "min kæreste" af medierne" siger han så og smiler undskyldende. "Hvad, virkelig?" spørger jeg om. "Ja, de finder på alt muligt." svare han. "Hvor vildt" mumler jeg og han smiler til mig.

"Bare rolig, jeg er aldrig blevet opdaget når jeg sidder her" siger han og sender mig et drillende smil. "Du er her altså tit?" spørger jeg om og smiler stille tilbage. "JA, jeg elsker Nandos" siger han og griner lidt. 

Lidt efter kommer tjeneren gående med to tallerkener med kylling og pomfritter. "Tak" siger Niall og tjeneren går væk igen. "Har du været her før?" spørger Niall om, og tager nogle pomfritter i munden. "Ja, nogle gange" siger jeg, og skærer noget kylling ud med plastic kniven. Der er stilhed mens vi spiser. Da vi er færdige med at spiser kommer tjeneren hurtigt og fjerner tallerkenerne, og Niall giver ham nogle penge. Jeg skal lige til at finde mine penge frem, men Niall ryster bare på hovedet.

"Det skal du ikke tænke på" siger han så og sender mig et smil. Vi går sammen ud af bagdøren, og sætter os ind i Nialls bil. "Hvor skal vi nu hen?" spørger jeg om, og Niall smiler. "Altså, jeg tænkte måske at vi kunne tage hjem til mig og se en film eller sådan noget" siger han, og retter øjnene mod vejen. "Jep" siger jeg. Vi snakker lidt videre i bilen, jeg får den der trygge følelse, men hver gang jeg skal til at bare nyde det den mindste smule, dukker stemmen op i mit hoved. Jeg vil ikke svigte min søster, eller min familie. Jeg får en smule tårene i øjnene, men kigger hurtigt ud af vinduet for at tørre tårene væk. Niall opdager det åbenbart.

"Hey, er du okay?" spørger han om og jeg nikker. "Jaja, det er ikke noget?"  siger jeg, men kigger stadig ud af vinduet. "Er du sikker" spørger han om. "Du kan sagtens fortælle mig det, jeg dømmer dig ikke" siger han. Han lyder så rolig og fattet, og før jeg ved af det har jeg plapret ud med det hele. Jeg fortæller hvordan min søster døde, og om hvordan mine forældre omkom i et trafik uheld ugen efter. Hvordan det kun er få måneder siden, hvordan det er i skolen nu, og hvordan min tante behandler mig. Jeg fortæller også om stemmen i mit hoved som altid fortæller mig at jeg ikke må være glad. London om natten flyver forbi, og der er overraskende langt hen til der hvor Niall bor. Men det gør ikke noget. Jeg forstår ikke at jeg lige har fortalt ham alt det, som jeg var sikker på jeg aldrig ville kunne snakke med nogle om, og som jeg var sikker på der var ingen der ville forstå.

Da jeg er færdig snøfter jeg en enkel gang, og Niall tager blidt fat i min skulder. "Hey, det er okay. Det er okay at være ked af det. Det skal der være plads til. Men ligemeget hvad den stemme i dit hoved siger, så er jeg sikker på at din far, mor og søster ønsker at du kommer videre. Jeg er sikker på at de gerne vil havde at du smiler, og er glad. Og dem i skolen... fuck dem, de er ikke dine rigtige venner, og har aldrig været det. Det er okay Amelia" siger han, og jeg får næsten lyst til at græde endnu mere. Han er så forstående, og han siger lige de ting jeg har brug for at høre. Pludselig stopper Niall bilen foran en stor lejlighedsblok. "Jeg bor her" siger han og går ud af bilen, for bagefter at gå  over og åbne for mig. Jeg træder stille ud og snøfter en gang. Niall lægger armene om mig, og giver mig et langt. Trygt kram. Han kører sin hånd op og ned af min ryg. "Det er okay, det skal nok gå" siger han. 

Hans lejlighed er stor og i lyse farver. Men her ser også overraskende normalt ud, selvfølgelig har møblerne sikkert været dyre, men det er ikke overdrevet i forhold til at han sikkert tjener kassen. Der er udsigt over London tower bridge. Det er helt ufatteligt smukt. "Det er en flot udsigt" siger jeg og går over og stiller mig ved vinduet. "Ja, det er derfor jeg valgte den her lejlighed, den har perfekt udsigt, både om dagen, og om aftenen" siger han og stiller sig over ved siden af mig. "Tak Niall" siger jeg og kigger op på ham og smiler oprigtigt. "Altid" siger han. Niall åbnede mine øjne. Altså, det er jo ikke sådan at jeg er glad fra nu af, bare fordi han har sagt at det ville mine forældre og Julia. Men han var så forstående. 

"Vil du stadig se film?" spørger han om og jeg nikker. "Du kan kigge derovre" siger han og peger på en stor hylde. "Der har jeg film" Jeg nikker og går over til hylden. Der er ufattelig mange film, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal vælge. Det overrasker mig at der ikke kun er action film og den slags som de fleste drenge ser. Og for at drille trækker jeg 'The lucky One' ud af filmhylden, og går over og rækker den til Niall. Han tager bare i mod den, og sætter den i DVD afspilleren. "Skal jeg lave popcorn?" spørger han om og jeg springer nærmestop ad sofaen. Jeg elsker popcorn. "Ja jajajaj" siger jeg og sætter mig til rette i sofaen. Lidt er kommer Niall ind med en stor skål popcorn og stiller dem på bordet. Han sætter sig ved siden af mig i sofaen, og tager et tæppe og lægger over os. "Jeg elsker den film" siger jeg og sætter mig ordenligt til rette. "Den er også god" siger han, hvilket overrasker mig lidt, men jeg kommentere det ikke. 

Halvt inde i filmen prøver jeg ihærdigt at finde en god måde at sidde på, men det er næsten umuligt. "Du kan bare lægge dig her" siger Niall og slår jeg på lårene. Jeg griner lidt, men lægger mit hoved der. Perfekt. 

Da filmen er færdig er jeg dødtræt. "Skal jeg kører dig hjem?" spørger Niall om og jeg nikker. Vi sætter os ud i bilen, og jeg falder hurtigt i søvn op ad bildøren. Da jeg vågner igen, kan jeg høre at Niall sidder og synger lavt. Han synger rigtig godt, og jeg lader som om jeg stadig sover. Turen går hurtigt, og pludselig er vi hjemme der hvor jeg bor. "Det har været virkelig hyggeligt Niall, og tak.. tak for alting" siger jeg og læner mig hen og giver ham en knus. "I ligemåde" siger han og smiler sødt til mig. Jeg smækker døren i, og går bag lens hen mod lejligheden, men jeg vinker. Jeg løber hurtigt indenfor.

Dette har været den bedste dag i lang tid. Jeg skynder mig op ad opgangen, og finder min nøgle frem til lejligheden. Men døren er på mærkelig vis ikke låst. Jeg træder stille ind, og tager min sko af i gangen. Da jeg kommer ind i stuen møder noget uventet mig. Grace. "Og hvor har du så været unge dame?" Grace kiggede strengt på mig, og et øjeblik havde jeg lyst til at løbe ud af døren.

"Øh, jeg. Jeg har bare været hos en ven" svare jeg, og kiggede usikkert over på hende. Kunne hun ikke bare lade mig være i fred? Kenn kommer gående ind ad døren "Hos en ven, det lyder hyggeligt" siger han og sender mig et smil. "Grace, slap nu lidt af, hun er jo kommet hjem igen ikke?" Grace sukker, og sender mig endnu et strengt blik. Jeg sender Kenn et lille smil som tak, og skynder mig op ovenpå. Klokken er mange, og jeg gør mig hurtigt klar, og lægger mi så i min seng. For første gang i lang tid falder jeg i søvn, uden at spekulere og tænke for meget, jeg falder i søvn med det samme, og sover en tung og drømmeløs søvn. 

 

Og her var endnu et kapitel til jer. Tror i Niall og Amelias forhold udvikler sig? 

Hvad tror i der kommer til at ske? 

Tak til jer der har historien på favoritlister, og tak til jer der liker :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...