He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6411Visninger
AA

28. Kapitel 23

"We made eye contact

and maybe

just maybe

that was enough" 

 

Da jeg vågner næste morgen, dunker mit hovedet, men jeg ignorerer det og rejser mig hurtigt fra sengen, og finder noget tøj frem, før jeg går ud på badeværelset og taget et bad. Men vandet løber ned over min krop, kan jeg ikke lade være med at græde lidt. Jeg savner Niall, selvfølgelig gør jeg det. Jeg savner ham så meget at det gør ondt i min krop, men mest af alt har jeg så dårlig samvittighed. Måske nogle mennesker ville komme hurtigt over det, måske andre ville glemme og komme videre. Men for mig, er det at kysse en anden, det værste man overhovedet kan gøre. Især fordi et kys er så intimt, og så tæt på. Jeg mangler min halvdel, det er som om jeg mangler halvdelen af min dag, halvdelen af himlen mangler, jeg mangler ham.

Jeg går ud af badet, og tager et håndklæde om min krop. Jeg tørre mit hår med føntørren, og tager tøjet på da min krop, og mit hår er helt tørt. Det er bare et par sorte stramme jeans, og en lyseblå oversize sweater. Lige i det jeg går ud fra badeværelset, ringer min telefon inde på mit værelse. Jeg skynder mig ind, og får fat i telefonen i sidste øjeblik. ”Ja, øh, hallo, det er Amelia” siger jeg og sætter mig på sengen, lettet over at jeg nåede at tage den, da jeg hører hvem det er. ”Amelia, hej. Det er Louis, er du klar til senere” spørger han om og jeg tænker mig forvirret om et øjeblik. Hvad snakker han om. ”Amelia, Niall, interviewet, det der” siger han efter noget tid og jeg gispe. Nå ja! ”Øh, ja det tror jeg da, hvad skal der ske?” spørger jeg om og han griner kort. ”Vi skal til interview om vores film i dag, og Niall ved ikke at du kommer selvfølgelig, men midt i interviewet fortæller jeg at vi har en særlig gæst med, og så kommer du ind, jeg forklare det hele lidt nærmere senere” siger han og holder en kort pause. ”Niall vil altid gerne vise respekt, så der er ikke særlig stor chance for at han skulle forlade interviewet” siger Louis og beroliger mig. ”Jeg håber bare det virker” siger jeg og sukker. ”Det skal nok gå” siger han med en blød stemme ”mmmh” siger jeg og der er stille lidt. ”Jeg tror jeg må smutte nu. Jeg får en til at samle dig op klokken et” siger han og jeg kigger hen på uret. Den er elleve. ”Ja, okay. Tak Louis, virkelig” siger jeg og han skramler lidt før han svare. ”Alt for dig Amelia, vi ses senere” og så lægger han på. 

Senere. Jeg ser ham senere, jeg ser ham senere. Min hud brænder, og hele min krop trækker sig sammen ved tanken. Mine ben ryster, og jeg trækker vejret dybt for at få ro på mig selv. Det skal nok gå, det skal nok gå, gentager jeg inde i mit hoved. Men for at være fuldstændig ærlig, har jeg ingen anelse om hvordan det kommer til at gå. Enten er det her den bedste idé jeg nogensinde har fået, ellers er det den værste, og selvom jeg prøver på at tænke klart, kan jeg simpelthen ikke få et klart svar frem.

En form for angst overvælder mig så pludseligt, at jeg får svært ved at holde sammen på mig selv. Så jeg lægger mig ned på sengen, og stiger op i loftet. Hvad hvis det hele går galt? Jeg er jo forelsket i Niall. Min første rigtige forelskelse. Det er ikke noget man bare lige kommer over, og det er noget man aldrig glemmer. Det er jeg næsten sikker på. Jeg ligger sådan længe, jeg har ikke præcis fornemmelse af hvor lang tid, men måske en halv times tid, før jeg beslutter mig for at rejse mig og gå ud i køkkenet og lave morgenmad. Selvom tanken af mad giver mig kvalme, og min mave snørrer sig sammen. Jeg er meget nervøs.

”Godmorgen Amelia” siger Grace mens hun hælder te op i sin kop. Hun står henne ved køkkenbordet, og sætter elkedlen tilbage i holderen og vender sig om mod mig med sin tekop i hånde. ”Hey, er du okay?” spørger hun om og løfter det ene øjenbryn. Jeg sukker inden jeg sætter mig ned ved bordet. ”Det er en længere historie, men jeg skal i hvert fald se Niall senere, han ved det bare ikke” siger jeg og fjerner en tot hår fra mit ansigt, før jeg sukker endnu engang. Ordene ligger underligt i min mund. ”Gud, hvor spændende!” Siger hun og ser helt begejstret ud. ”Ja, lad os nu se hvordan det går” siger 

 jeg og sukker, og rejser mig for at lave morgenmad.

***

Klumpen i min hals, er der hele dagen. Det er som om at lige meget hvor mange gange jeg synker, eller hvor meget jeg drikker, så bliver den siddende. Den giver mig kvalme, og jeg får lyst til at brække mig. Men det ved jeg godt jeg ikke kan. Det føltes næsten som om alle indvolde er på vej ud af mig. Det lyder helt overdrevet, men jeg kan ikke lade være med at føle sådan. Efter mine forældres død er jeg blevet mere sensitiv, hvilket både kan være en for lempe, og en ulempe.
 

Klokken er halv et, da jeg lægger mig ind på min seng og stirre op i loftet. Det er i dag. Det er om en halv time, og jeg er så nervøs. Jeg prøver at berolige mig selv, og det lykkedes næsten. Tag dig sammen Amelia.

Min telefon bibber, og jeg rækker hurtigt ud efter min telefon. En besked fra Louis.

#Paul er på vej, erdu kla om 2?

Jeg trækker vejret dybt for jeg svarer tilbage.

#Jep, er helt klar. Og nervøs

Jeg trykker send, og får svar hurtigere tilbage end jeg havde regnet med.

#Det skal nok gå! Bare rolig! Vi går på om lidt, Paul hjælper dig derhenne også J

Jeg sukker kort.

#Det håber jeg da. Okay, tak! Held og lykke! J

Han svarer igen hurtigt tilbage, men sender denne gang kun en smiley. Og jeg kan forstille mig at de er på vej ind til interviewet. Min mave trækker sig sammen, og min hud brænder næsten ved tanken om at jeg om kort tid skal møde Niall. Måske snakke med Niall, fortælle ham præcis hvad jeg har gjort, præcis hvor ked af det jeg er. Jeg er så nervøs, og jeg har tusinde scenarier inde i mit hovedet. Alle sammen ting der sagtens kan ske, og jeg har ingen anelse om hvilket af det der er mere rigtigt end andet. Alt kan ske, og det skræmmer mig.

Jeg rejser mig fra sengen, og kigger mig i spejlet. Det er okay, det skal nok gå. Jeg tager et sprøjt at min Marc Jacobs Dot parfume på, og går ud i gangen og tager mine hvide nike air force på, og min sorte jakke. ”Jeg går nu, vi ses” råber jeg ind i stuen til Grace. Kenn er ikke hjemme. Jeg høre trin, og lidt efter dukker Grace op i dørkammen. ”Det skal nok gå helt fint” siger hun og kigger kærligt på mig, og trækker mig derefter ind i et kram. ”Jaja, men..” hun afbryder mig og trækker sig væk, men holder begge sine hænder på mine skludre. ”Ikke noget med men, okay? Du gør hvad du kan, og hvis ikke det er nok, så er det stadig okay” siger hun og sender mig et lille smil. Jeg smiler også, selvom jeg ikke helt ved hvordan jeg føler. Men hun har vel ret. Jeg gør mit bedste, og hvis det ikke er nok for ham, så kan jeg ikke gøre andet end at fortryde, og så kommer videre. ”Tak Grace, jeg er virkelig nødt til at gå nu” siger jeg og smiler til hende igen. ”Ja, kom du afsted. Vi ses senere, ikke?” spørger hun om og jeg nikker, i mens jeg er på vej ud af døren. ”Helt sikkert” siger jeg og lukker stille døren efter mig, og løber ned ad trapperne og ud af døren, hvor en sort bil allerede holder og venter på mig. Jeg åbner døren, og stiger ind. ”Hey Amelia, er du nervøs?” spørger Paul med det samme, og jeg nikker og spænder mig fast. ”Helt vildt, så nervøs, jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre” plapre jeg løs, og Paul kigger koncentreret ud af forruden, og begynder at køre. ”Louis siger at det nok skal gå, bare rolig” siger han, og sender mig et skævt smil. ”Jamen det siger i alle sammen hele tiden” siger jeg, og bider mig i læben. Klumpen i min hals bliver større og større jo længere tid vi kører. ”Så er det nok fordi det bliver okay” siger Paul, og drejer ned af endnu en vej. Jeg trækker på skuldrene og sukker. ”Vi får se” siger jeg, og vender endnu engang min opmærksomhed mod byen der suser forbi udenfor.

***

Da vi endelig kører ind på parkeringspladsen, kører min hjerne på højtryk, og mit hjerte hamre afsted. Klumpen i min hals er større end aldrig før, og jeg kan ikke finde hovedet og hale på min følelser. Jeg er svimmel. ”Er du sikker på at du kan gå selv?” spørger Paul om og lukker døren, og griner. Jeg vender hovedet og kigger på ham. Han ansigts udtryk ændre sig, og jeg ved ikke om han kan se hvordan jeg har det, men han rynker brynene. ”Okay, skal vi gå ind nu, eller vil du lige have to minutter?” spørger han om, og jeg ryster på hovedet. Jeg er rimelig sikker på at det bestemt ikke vil hjælpe mig at jeg står herude længere. Det skal bare overstås nu. ”Nej, lad os gå ind nu” siger jeg, og tager en dyb indånding, og begynder at gå. Jeg kan hører klikkene fra bilen der låser, og derefter kan jeg høre at Paul er lige i hælene af mig. Jeg åbner den tunge glas dør og træder indenfor. Jeg tager for 769403. gang en dyb indånding og prøver at samle mig selv. Paul går foran mig og guider mig igennem nogle døre og ind til et rum, der minder om et lille venteværelse. Jeg kan svagt hører stemmer, og efter lidt tid, et bifald.

”De er derinde, ikke?” spørger jeg om og peger på den blå der i den anden ende af rummet. Paul nikker. ”Der går ikke længe før Louis kommer og henter dig herinde.” siger han og sender mig et smil, og jeg nikker. ”Skal jeg bliver herinde, eller vil du helst være alene?” spørger han om, og jeg tænker mig kort om før jeg svarer. ”Jeg tror gerne jeg vil være lidt alene”
”Forståeligt” siger han og nikker, før han forsvinder ud af døren vi kom ind ad.
Jeg sætter mig ned i den ene af de sorte læder sofaer og tænker det hele igennem. Det kan gå to veje. Enten, går det mega godt, eller også, falder det hele fra hinanden. Jeg kan ikke komme i tanke om en tredje mulighed, og det gør mig en anelse bange. Jeg har ikke lyst til at blive overrasket. Jeg er helt fordybet i mine tanker, og glemmer næsten at det er virkelighed, da jeg hører en dør gå op. Den blå dør. Få sekunder efter, træder Louis ind i rummet. Han smiler da han ser mig, og jeg styrter op, og løber han og giver ham et kram. Han griner lidt, før han lægger sine arme omkring mig. ”Jeg er så bange Louis” siger jeg, og han trykker mig lidt ind til sig. ”Det ved jeg godt, men helt ærligt, så tror jeg det kommer til at gå helt fint” siger han, og vi trækker os væk fra hinanden.

”Er du klar?” spørger han om, og fjerner en tot hår fra mit ansigt. ”Nej, men jeg er ligesom nødt til at gøre det alligevel” svarer jeg, og han sender mig et smil. Han tager min hånd, og åbner den blå dør. Jeg kan hører stemmerne bliver højere, og før jeg ved af det står jeg inde på scenen, stadig med Louis’ hånd i min. ”Giv en stor hånd alle sammen til Amelia!” Bifaldet lyder, men det eneste jeg kan fokuserer på, er chokket i Nialls’ ansigt. Han sidder helt stille, og chokket er så tydeligt. Han bevæger sig ikke, i mens de andre drenge sender mig opmuntrende smil. Alle klapper, og jeg prøver at fange Nialls blik, men det er umuligt. Det er som om han ikke er her. Da han endelig løfter blikket, og hans øjne møder mine i hvad svarer til 0,1 sekund, står det hele stille. Jeg kan intet andet end chok se i hans ansigt, og før jeg ved af det, er han blik igen vendt bort.

Louis trækker mig hen til en plads i den modsatte sofa af hvor Niall sidder. Han sidder mindre end tre meter fra mig, og han bevæger sig ikke. Jeg kan intet læse i ham. Jeg vender tilbage til virkeligheden, og vender min opmærksomhed mod intervieweren.

”Nå, Amelia. Hvordan kender du drengene?” spørger han om, og mit hjerte begynder at hamre afsted. Jeg kan mærke sveden på min pande, og jeg får det utrolig varmt, meget hurtigt. ”Jeg… jeg..” Jeg har svært ved at fuldføre sætningen, men Louis giver min hånd et klem, og jeg tager en dyb indånding. Jeg føler alt presset ligger på mig, og jeg ved at hele verden ser med, hvilket ikke gør det meget bedre. ”Jeg… datede Niall, og han introducerede dem for mig” siger jeg, min hals brænder næsten ved ordet ’datede.’ Som i datid, som i ’gør ikke mere.’ Jeg skæver over til Niall og ser ingen reaktion. ”Datede? Det lyder som en interessant historie. Er det noget du kan fortælle mere om?” Spørger værten, og jeg trækker på skuldrene. Det ligner Niall skal til at sige noget, og så alligevel ikke. Så jeg svarer. ”Det kan jeg vel godt” siger jeg, og tager endnu en dyb indånding. Louis holder stadig min hånd, hvilket jeg sætter pris på. ”Fantastisk, du begynder bare” siger værten, og læner sig tilbage i stolen. Hendes lyse hår er trukket stramt op i en knold, så selvom hun slapper af, er det ikke muligt at se, fordi hendes ansigt er trukket tilbage. Hun lægger benene over kors, og jeg kan se Niall sende Louis blikke, jeg ikke kan andet end vende til negativitet.

”Det er egentlig en ret sjov historie” begynder jeg, og smiler ved tanken om Nialls og jegs første møde. ”Vi mødtes, og det hele var ret akavet, men han endte med at invitere mig ud” siger jeg og jeg kan høre publikum sukke. Jeg kigger over på Niall, men han ser stadig distanceret ud. ”Vi gik på flere dates, og det hele var så godt, selvfølgelig lidt svært, når der engang i mellem dukkede paparazzier op. Men det generede os egentlig ikke, så længe vi havde hinanden” siger jeg, og klumpen i min hals, som i et øjeblik var forsvundet, vender tilbage. Jeg er egentlig faldet okay til ro. Den eneste jeg bekymre mig som er Niall, som stadig ikke kigger mig øjnene. ”Han fik, nej han får mig til at føle ting jeg aldrig havde troet muligt” siger jeg og rødmer. Publikum sukker endnu engang, og jeg holder en kort pause, og kigger på Louis. Han sender mig et opmuntrende smil. Jeg tør ikke kigge hen på Niall da jeg fortsætter. ”Og nogle gange laver folk fejl, og det at jeg lavede denne her fejl, er nok det dummeste jeg nogensinde har gjort. Jeg har aldrig haft det dårligere, eller, jeg har næsten aldrig haft det dårligere” siger jeg, og ved at Niall ved præcis hvad jeg snakker om. ”Jeg har aldrig fortrudt noget så meget før, og jeg har aldrig følt mig så hjælpeløs. Jeg har aldrig følt mig som et værre menneske, og jeg har aldrig troet jeg skulle elske nogen så højt, på så kort tid” siger jeg og tænker på de sidste måneder. Jeg har ikke engang et klart tal på hvor længe jeg har kendt Niall, men jeg ved at jeg ville kunne bruge mange flere dage, uger, månede, år sammen med ham.

”Aldrig er der nogle der har rørt mig de steder han har, og aldrig er der nogle der har været der for mig som han har. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg har, kunne klare det før end jeg mødte ham. Jeg ved ikke hvordan jeg klare den lige nu” siger jeg og mener hvert eneste ord. Jeg glemmer alt omkring mig, og det eneste jeg fokuserer på er Nialls øjne der endelig møder mine. Der er intet hårdt tilbage i dem, og jeg kan kende ham igen. Han kigger blødt på mig, og da jeg fortsætter er der kun ham og mig. Og jeg er ligeglad med at hele verden ser med, og jeg sidder her som om jeg er stjernen i en romantisk film, som er lige til at brække sig over, jeg er fuldstændig ligeglad. Det eneste jeg kan se er ham, og da jeg fortsætter, føler jeg mig mere hjemme, end jeg har gjort de seneste uger. ”Jeg havde aldrig troet jeg ville blive glad igen før jeg mødte Niall, jeg havde aldrig turde håbe på at alting ville bliver okay igen. Jeg havde aldrig troet at én person kunne gøre sådan en forskel, og nogle gange er jeg nødt til at nive mig selv i armen, for at være sikker på at det er virkelighed. Jeg kan ikke se hvorfor jeg har fortjent at være så heldig som jeg er. Så kort tid er gået, og jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden Niall. Han har reddet mig på alle tænkelige måder et menneske kan blive reddet på” slutter jeg af, og før jeg ved af det lyder bifaldet, og Niall står utrolig tæt på mig, og presser sine læber mod mine. Jeg lægger armene om hans hals, og han lægger sin arme på min talje, og bifaldet bliver højere endnu. Og i det øjeblik, ved jeg at det hele nok skal gå. 

 

_________________________________________________________________________________________________________

 

ENDELIG

SIDSTE KAPITEL

Det er noget af en afslutning. 

og jeg meddeler hermed at movellaen er slut. 

Jeg ved ikke med jer, men jeg er rimelig tilfreds med slutningen! 

Det er i hvert fald sådan her jeg havde tænkt mig den skulle være lige fra

starten af. 

Hvad syntes i? 

Kom med al den kritik, ros og respons i vil! 

Og JA! Jeg ved godt det har været længe undervejs, men jeg håber

det er ventetiden værd! 

Lad os bare sige, at jeg pretty much har haft mistet min skrivelyst

en del, hvilket stadig ingen undskyldning er!! 

Men her var det sidste kapitel, og jeg håber i er tilfredse!! 

 

(Det bliver rettet igennem et af det næste par dage, men klokken er halv

3, og vil egentlig gerne ud med det med det samme!!) 

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...