He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6250Visninger
AA

27. Kapitel 22

You know

when you love something

when you want something

it's so hard to let it go 

but it's also hard to forgive

 

"Amelia, er det dig?" spørger Louis i den anden ende og jeg sukker tungt. "Ja, ja det er mig" mumler jeg og det skramler lidt. "Lad være at fortæl de andre at jeg har ringet" siger jeg hurtigt. "O..kay, Er du okay?" spørger han om og lyder helt ærligt lidt forvirret.

Nej

 Hvad er det også jeg har gang i. "Ja, jeg har det fint, men jeg har brug for at du gør mig en tjeneste" gentager jeg. "Ja, det gik jeg ligesom fat i" siger han og griner lidt. "Men hvad vil du havde jeg skal gøre?" spørger han om og jeg bider mine tænder sammen. "Jeg savner Niall" udbryder jeg og snøfter hurtigt og det går op for mig at tanken om at Niall muligvis er i det samme hus som Louis gør mig helt vildt trist til mode. "Det ved jeg, men han er ikke rigtig til at snakke med for tiden. Han tager sådan nogle ting meget alvorligt, du sårede ham virkelig. Om du så var fuld eller ej" siger han og jeg nikker og tramper irriteret i jorden. "Jeg ved det godt!" udbryder jeg irriteret, ikke fordi jeg er irriteret eller sur på Louis, men fordi jeg simpelthen er den største idiot til dato. "Jeg.."

"Nej, undskyld. Jeg er bare så sur på mig selv" mumler jeg og han mumler et "hmm" tilbage. "Jeg savner ham så meget" mumler jeg, og kan mærke en tåre trille ned ad min kind. "Det ved jeg, vi savner også dig, og jeg ved at han også savner dig" siger han og sukker bagefter. "Det er derfor du skal gøre mig en tjeneste" siger jeg, og ignorerer hvad han lige har sagt. "Jamen, hvad skal jeg gøre?" spørger han om og jeg sukker endnu engang. Det er så åndssvagt. "Jeg vil havde dig til at arrangere et interview for mig, hvor jeg snakker om Niall" siger jeg og venter på hans reaktion. Der er stille lidt, før han svarer. "Det er faktisk ikke nogen dårlig idé" siger han og jeg synker klumpen i min hals. "Han gider jo ikke snakke med ham, så jeg tænkte at det var den eneste måde jeg kunne fortælle ham hvordan jeg har det" siger jeg og kan mærke jeg begynder at svede lidt af nervøsitet. "Jeg ser hvad jeg kan gøre, og så ringer jeg tilbage senere, okay?"

"Tak Lou, det betyder virkelig meget for mig" erkender jeg, og jeg kan hører smilet i hans stemme da han svarer tilbage "Altid Amelia, de andre drenge og jeg vil gøre alt for at gøre Niall glad, og jeg ved du vil gøre ham glad" siger han og jeg bliver helt varm indeni. ”Jeg savner også jer” siger jeg og snøfter en enkel gang. ”Vi savner også dig” siger han igen. Pludselig skramler hans telefon, og jeg kan hører stemmer i den anden ende. Nialls stemme. ”Lou, hvem snakker du med?” Louis sukker, ”Jeg ser hvad jeg kan gøre, og så ringer jeg lige igen i morgen, okay?” siger han lavt og hviskende. ”Tak, jeg sætter virkelig meget pris på det!” siger jeg, og mener hvert et ord. Jeg går rundt i en lille cirkel, og kigger ned i asfalten. ”Jeg er nødt til at løbe” hvisker han lavt igen. ”Jeg elsker også dig Eleanor” siger han lidt højere og jeg smiler ved tanken. ”Ja, vi ses snart” siger han, og jeg bliver et øjeblik i tvivl om han mener det til ’Eleanor’ eller mig. ”Vi ses” siger jeg, og jeg tror lige han når at hører det før han smider røret på.

Louis synsvinkel:

Jeg putter hurtigt telefonen ned i min lomme. ”Hvem var det?” spørger Niall om, og jeg prøver at forholde mit ansigt i ro. ”Bare Eleanor” siger jeg og trækker på skuldrene. ”Nå okay, vi andre ville spille Fifa, skal du være med?” spørger han om og jeg nikker og prøver at grine. ”Hvem af os er det der er fodbold spiller” griner jeg, og klapper ham på skulderen før jeg styrter ind til de andre og efterlader en halvforvirret Niall, som kommer gående bagefter. ”Eleanor gør ham skør” siger han og Harry griner, men laver så et sad face. ”Jeg troede jeg gjorde dig skør Lou” siger han og Liam bryder ud i grin, mens Zayn smider en pude i hovedet på Harry over fra den anden sofa. ”Styr dig Harry” griner han og de andre griner også. ”Skal vi spille eller hvad” afbryder Niall, og går over og sætter spillet i.

***

”Skal vi bestille Pizza?” spørger Zayn om, vi mumler alle ja og koncentrerer os igen om spillet. ”Niall, Niall hallo?” Harry vifter hånden foran ham, og Niall ryster på hovedet. ”Undskyld, jeg tænkte bare på..” Liam afbryder ham, ”det er okay, du behøver ikke at forklare.” Niall trykker læberne hårdt sammen. ”Jeg fatter det bare ikke, hvordan kunne hun gøre det?” spørger han om, og jeg kan hører hvor hårdt det er for ham at stille spørgsmålet. Han har næsten ikke talt den sidste uges tid, og han har slet ikke nævnt hende. ”Zayn, paus det lige” siger jeg og vifter med controlleren over mod tv’et. Han reagere ikke. ”Zayn, paus det lige” siger jeg lidt højere, og måske endda i en lidt højere tone. Han griber hurtigt ud efter fjernbetjeningen og pauser spillet. Her bliver mærkeligt stille, før Liam bryder stilheden. ”Du har to muligheder, du skal enten kæmpe dig igennem det. Komme videre. Eller også kan du tilgive hende, i kan komme igennem det her sammen” siger han og jeg værdsætter hans ord et øjeblik. Liam er den bedste af os til den slags. Måske fordi han netop er kommet ud af et langvarigt forhold? Det ved jeg ikke.

”Det hårdeste er, at vi havde kendt hinanden så kort. Jeg mener, hvis hun ikke følte noget for mig, kunne hun så ikke havde sagt det? Man kan ikke miste stærke følelser for en person så hurtigt, kan man?” spørger han om, og jeg får en dårlig fornemmelse i maven. Jeg kan ikke helt tyde om han har tænkt sig på noget tidspunkt at tilgive hende. ”Men, hun var jo fu..” Niall afbryder hurtigt Harry, ”det der mener du fandme ikke” siger han og fare nærmest op ad stolen. ”Du tager ikke hendes parti, det gør du bare ikke” siger han, og jeg kan se han begynder at få tåre i øjnene. ”Det var ikke det jeg mente” mumler Harry. ”Jeg mener bare, at hun gjorde dig glad. Jeg har aldrig set dig så fuld af liv, og..” Han stopper sig selv, og her er stilhed længe.

”Jeg savner hende så meget” mumler Niall, ”jeg savner duften af hende hår, jeg savner hendes smil, hendes grin. Jeg savner lyden af hendes stemme, jeg savner alt ved hende” mumler han lidt efter. Og uden nogle af os har tænkt over det, er det her blevet til en rigtig sørgelig aften. ”Det ved vi godt” mumler Zayn, og de andre mumler ”mmh” rundt omkring. ”Undskyld at jeg ødelagde aftenen sådan” mumler Niall, og jeg får så meget medlidenhed med ham. ”Nej, det skal du altså ikke tænke over. Nu bestiller jeg Pizza, og så sætter vi en film på, okay?” Siger jeg og rejser mig og går ud i køkkenet for at ringe efter Pizza, og egentlig også for at samle mine tanker.

Amelias synsvinkel:

”Du ved, jeg savner ham bare så meget” siger jeg ind i telefonen til Heather. ”Jeg ved det godt… Jeg håber dig og Louis finder ud af det hele med det interview, hvad har du tænkt dig at sige?” spørger hun om, og jeg sætter mig lidt mere op i sengen, og trækker dynen længere op. ”Jeg er ikke helt sikker endnu, jeg håber virkelig også jeg finder ud af noget. Jeg har ringet til ham så mange gange i løbet af den sidste uge, og han svare bare ikke” siger jeg og sukker. ”I skal nok finde ud af det, bare rolig” siger hun. Jeg ved hun prøver at hjælpe, men helt ærligt, gør det mig ikke mere rolig. ”Tak fordi jeg måtte tømme mit hoved hos dig” siger jeg og hun griner lidt. ”Altid, det er jo trods alt min bedsteveninde” informere hun mig om og jeg bliver helt varm. ”Du er i hvert fald også min bedsteveninde!” siger jeg og hun griner. ”I know” siger hun og jeg tager mig selv i at smile. Hvad skulle jeg dog gøre uden sådan en som hende. ”Vi ses snart ikke?” siger hun og jeg mumler et ”mmh” før vi siger farvel til hinanden og lægger på.

Det banker på min dør. ”Amelia, jeg går i seng nu. Kenn er også gået i seng” siger Grace, og åbner døren forsigtigt. Jeg sender hende et hurtigt smil. ”Jeg går også snart i seng, jeg vil bare lige læse lidt først” siger jeg og hun nikker og kommet længere ind på mit væresle. ”Vil du med ud og spise frokost i morgen?” spørger hun om og sender mig et forsigtigt smil. ”Jeg skal nok se om jeg kan presse det ind i min travle hverdag” driller jeg og hun griner let, ”det sætter jeg pris på, du kan invitere hende Heather med hvis du vil” siger hun og jeg nikker. ”Jeg spørger hende lige i morgen, jeg tror hun er gået i seng nu” påpeger jeg og hun nikker. ”Selvfølgelig, vi ses i morgen” siger hun og lukker døren efter sig da hun går ud.

Jeg finder ”The fault in our stars” frem på mit bord, og bladre hen hvor jeg er nået til.

”That’s the thing about pain, it demands to be felt”  Alting ser ud til at skulle minde mig om Niall. Absolut alting. Jeg bliver så irriteret, at jeg allerede efter at havde læst to sider, lægger bogen tilbage og slukket mit lys.

Smerte. Det er en mærkelig ting ikke? Smerten når man slår sig, eller falder, er helt anderledes end smerten forbundet med nogle man holder af. Og selvom det ikke fysisk gør ondt, så et det tusinde gange værre. 

_____________________________________________________________________________________________________

 

Så er der endelig et kapitel efter lang tids pause. 

Forhåbenlig snart kommer det næste kapitel ind. 

Det er et kapitel jeg glæder mig rigtig meget til! 

Tak til jer der stadig har den på favoritlister, selvom det er 

virkelig lang tid siden der har været et nyt kapitel! 

I er de bedste!! 

xoxo 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...