He saved me - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2013
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Amelia har været meget igennem på sit kun 18 årige korte liv. Hun er født og bor i London. Hun er næsten gået i en zombie lignende tilstand efter hendes elskede lillesøster dør efter et langt sygdomsforløb, og hendes forældre der ugen efter omkommer i et trafikuheld. Amelia gør intet forsøg på at komme videre, og hun har heller ingen til at hjælpe sig. Det er svært at være omringet af en konstant tåge, og føle at være helt alene i verden. Men det hele vender sig, da hun pludselig møder en der for alvor ændre hendes liv.

49Likes
46Kommentarer
6325Visninger
AA

4. Kapitel 2

The sadness

will last

forever 

- Vincent van Gogh 

 

 

En lyd vækker mig, og jeg tager dynen længere op over mit hoved. Det er weekend. Hvem ringer dog og vækker mig på denne tid. Lidt efter griber jeg ud efter min telefon, og ser at det bare er min alarm som jeg er kommet til at slå til. Jeg sukker irriteret, og slukker den hurtigt. Da alarmen lukker ned kan jeg se at jeg har fået en sms. 

#Hey, blev du overrasket? 

Beskeden er fra Niall. Jeg er stadig overrasket over at han overhovedet gider spilde tid på mig. Det er der normalt ingen der vil. Jeg vælger ikke at svare med det samme, lægger telefonen fra mig og lægger mig til at sove igen, klokken er kun syv. 

Da jeg vågner igen stråler solen ind igennem det vindue ved siden af min seng. Det motivere mig en smule mere til at stå op. Men en bunke minder, som jeg helst vil glemme vælter også ind over mig. Det er det samme hver dag. Jeg lægger mig i foster stilling på sengen, og trækker vejret i dybe åndedrag. Jeg ved at følelsen af at mit hjertet snart hopper ud af mit bryst, eller forsvinder og bliver til ingenting, vil forsvinde om lidt. Det sker hver morgen. Jeg er vant til det. Noget som føltes som en evighed efter, rejser jeg mig endelig op, og går over mod mit skab. Før i tiden var tøjet i mit skab i lyse farver, nu er det meste sort. Jeg har stadig mit gamle tøj, men det ligger gemt væk. Det er ikke noget jeg har lyst til at gå med lige foreløbigt. Ikke at det er grimt, tværtimod, jeg vil gerne havde det på. Jeg vil bare ikke blive lagt mærke til, så jeg glæder mig mest i sort, grå og hvid. Jeg tager et på sorte Dr. Denim bukser ud, og en grå sweatshirt med teksten "Forever Young" med store sorte bogstaver. Jeg klæder hurtigt om, reder mit lange brune hår igennem og lægger et let lag makeup. 

Jeg sætter mig ved mit skrivebord, og åbner min Macbook. Jeg kigger hurtigt på min telefon, og opdager beskeden fra Niall. Jeg sukker, og overvejer om jeg skal svare. 

#Næh, det var ikke ligefrem uventet 

Jeg tjekker hurtigt Twitter, og facebook på min computer. Det banker på døren, og lidt efter går den op "Hey, øh vi kører hen til nogle venner om ikke så længe, du bliver vel bare her hjemme ikke?" Spørger Kenn, og sender mig et smil. Jeg nikker hurtigt, og retter så min opmærksomhed mod computeren igen. "Jeg ved ikke hvornår vi er hjemme, måske først i morgen. Jeg sender dig en sms senere ikke" Jeg nikker igen, og forlader rummet og lukker døren. Jeg sukker. Sikke en dejlig weekend jeg får. Helt alene. Fedt. En ny besked bipper ind på min telefon. 

#Hvad skal du lave idag? 

Jeg svare hurtigt tilbage. 

#Intet, min onkel og tante er hos nogle venner. 

Min mave knurre højlydt, og jeg går ud fra mit værelse og ind i køkkenet. Jeg finder hurtigt tog toast, putter dem i risteren og finder peanut butteren frem. Lidt efter er toastene færdige. Jeg sætter mig ind i stuen foran tv'et og spiser. Jeg trykker på tallet 7 på fjernbetjeningen, og den skifter over til MTV. En reklame kører, og pludseig begynder en sang jeg ikke har hørt før. 

"Your insecure, don't know what for" synger de, og pludselig får jeg øje på en velkendt person i videon. Niall. Sikke et tilfælde. Det lyder godt, men han får ingen solo. Desværre, jeg kunne godt tænke mig at vide hvordan han lyder. Der går et sug igennem min mave, jeg ved ikke hvorfor. Da jeg har spist færdigt sætter jeg tingene i opvaskemaskinen, og slukker for tv'et. Jeg skal til at gå ud i gangen for at tage sko på, jeg vil gerne gå ind tur. Men skynder mig først ind efter min telefon. En ny besked. l

#Jeg vil gerne invitere dig ud.  

Selvfølgelig fra Niall. Det overrasker mig, jeg mener vi kender slet ikke hinanden. I hvert fald ikke rigtigt. Og udover det er jeg aldrig blevet inviteret på en date før. 

#Hvad?

svarer jeg tilbage, men fortryder lidt efter jeg har trykket send. Hvad tænker jeg dog på. Alligevel får jeg sommerfugle i maven da endnu en besked bipper ind. 

#Jeg vil gerne tage dig med ud og spise. Bare hver afslappet. Jeg henter dig klokken seks.

Svarer han tilbage. Hvad har han gang i? 

#oh.. kay 

Jeg får det underligt, og skynder mig ud på badeværelset. Jeg aner ikke hvad der går ad mig. Hvorfor sagde jeg overhovedet ja. Pludselig får jeg det dårligt. Jeg lægger mig ned på det kølige badeværelses gulv. Jeg har lyst til at skrige. Jeg knuger mig selv hårdt til brystet, der hvor mit hjerte sidder. Og tårene begynder langsomt at trille. Hvordan kan jeg tillade mig at føle nogen som helst form for glæde når dem jeg har allerkærest er væk? Hvordan kan jeg være det bekendt når det kun er 4 måneder siden? Det gør ondt indeni og jeg lægger sådan længere end normalt. Jeg har lyst til at ringe og aflyse med Niall. Hvad tænkte jeg på. Jeg er så dum, jeg er sådan en dårligt menneske. Hvordan kan jeg tillade mig at være glad, bare den mindste smule? Jeg rejser mig forsigtigt for ikke at blive svimmel, og tørre omhyggeligt tårene væk. Jeg kigger hurtigt på klokken. Kvart over tre, jeg har massere af tid. Så jeg skynder mig ind på mit værelse og lægger mig til at sove lidt igen. Lige nu vil jeg bare gerne væk fra virkeligheden.  

Da jeg vågner igen, kan jeg ikke rigtig finde rundt på nat og dag, tid eller sted. Jeg kigger på uret på min telefon. Kvart over fem. Shit. Det går op for mig hvad der sker om præcis 45 minutter. Jeg farer hurtigt op, hvilket resultere i at jeg bliver virkelig svimmel, og må sætte mig ned igen. Jeg kigger ned af mig selv, og går så over til mit skab. Jeg finder noget rent undertøj, og en brun-beige sommertop og skynder mig ud på badeværelset for at tage et bad. Jeg kommer ud frab det, tørre mig hurtigt, og skifter til undertøjet, de sorte jeans og sommertoppen. Jeg føntørre hurtigt mit hår, og går så ind på mit værelse igen. Jeg kigger igen på klokken. Kvart i seks. Omg. Jeg lægger lidt pudder, en tynd streg, og en del mascara for at fremhæve mine grå øjne. 

 Det giver mig næsten et chok da det ringer på døren, og jeg har næsten lyst til at lade være med at åbne. Jeg går langsomt ud til døren, og åbner. Udenfor står en smilende Niall. "Hej, jeg kunne altså virkelig godt tænke mig at undskylde for igår. Du skal ikke tro at det var fordi jeg stalkede dig eller noget. Jeg farede altså lidt vild" siger han og kigger flovt på mig. "Nejnej, det tror jeg heller ikke" siger jeg og sender ham et forsigtig smil. Det eneste der kører igennem mit hoved er en krig i mellem mig selv. Den ene del af mig siger 'Nyd ny bare den her "date' mens den anden del siger 'Hvordan kan du gøre det her? Hvordan kan du bare være glad?' Niall bryder mine tanker "Skal vi gå?" jeg nikker hurtigt "Jeg skal lige havde sko på" siger jeg og finder mine LA trainers frem. 

 

Dette kapitel blev desværre ikke så langt, og det bliver det næste nok heller ikke

men jeg tænker at jeg vil skifte lidt mellem korte og lidt længere kapitler. 

Jeg håber i kunne lide dette kapitel, og smid gerne en komentar, og et like

Tak :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...