He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6415Visninger
AA

26. Kapitel 21

Jeg vågner ved lyden af lav musik og en der fløjter. Jeg misser med øjnene. Her er rimelig mørkt. Men kun fordi at gardinerne er trukket for. Nogle steder er der en solstråle der kæmper sig igennem og danner en lys stribe på gulvet. Jeg kravler lidt længere ned under dynen. Man kan vidst sige at jeg aldrig rigtig har været et morgenmenneske. Jeg finder min telefon frem under dynen og tjekker klokken. Den er lidt i ti. Jeg sukker tungt og får sat mig halvt op. Idet jeg sætter mig op, rammer en ukendt duft mig. Det dufter godt, men jeg kan ikke helt genkende eller finde ud af hvad det er her dufter af. Jeg sidder lidt og tænker over duften før jeg får rejst mig og går ud i køkkenet. "Godmorgen" mumler jeg med en hæs stemme. Carter vender sig forskrækket om og står med en kniv i hånden og jeg springer et skridt tilbage. "Uh, godmorgen, du må ikke skræmme mig sådan" siger han og griner. Jeg griner også.

"Hvad er det du laver?" spørger jeg om da han sætter en plade i ovnen. "Croissanter, fransk" svarer han bare og jeg rynker øjenbrynene. Croissanter? Hvad fanden er Croissanter? ”Ved du ikke hvad Croissanter er?” spørger han og jeg ryster på hovedet. Han bryder ud i et grin, og jeg forstår ingenting. ”Det er altså lidt underligt” siger han og griner og jeg laver et ”sad face” ”stoop, fortæl mig nu bare hvad det er” siger jeg og han griner igen. ”Skal jeg fortælle dig Croissantes historie” griner han og sætter sig ved spisebordet, jeg sætter mig overfor ham. ”Jaja, whatever” siger jeg og han griner lidt igen. ”Croissanter er en fransk specialitet. Croissant betyder halvmåne på fransk, derfor er Croissanten formet som en halvmåne. Men spiser det meget til morgenmad, eller frokost i Frankrig. Det er en typisk turistattraktion i Frankrig” siger han og det hele lyder så klogt, indtil det ligesom går op for mig at det er en kage vi snakker om. ”Du er fra Frankrig” konstaterer jeg og han nikker. ”Født og opvokset i Paris. Det undre mig at du ikke har lagt mærke til det” siger han og med det sammen kan jeg fornemme hans accent under det rimelige gode amerikanske han kan. ”Ej, prøv at sig noget på fransk” udbryder jeg og han griner lidt. Han rømmer sig.

” Je m'excuse pour ce que j'ai dit hier. Désolé.” Det lyder så smukt når han snakker, også selvom jeg slet ikke forstår hvad han siger. ”Hvad sagde du?” spørger jeg om og han ryster på hovedet. ”Jeg sagde bare at croissanterne nok er færdige nu” siger han og rejser sig op og går ud i køkkenet. Jeg finder tallerkener frem, og glas og sætter dem på bordet. Lidt efter kommer Carter tilbage med en kurv med nogle sjove brød i. Eller Croissanter selvfølgelig, men alligevel. Jeg sætter mig ved bordet og det samme gør han. Jeg hælder appelsin juice op i begge vores glas og Carter rækker mig en Croissant. Den er sjov, sådan luftig i det. Jeg trykker lidt på den. ”Smag den nu” siger Carter og tager en bid en bid af sin egen. Jeg tager forsigtigt en bid af Croissanten, jeg har normalt aldrig problemer med at smage noget nyt, og da slet ikke kage. Jeg bliver utrolig overrasket over hvor godt det smager. ”Det smager jo sindssygt godt!” udbryder jeg så der flyver croissant rester over det hele. Carter griner bare og vi tager begge endnu en Croissant.

***

I samme øjeblik som jeg træder ind ad døren derhjemme, ringer min telefon. ”Det er Amelia” siger jeg da jeg tager telefonen op til øret og samtidigt kæmper med at få min sko af. Det resulterer i at jeg vælter med et kæmpe brag. Men jeg holder godt fast i telefonen, den skal IKKE smadres. ”Wow, hey, Amelia er du okay? Det er Heather” hører jeg svagt i den anden ende. ”Ja, vent lige to sekunder” siger jeg og får sparket den anden sko af. Jeg rejser mig op og skynder mig ind på mit værelse. ”Okay, jeg er klar nu” siger jeg og sætter mig udmattet på sengekanten. ”Jeg ville bare høre hvordan du har det?” siger hun stille i den anden ende. Jeg sukker og tænker et øjeblik. ”Skal jeg være ærlig” siger jeg og der går lidt tid hvor ingen af os siger noget. ”Så har jeg det forfærdeligt, jeg vil så gerne snakke med ham, men der er intet jeg kan gøre” siger jeg og tager en dyb indånding. ”Det ved jeg godt.” siger hun. ”Skal vi ikke lave et eller andet i aften for at muntre dig op?” spørger hun om og jeg mumler et ”jaja.”

”Okay, der er et tivoli i Hyde Park i aften, vi skulle tage derned!” siger hun glad. ”Jo, hvorfor ikke.” siger jeg og trækker på skuldrene. Selvom jeg godt ved at hun ikke kan se det. ”Du kan jo spørge Carter om han ikke vil med?” Det er et spørgsmål. ”Jo, jeg kan da godt spørge ham” siger jeg og smiler lidt for mig selv. ”Tak, vi ses senere. Klokken syv?” spørger hun om og jeg svarer ”ja” før jeg lægger på og ringer straks til Carter.

”Det var ikke længe du kunne undvære mig” siger han og griner da han tager telefonen. Det er sjovt. På den ene side er Carter nok en af de mest attraktive drenge jeg har set. Han måler sig med drengene fra One direction. Men jeg har aldrig set ham være sammen med andre piger end mig. Men selvfølgelig. Han er lige flyttet til, han kender jo ingen. ”Hallo, Amelia?”

”Hvad, nå ja, undskyld” Okay, jeg forsvandt lige fra virkeligheden der. Typisk. ”Jo, der er det her tivoli nede i Hyde Park i aften, og jeg skal derned med Heather, og vi tænkte på om du vil med?” Hvorfor skal jeg absolut altid spørge på sådan en akavet måde? ”Jo det vil jeg godt. Heather, det er hende der også var der til bålfesten ikke?” spørger han om jeg og mumler et ”mmh” tilbage. ”Vi mødes dernede klokken syv så” siger jeg og skimmer over mod uret. Halv fem. Det betyder jeg sagtens kan nå at tage et bad, og spise noget inden. ”Jep, vi ses” siger han, og jeg får også sagt farvel før jeg lægger på og går ind på badeværelset for at tage et bad.

Tiden går utrolig langsomt, det er som om, at selvom jeg trak badet ud, og selvom jeg var omhyggelig med at vælge mit tøj (link i kommentar) og selvom jeg sad længe og snakkede med Grace og Kenn under maden, så er klokken stadig kun seks da jeg er helt færdig. Måske burde jeg gå derned allerede nu? Hvad skader det at komme lidt tidligere, så kan jeg se mig lidt omkring først. Jeg går ud i gangen og får mine sko på, og så smutter jeg ud af døren. Jeg har ikke travlt, så jeg tager ikke Metroen. Jeg går bare hen til parken. Man kan allerede hører musikken og alle menneske et langt stykke derfra. Det er det hyggelige ved London om aftenen. Også om dagen selvfølgelig, men især om aftenen. Det er stemningen, og menneskene.

Der er mange menneske på fortovet i samme retning som mig. Familier med mange børn, unge kærestepar, en gruppe med venner og så videre. En mor, og en lille pige går forbi mig, og jeg kan hører pigen snakke til med sin mor. ”Mor, hvorfor går hun helt alene?” Godt spørgsmål. Men så alligevel, spørgsmålet er vel ikke om jeg er alene. Spørgsmål er om jeg føler mig alene ikke? Så poetisk Amelia, virkelig.

Da jeg når hen til parken, går jeg bare rundt og kigger mig lidt omkring. I mens jeg venter på klokken bliver syv.

***

”Hey, Amelia!” Er der en der råber, men jeg kan ikke rigtig se hvem det er i menneskemængden. ”Amelia, herover” råber stemmen igen. Og jeg får øje på Heathers lyse hår i mængden. ”Heeey” svarer jeg og hun kigger sig lidt omkring. ”Carter er ikke kommet endnu?” spørger hun om og jeg ryster på hovedet da der er en der dukker op ved siden af mig. ”Det er han nu” siger han og griner. ”Skal vi så ikke gå ind?” spørger Heather om og jeg nikker. Vi bevæger os mod indgangen. ”Skal jeg købe en øl til os hver?” spørger Carter om og vi nikker begge to, og han forsvinder han i køen til boden. ”Han er altså ret sød” siger Heather og jeg nikker. ”Han er din” siger jeg henkastet og slår min arm hen i mod ham. Det gør mig ikke noget hvis Heather har tænkt sig at flirte med ham eller noget. Det gør mig ikke spor. Faktisk, tror jeg de ville være et perfekt par de to. Carter er overraskende hurtigt tilbage, og Heather begynder sin mission. Det er sjovt. For Heather er så lille og fin, og så sød. Hvem kan ikke lide sådan en som hende? Jeg tager i mod kruset og føler mig underligt malplaceret.

Vi går lidt mere rundt, og prøver nogle forskellige boder. De er nok mine to allerbedste venner, og de kommer godt ud af det med hinanden. Vi snakker om alt mellem himmel og jord og laver platte jokes, løber efter hinanden rundt i parken og ligner en flok sindssyge. Men vi er ligeglade. Og før vi ved af det er klokken over midnat. Jeg gaber for  hundredende gang, og tager hånden op foran munden. ”Jeg tror altså jeg tager hjem, jeg er virkelig træt” siger jeg og Heather nikker. ”Du ser også træt ud, skal vi følge dig hjem?” spørger hun om og jeg ryster på hovedet. Hun giver mig et kram, og det samme gør Carter før jeg begynder at gå hjem ad.

Nogle vil måske syntes det er uhyggeligt at gå hjem i mørke, i en by som London. Men jeg syntes nu bare det er hyggeligt og afslappende. Men jeg savner Niall, og når jeg er alene. Går det endnu mere op for mig, hvor meget han betyder for mig, og hvor forbandet meget jeg savner ham. Jeg har heller ikke kæmpet nok for ham, i bøger og film er det drengen der kæmper for pigen, men hvem bestemmer egentlig den lsags? Jeg kan næsten ikke klare det. Det kan jeg ikke, og det er også derfor jeg tager min telefon op ad lommen, og ringer. Den ringer tre gange før han tager telefonen.

”Louis, jeg har brug for at du gør mig en tjeneste” 

___________________________________________________________________________________________________

 

Her er der endnu et kapitel til jer! Hvad syntes i? 

Jeg kan ikke love at det næste kommer ind før næste weekend

men jeg vil da prøve! :) 

Hvad tror i Amelia vil havde Louis til? 

Hvordan tror i den ender? 

Tak for likes, kommentare og favoritlister! 

Hav en fantastisk dag/nat/aften derude! 

Nå ja, og så kan jeg da lige informere om at JEG FIK BILLETTER TIL ONE DIRECTION KONCERTEN NÆSTE ÅR D. 16 JUNI! Det er SÅ fedt! Jeg skal derind med to veninder, og jeg glæder mig allerede så meget!! Er der nogle af jer der har fået billetter? 

xoxo 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...