He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6411Visninger
AA

25. Kapitel 20

Things never really

turns out

the way you 

thought

"Rise and shine" hører jeg en sige,  og bagefter møder et skarpt lys mine øjne. Gardinerne bliver trukket fra. Jeg trækker dynen længere op om ørene på mig og klemmer øjnene hårdt i. "Du skal op nu, klokken er mange" stemmen er langt væk, og jeg brummer bare et eller andet som svar. Pludselig bliver dynen revet væk fra mig, og jeg triller ud over kanten af sengen og lander med en kæmpe brag på gulvet. "Ej, er du okay? Det var virkelig ikke med vilje!" Jeg lægger mit hoved tilbage og kigger lige ind i øjnene på Heather, jeg kan se hun prøver at skjule at hun griner, men det lykkedes ikke særlig godt. Hun bryder ud i latter, og kigger undskyldende på mig, men jeg kan ikke lade være med selv at grine lidt. Selvom det egentlig gør rundt ondt. 

"Hvorfor har du vækket mig så tidligt?" spørger jeg, i mens jeg rejser mig op. "Tidligt?" siger hun og spærrer øjnene op. "Amelia, klokken er halv tolv" griner hun og jeg ryster forvirret på hovedet. "Vi gik også sent i seng" siger jeg og forsvarer mig selv, hun griner bare og begynder at gå ud mod døren. "Du kan lige klæde om, der er morgenmad om lidt" siger hun, og forsvinder ud af rummet. Jeg ryster på hovedet, og åbner min taske og finder et par hvide stofshorts, med tynde grå striber på, og en hvid tee. Jeg reder mit hår igennem, og lader det bare hænge løst. Det bølger let for enden. Jeg finder min mascara i tasken og lægger et tyndt lag. Mere orker jeg altså ikke idag. Jeg går med lange skridt ud af rummet, og en duft af vafler møder mig da jeg træder ind i køkkenet. "Vafler" sukker jeg og Heather griner af mig og sender mig et stort smil. "Jeg må altså, uden at lyde selvglad, indrømme at mine vafler nok er de bedste i England" siger hun og tager endnu en vaffel ud af vaffeljernet. Jeg griner, "helt sikkert, det vil jeg glæde mig til" siger jeg og står lidt og kigger mig omkring. "Skal jeg hjælpe med noget?" hun ryster på hovedet og tager endnu en vaffel ud af vaffeljernet og bærer tallerkenen ind på bordet. "Du kan sætte dig ned" siger hun og peger på stolen overfor sig. Jeg nikker og sætter mig ned, og det går op for mig hvor sulten jeg er da min mave knurrer højlydt. 

Vi spiser i stilhed, men kun fordi vi begge er så sultne at vi ikke har tid til at snakke. "Skal vi ikke tage på Starbucks senere?" spørger Heather, og jeg nikker med munden fuld af vaffel. "Det er så lang tid siden jeg har været der" siger jeg, næsten uforståeligt, fordi min mund er helt fuld. "Samme her, og jeg elsker det!" siger hun og jeg nikker. "Du er virkelig god til at lave vafler" siger jeg og hun griner. "Tja, det er ikke for at prale, men ja det er jeg" siger hun og griner. 

***

Det er ikke særlig sent da jeg kommer hjem fra Heather, klokken er faktisk kun omkring fire. Men vi har heller ikke lavet noget specielt. Kun spist vafler og været på Starbucks. På vej mod lejligheden, møder jeg nok den sidste person jeg ønsker at møde. Jeg sukker irriteret, og prøver at skynde mig forbi uden at blive opdaget. "Amelia?" Shit. Forsent. Jeg vender mig irriteret om. "Carter" siger jeg afventende og han ser sig lidt nervøst omkring. "Kan vi ikke lige snakke?" spørger han om og jeg trækker på skuldrene og går forbi ham over og sætter mig på en bænk. "Hvad så?" spørger jeg om da han sætter sig ved siden af mig. "Hør, du må altså virkelig undskylde det hele, det var ikke for at komme i mellem dig og Niall" siger han, og det gør næsten ondt da han nævner hans navn. "Kan vi ikke prøve at blive venner igen?" spørger han om og jeg stirrer tomt ud i luften. "Amelia, kan vi ikke prøve at glemme det hele? Vi var begge påvirkede f alkohol, og" jeg afbryder ham. "Ja, prøv du at sig det til Niall, han gider ikke snakke med mig Carter, forstår du det?" siger jeg og ser ham i øjnene, mine øjne svier og jeg kan mærke at tårene presser sig på. "Han har nok bare brug for tid til at tænke i, han skal nok blive okay igen" siger han og strækker hånden ud til mig, men lader den slapt falde igen. "Det bliver alle ved med at sige" siger jeg. 

"Det er nok fordi det er rigtigt" siger han og sender mig et lille smil. "Jeg kunne godt bruge dig som ven" siger han og lægger tryk på ven, og han sender mig endnu et smil, jeg smiler forsigtigt tilbage og kigger så ned. "Jeg tilgiver dig" siger jeg og Carter sukker lettet. "Er det for tidligt at begynde vores ny genfundne venskab, med en filmaften?" spørger han om og jeg trækker på skuldrene. "Det skal vel starte et sted" siger jeg og smiler, og han smiler tilbage. Sit perfekte smil. Vi rejser os og følges ind sammen. "Jeg kommer tilbage senere" lover jeg da jeg står i døren. "Du kommer bare" siger han og blinker til mig, og jeg lukker døren da jeg har sagt farvel. 

"Amelia, er det dig?" kan jeg høre Grace råbe, og jeg griner indvendigt. "Nej, det er Obama" siger jeg sarkastisk og jeg kan hører Kenn grine inde fra stuen. "Det er en ære at havde dig her i mit hjem" råber Kenn tilbage og jeg griner. Det er så rart at alting er faldet på plads, altså med Kenn, Grace og jeg. Jeg er så glad for at Grace og jeg snakkede tingene igennem. "Var det sjovt?" spørger Grace om da jeg kommer ind i stuen. Hun sidder i en lænestol og læser en bog, og Kenn skriver et eller andet på computeren. "Ja, Heather er helt vildt sød og sjov! I skal virkelig glæde jer til at møde hende en dag" siger jeg og Kenn smiler henne fra computeren. "Hvad skal du i aften?" spørger han. 

"Jeg går op ovenpå til Carter og så holder vi filmaften" siger jeg og han nikker. "Vi er bare venner" siger jeg og Grace nikker forstående. "Men ligenu skal jeg bare ind og slappe af, jeg tror Carter bestiller Pizza, så jeg spiser ikke hjemme" siger jeg og forsvinder ind på mit værelse og jeg kan hører Kenn hviske noget til Grace og jeg stopper og lytter. "Jeg er så glad for at hun er begyndt at gå mere ud" hvisker han, og jeg træder et skridt tættere på for bedre at kunne høre. "Ja, også mig. Jeg er bare bange for at alt det her med Niall vil få hende til at falde tilbage" hvisker Grace tilbage. "Bare rolig, det tror jeg ikke. Hun er stærk, og de skal nok finde ud af det" hvisker han stille tilbage. Mit hjerte gør næsten ondt, og jeg har den der følelse hvor det føltes som om jeg ikke kan få vejret. Jeg finder vej til mit værelse, og smider mig på sengen. Hvad hvis Niall og jeg ikke finder id af det? Hvad hvis alt vi har haft bare bliver glemt? Hvad hvis han aldrig tilgiver mig, eller aldrig vil se mig igen? 

Tusinde spørgsmål flyver gennem mit hovedet, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Så jeg ruller mig sammen i en kugle og venter på at tomheden forsvinder. 

Pludselig går det op for mig hvor patetisk jeg er. Jeg kan fandme ikke altid være ked af alting. Og det går op for mig hvor stolt jeg er, over hvordan det er gået de sidste par uger. Jeg sætter mig op i sengen, og tager computeren på mit skød og åbner twitter og facebook. Jeg har fået en del followers på twitter, og det er ikke svært at gætte hvorfor. Jeg scroller ned ad startsiden, jeg har sådan lyst til at kigge på Nialls profil og se hvad han har tweetet. Men jeg modstår fristelsen og logger hurtigt ud. Jeg tjekker facebook, og ruller også bare ned ad startsiden. Uden egentlig at kigge på hvad det er der står. En besked popper op.

#Hey, jeg ville bare høre hvad tid du ca. kommer?

Det er Carter der skriver, og jeg svarer hurtigt tilbage.

#Nok om en times tid. Bestiller du pizza?

Der går lidt tid før han svarer.

#Okay, og ja, hvad vil du havde på?

Vi skriver lidt frem og tilbage om pizza og film.

Det varmer vand løber ned over min krop som jeg står under bruseren. Det løsner mine muskler, og jeg står lidt længere end hvad jeg lige havde regnet med. Det er så beroligende. Den eneste lyd jeg kan høre er vandet der risler ned over min krop, og det eneste jeg kan se er dampen fra det varme vand.

Jeg får skyllet det sidste sæbe ud, og træder ud badet og vikler et blødt håndklæde omkring mig. Kulden rammer mig ligeså snart jeg træder ud af badet. I ved at der altid er varmt inde i kabinen, og når man så træder ud er det altid helt vildt koldt. Den kulde. Jeg strammer håndklædet lidt omkring mig og træder hen i den anden ende af badeværelset og taget mi tøj på. Jeg tager bare et par mørkeblå joggingbukser og en sort top på. Jeg skal jo bare se film og slappe af. Derefter føntørrer jeg mit hår lidt.  

Jeg træder hurtigt ud døren og smutter ind på mit værelse og pakker en taske. Man ved jo aldrig hvad jeg får brug for, selvom jeg kun lige skal op ovenpå. Jeg pakker noget slik, nogle chips, en enkel 2 liters cola, og en cocio. Jeg pakker også toiletsager og noget ekstra tøj. 

"Jeg går op til Carter nu" siger jeg da jeg står i gangen. Jeg tager ikke mine sko på, men holder dem bare i hånden. Alt andet ville være åndssvagt. "Ja, vi ses. Hav en hyggelig aften" råber Kenn tilbage. Grace er i bad tror jeg. "Hils Grace" råber jeg tilbage. Jeg når ikke at høre om han svarer før jeg har lukket døren efter mig, og taget to trin af gangen op ad trapperne med næste etage. 

"Heeeej" siger jeg da Carter åbner døren. "Hey" siger han og sender mig et af sine flotte smil. Jeg kan ikke lade være med at smile tilbage. "Wow" siger jeg da jeg kommer ind. Her ser virkelig anderledes ud end sidst jeg var her. Her er mere rent, og her er også nye ting. Jeg går lidt rundt og kigger, da det pludselig ringer på døren. "Det er nok pizzaen" mumler han og forsvinder ud i gangen. Jeg står alene tilbage i den store stue. Han er foldet en sovesofa ud og lagt to dyner og en masse puder. Overfor sofaen står fjernsynet klar. På det lille bord foran sofaen står der popcorn, sodavand, slik og chokolade. Jeg tager også mine ting op ad tasken og sætter dem på bordet. 

Jeg hører døren smække, og Carter er hurtigt tilbage. "Så er der pizza" griner han og sætter dem på spisebordet. Han går ud i køkkenet og kommet tilbage med to 

pizzabakker. ”Så er der pizza” siger han og griner og sætter bakkerne på glas spisebordet som står over i hjørnet. ”Lækkert” siger jeg og går hen og sætter mig på en stol. Carter forsvinder ud i køkkenet og kommer tilbage lidt efter med to glas. ”Vil du havde sodavand? Øl? Vand?” spørger han om og smiler lidt fjoget til mig. ”øh, vi kan vel godt drikke en øl” siger jeg og han nikker og sætter glassene på bordet og kommer lidt efter tilbage med to øl, hvorefter han sætter den ene foran mig, og tager selv plads ved bordet overfor mig.

Han rækker mig en pizza bakke og en kniv og gaffel. ”Hvad skal vi se i aften?” spørger jeg om og han trækker på skuldrene. ”Hvad er du i humør til?” spørger han om og jeg er hurtig til at svare. ”En komedie eller sådan noget!” Han nikker og griner stille. Vi spiser i stilhed, men jeg tror det er fordi vi begge er sultne. Jeg er i hvert fald.

***

”Jeg elsker den her scene” udbryder Carter midt i filmen. Vi sidder i hans sovesofa ved siden af hinanden. Vi har tømt adskillige chips og slikposer og er næsten også helt færdig med colaen. Vi griner begge to en gang i mellem under filmen. Udover det er der stilhed. Indtil videre har vi set to film, og er i gang med den tredje. Jeg gaber og rykker mig lidt længere ned. ”Er du træt?” spørger han om og jeg trækker på skuldrene under dynen. ”Lidt, hvad er klokken?”

”Kvart over tolv” siger han og jeg nikker for mig selv. ”Skal jeg slukke filmen?” spørger han om og jeg mumler et uforstående ja, i det samme som jeg gaber. Han griner stille af mig og jeg slår han blidt på skulderen. Han griner igen og rækker ud efter fjernbetjening og slukker for filmen. ”Vil du bare sove?” spørger han om og jeg ryster på hovedet. ”Nej, men jeg går lige ud og børster tænder” siger jeg og svinger dynen til side og rejser mig og går ud på badeværelset. Jeg ligner en der ikke har været i bad i en måned. Så uglet er mit hår. Jeg griner lidt for mig selv, og prøver at rede det ud med fingrene. Jeg fjerner også min mascara, som er løbet lidt ned ad mine kinder.

”Jeg går også lige ud og børster tænder” siger Carter da jeg kommer tilbage, jeg svarer ikke. Men kaster mig bare ned i sengen med et bump. Jeg hører ham grine svagt før badeværelses døren lukkes. Det her er hyggeligt. Jeg har savnet en drengeven. Jeg har savnet en ven. Og nu har jeg to. Både Carter og Heather. Det går op for mig hvor heldig jeg er. På trods af alt det med Niall, går alting jo fremad. Alting skal nok blive helt okay. Det er jeg i hvert fald nogle lunde sikker på.

Jeg lægger mig under dynen og trækker den godt op omkring mine øre. Jeg kan høre badeværelses døren gå op, og Carter slukker lyset på vej herhen. Det eneste der nu lyser rummet op, er lyset fra gadelygterne udenfor. Carter fumler sig også vej, og lægger sig under dynen. ”Jeg er glad for at vi er blevet venner igen” siger han efter noget tid. ”Også mig” mumler jeg og han rykker let på sig. ”Venner” mumler ham. Jeg svarer ikke. ”Jeg kan godt lide dig” mumler ham og jeg svarer hurtigt tilbage. ”Jeg kan da også godt lide dig” siger jeg og griner lidt. Han sukker tungt. ”Nej, jeg kan godt lide dig” Det giver mig næsten lyst til at græde. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor. ”Carter jeg..” mumler jeg men han afbryder mig. Tårene løber ned ad kinderne på mig. Jeg forvirre folk. Her gik jeg og troede at alting gik helt fint. ”Nej, jeg ved godt du ikke har det på samme måde. Det er helt okay. Jeg vil gerne bare være din ven, men jeg havde brug for at fortælle dig det” siger han og jeg tørrer en tåre væk fra min kind. ”Det er okay, jeg vil også være din ven Carter, det vil jeg rigtig gerne” siger jeg og han griner lidt. ”Jeg skal nok komme mig over det på et tidspunkt” siger han og jeg kan skimme i mørket at han trækker på skuldrene. Vi ligger stille i et stykke tid. Ingen af os siger noget, og jeg når også kun lige at mumle ”Undskyld” før jeg falder i søvn. Jeg når ikke engang at tænke over hvad jeg undskylder for. Og jeg når heller ikke at hører hvad han svare. 

____________________________________________________________________________________________________

Her kom et længe ventet kapitel! 

Er i klar til meget mere spænding i de næste kapitler? 

Vi nærmer os slutningen, selvom det ikke umiddelbart ser sådan ud! 

Glæder i jer? 

Igen igen igen igen Tak for alting!! 

xoxo 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...